Grenada til Tobago

Den anden dag fandt jeg en hjemmeside, hvor en dansker ved navn Hans Flygge har skrevet en "subjektiv beskrivelse af oeen Tobago". Her oplyser han bla. at

"80 procent af befolkningen er af afrikansk oprindelse. D.v.s. kulsorte negre. Resten er diverse blandinger, hvoraf det indiske islæt er markant. Sproget er engelsk. De sorte taler et slags ”mambo” engelsk med stød. Når sorte taler sammen, er det rimeligt svært at forstå.De unge mennesker er normalt slanke, men når kvinderne bliver gift og får børn så bliver rigtig mange af dem ret så store og deres bagdele bliver ekstrem store.

Tobago: Are you going to Scarborough... drugs?

Til Tobago er jeg ihvertfald kommet.. Det tog et lille doegns tid at sejle herned i bidevind, trukket ud af at vi aftalte at foelges med den mindre og lidt langsommere baad Mas Que Nada. Det var en lidt traettende sejlads med boelgerne staaende ind over boven saa vi maatte lukke alle luger, men det gik fint og uden problemer.

Vi ankom til den sydlige del af oeen og ligger nu i Store Bay, der ligner en mellemting mellem en bounty-reklame og en koloni af feriehoteller. Smukt smukt med klart vand, de vildeste palmestrande og flotte farver, men ogsaa med lidt for etableret turisme til min smag. Det har foer vaeret min plan at tage til Charlotville nordpaa, saa der tog jeg bussen op i dag for at tjekke overnatningsmuligheder. Det var den smukkeste bustur jeg nogensinde har koert og samtidig den billigste. Jeg fandt et hus oppe paa en bakke med udsigt over Pirate bay (ja, det hedder det..sgu) med eget vaerelse, bad, koekken og stue til TT$70 (70 kr) i doegnet. Der tror jeg jeg vil slaa mig ned nogle uger og dyrke livet som landkrabbe. Apropos landkrabber findes de faktisk i naturen her. De bor under jorden og laver en slags muldvarpeskud i folks haver. Folk fanger dem og spiser dem, hvilket jeg tror jeg ville takke nej til efter at have set hvad de kravler rundt i.


Ellers naaede jeg at blive helt forelsket i Grenada foer vi sejlede derfra. Mens Osare var paa land for at blive bundsmurt, overnattede jeg paa Mas Que Nada og brugte dagene paa at tage et Open Water dykkercertifikat. Jeg tog det hos ScubaTech, et lillebitte hyggeligt dykkercenter drevet af tre tyskere, Jorgen, Carsten und Sabina. De har lige overtaget det for to maaneder siden og er saa glade for beliggenheden, at de haaber paa at kunne blive boende resten af deres liv. Jorgen instruerede mig i fire dage og vi havde det utroligt sjovt sammen. Der var meget stille for tiden, faktisk saa stille at jeg var den eneste elev, saa jeg fik soloundervisning. Priviligeret.

Det var en fantastisk oplevelse og allerede paa mit 3. dyk saa jeg en naesten to meter lang rokke svaeve lige forbi mig. Udover det har jeg dykket med barracudaer, set to meter lange muraener og klappet en haj (!). Jow jow..

Action Man og hans instruktoer.

Rundt paa nogle af oeerne vokser det gifitge Manchineel-trae. Man skal ikke roere ved bladene eller stammen og hvis man spiser et blad eller af frugten, doer man sandsynligvis. Faktisk er det saa giftigt at man kan faa varige udslaet af at staa under traeet naar det regner. Naa, jeg ved ikke om det er en roever, men ihvertfald fortalte en taxi-chauffoer mig den anden dag om et par unge turister han havde kendt:


De var taget op i bjergene i det nordlige Grenada for at vandre og campere. Det gik meget godt, men paa et tidspunkt skulle den ene af dem skide. Det viser sig selvfoelgelig de har glemt toiletpapir, men det er der altsaa ikke saa meget at goere ved nu. Fyren her finder en busk, saetter sig paa hug og ordner det der nu skal ordnes. Derefter toerrer han sig bagi med nogle blade fra det naermeste trae og saa er det ellers videre paa vandreturen. Eller, det er indtil hans baller pludselig begynder at foeles en smule oemme. Dernaest svulmer de op og allerede efter et par timers tid er hele roeven daekket af store vaeskefyldte blaerer. Han maatte tilbringe resten af ferien liggende paa maven paa hotel, da han ikke engang var i stand til at gaa..


En soendag paa Grenada sejlede vi til Hog Island, en lille oede oe i naerheden, hvor en stor flok lokale folk stroemmer til hver soendag for at spise kylling, danse til reggae og ryge hash.. Ja, det er vel egentlig i store traek rasta-kulturen i en noeddeskal. Kl. 22 slutter det hele lige pludselig og folk tager hjem for at hvile ud foer de skal paa arbejde dagen efter..

Naa, jeg maa hjem og pakke min rygsaek. Det bliver maerkeligt at forlade Osare, der jo har vaeret mit hjem i over to maaneder nu. Men det skal nu nok ogsaa blive fint nok, jeg glaeder mig til at komme lidt paa land igen.

Grenada

I masten paa Osare. godt 20 meter over vandet...

He, her sidder jeg paa en cafe og skriver og pludselig bliver jeg revet ud af tankerne af en sort mellemstor fugl, der kommer flyvende tvaers gennem lokalet, hugger et karrygrillet kyllingelaar fra min tallerken og saetter sig paa en naerliggende stol for at saette det til livs.. Hva skete der lige der?!? Naa, nu jeg har taget et billede af den. Mon det kan betegnes som en form for kannibalisme, naar en slags fugl aeder en anden?

Naa, jeg tror jeg efterlod jer et sted i naerheden. Vi kom til Grenada i sidste uge. Vi blev et par dage i Turtle Bay, en hyggelig ankerlagune med et glimrende pizzaria til den ene side og en stor mangroveskov paa den anden. Vi tog paa en gummibaads-safari ind i skoven for at se paa dyr, men foruden et par fugle og nogle oesters var der ikke nogle dyr at se den dag. Tilgengaeld laa der en del skibsvrag spredt hist og her op ad flodbredderne. Grenada blev for 2 aar siden ramt alvorligt af orkanen Ivan, og det er normalt at yachts soeger i lae af de bloede mangrovetraeer under stormvejr.

Maalet var at komme til St. George, som skulle vaere noget lig en storby. Men som vi efterhaanden har erfaret, skal saadanne betegnelser som regel tages med et gran salt her omkring. Et supermarked er naeppe saerlig super og en storby kan godt hedde en storby, selv om den er lille. Det gjorde til gengaeld stort indtryk paa mig at se hvor omfattende oedelaeggelser Ivan har lavet i 2004. Mange huse ligger stadig i smadder og hver eneste kirke i byen mangler taget.
Havnen i St. George havde til gengaeld alle ulemperne ved en storby. Mange baade stuvet sammen paa for lidt plads og ildelugtende stillestaaende vand med oliepletter i vandspejlet.
Vi fik set os lidt omkring, men flygtede hurtigt ned til sydsiden af oeen til Prickle Bay, hvor vi har ligget siden.

I Prickle Bay Marina har de en glimrende bar (udendoers selvfoelgelig), hvor jeg har moedt en del folk og hvor man endda kan faa sig et spil pool, et sjaeldent syn paa de smaa oeer. Her moedte jeg Avis, Stewart og Neil, tre englaendere der, lige som jeg selv, crewer paa forskellige baade for at komme rundt i Caribien. De var i midlertid godt traette af deres skipper og den daarlige stemning ombord paa deres baad, saa vi tilbragte nogle dage i land sammen, saa de kunne faa luft for deres frustrationer.
En aften camperede vi paa stranden. Hen paa natten begyndte det selvfoelgelig at regne og det kan nok vaere vi fik slaaet teltet op i en fart, paa trods af vores knap saa aedruelige tilstand. Europaeiske telte er bare ikke bygget til tropisk regn, saa vi endte alligevel med at sove i et mudderhul. Det specielle var, at det pga varmen ikke foeltes ubehageligt at vaere gennembloedt, saa vi gjorde ikke det store ved det..

Neil, Stewart og Avis..

Det er vigtigt at komme i land af og til, saa man ikke faar kuller..

I gaar blev Osare hejst paa land for at blive bundsmurt og efterset. Imponerende at se 16 tons blive hejst ud af sit rette element og sat paa stativer.. Der er ikke meget at goere for mig, saa jeg bruger tiden paa land til at tage dykkercertifikat. Det er ogsaa paa tide og jeg har fundet et OK billigt sted. Der er mange store rev i naerheden, saa jeg tror pengene er godt givet ud.

Jeg bliver her i en uges tid til i hvert fald. Saa gaar turen nok sydover til Tobago, som jeg foer har naevnt..

Taenker paa livet i DK og alle de graa nuancer jeg gaar glip af.. snoeft.. eller noget. Naa, hvis det kan hjaelpe paa humoeret derhjemme, kan jeg berette at det ogsaa af og til regner lidt her.. :)

og de bar stadig rom ind

I Caribien har de skam også rygepolitik.. den er bare lidt anderledes..

Her er varmt. Vi er kommet til Grenada, den sydligste ø i kæden "Windward Islands". Her regner jeg med at blive en uges tid eller lignende, til jeg gerne skulle blive samlet op af den hollandske båd Xpresso, som har tilbudt at tage mig med paa en uges regatta rundt Grenada.

Det har været småt med sejladsen siden vi kom til Caribien. Det har mest været eftermiddagssejladser fra ø til ø. Øerne ligger så tæt, at det ikke tager mere end et par timer til man er havnet i det næste lille paradis. Lækkert nok..

Nå, men her er lidt om hvad de sidste par uger har budt på.

St. Lucia var fest og farver. Her kom Elin og Christian ombord, fløjet ind fra Norge. Vi blev i Rodney Bay nogle dage før vi sejlede sydpå til Marigot bay. Meget turistet var der der, og vi sejlede hurtigt videre ned til øen Bequia for at fejre jul.

Kokosnødder finder man alle vegne, på stranden og flydende i vandet. Tobias eksperimenterer her med måder at åbne en kokosnød på. Det er bestemt ikke så let, og jeg har set både save, boremaskiner og vinkelslibere i brug.

På Bequia bor en norsk dame i 50'erne, som hvert år inviterer på glögg og peberkager. Hende var vi oppe hos juleaftensdag om eftermiddagen sammen med 150 nordmænd. Lidt specielt, men glögg smager faktisk lige så godt i 30 graders varme som om vinteren.

Om aftenen var jeg med til julefest på stranden. Det var en superoplevelse.. et stykke væk fra byen, en stor grill, havefakler og petroleumslamper blandt palmerne og en halvandenhundrede skandinavere taget ud af kontekst.. Det blev en rigtig sørøverjul med masser af rom og dans på stranden.

Mayreau. En rasta-fisker forsøger at prakke os nogle hummere på. I de fleste laguner sejler de lokale rundt blandt yachts'ne og sælger alt fra frugt til t-shirts og smykker.

Fra Bequia fulgtes vi med den norske båd Mas Que Nada mod øgruppen Mayreau og Tobago Cays. Mayreau er nok det dejligste sted jeg har været indtil videre. Godt 500 indbyggere på øen og en meget meget afslappet stemning. Lækre palmestrande osv. Her mødte jeg mange rigtig flinke mennesker, som jeg bla hang ud med nytårsaften.

Arthurs marines and night pub - the place to be yes

Efter at have spist fin hummer på restaurant med fam. Osare og fam. Mas que Nada, tog vi tilbage til båden og hyggede med vin og champagne. Men der manglede lissom noget, så et stykke over tolv tog jeg gummibåden alene ind til land og opsøgte de lokale, som holdt til på en rasta-bar. Her var der virkelig gang i den! I den ene ende af baren var der dansegulv med reggaemusik og i den anden sad en flok rasta-fyre og spillede hypnotiske rytmer på håndtrommer, som ligeså mange folk dansede til. Natten gik med stammedans på bordene, rompunch og trommespil og jeg følte mig som en glad neger da jeg senere på natten sejlede ud til Osare igen.

Tobago Cays var flot men desværre massivt overbelagt med charterbåde. Der er langt til Troels Kløvedals beskrivelser fra slut-70'erne, hvor der nærmest gik uger mellem at de så en anden båd. Til gengæld ligger det berømte "End of the world Reef" der, og vi tilbragte det meste af en dag med at snorkle i det klare klare vand. Vi så skilpadder, hummere og fisk i alle størrelser, former og farver.

Videre syd over Union Island. Her blev vi ikke så lang tid, men jeg vil da lige nævne at vi spiste på en restaurant, hvorfra man havde udsyn ned i et bassin med hajer.. fancy.. Havde det været i Danmark, havde der været et 1,5 meter sikkerhedshegn rundt om bassinet, men ikke her. Her kunne man stå og vippe på kanten mens man kiggede ned. Sådan.

På vej ind i mangroveskoven i Carriacou. Christian, Erik, Elin og undertegnede.

På øen Carriacou stoppede vi også kun kort ind på vej mod Grenada. Vi skulle gerne have ligget her lidt længere, men det blæste så jævligt at det ikke var fedt. Det blæser i det hele taget en god del herovre, men det gør ikke noget for så er varmen mere udholdelig. Det regner også hver nat. Og når det regner, så mener jeg at det står ned i et tykt massivt gardin. Til gengæld varer det som regel kun 5-10 min.

Nu er vi så kommet til Grenada, hvor vejret er lige så godt som de andre steder. Vi ligger i lille Prickle Bay, hvor vi bader fra båden og kan tage dinghien ind til strandbaren om aftenen.

Begivenheder har der ikke været de store af indtil videre. Jeg kører turist-stilen for tiden og det er sjovt. Men jeg skal snart på eventyr, kan jeg mærke.

Osare