St. Martin, sidste stop i Caribien

St. Martin hvor jeg nu befinder mig er naboøen til Anguilla, som jeg tilbragte marts på under luksuriøse forhold. Efter et par dejlige uger på BVI med dykning, fester og afslapning, satte vi på Meadow i sidste uge kursen mod øst og brugte trekvart døgn på at sejle en distance på lidt over 100 sømil. Det var stille og rolig sejlads uden det store vind, men det var alligevel dejligt at komme lidt i bevægelse igen. De britiske jomfruøer ligger nemlig allesammen så tæt at det nærmest ikke kunne betale sig at sætte sejlene før man var fremme.
Jeg har et lidt ambivalent forhold til St. Martin. Jeg har egentlig indtrykket af at her er mange interessante og spændende oplevelser at hente, og eftersom det er sidste længere stop inden Bermuda, 1000 sømil nordøst ude i Atlanten, burde jeg vel gå på opdagelse for at få de sidste sug i maven. Men fakta er at alle disse skønne tropeøer efterhånden er ved at blive så meget hverdag at jeg ikke rigtig gider udforske dem mere. Så jeg har faktisk stort set ikke været uden for marinaen siden vi ankom for 9 dage siden. Umiddelbart ikke det lækreste sted. Vi ligger i en lagune fyldt med grønt stillestående vand. Det er til gengæld også en verden for sig selv. Fascinerende og usmagelig på samme tid. Her går alle i hvide poloer og sejlersko, hvis de ikke har kaptajnsuniform på. Og den gennemsnitlige skibsstørrelse ligger vel på omkring de 30-40 meter.. Hvor jeg syntes en 45 fods sejlbåd i Danmark var enorm, går jeg her rundt mellem 130-fods cruisere med fastansatte crew på 10 mand. Alligevel misunder jeg dem ikke. Vi mødte en kaptajn på sådan et uhyre i strandbaren en aften og hældte tilpas mange øl på ham til at vi fik lovet en rundvisning. Ret imponerende at komme ombord på en 40 meter lang James Bond-agtig motorskude med biograf, spabad på taget og guldvandhaner på toiletterne. Og når ejeren flyver ind et par gange om året for at cruise lidt rundt, står champagnen og kaviaren klar.
Første reaktion er selvfølgelig at blive imponeret og også lidt tænke 'tænk hvis jeg sejlede på sådan en', men damn hvor ville jeg hurtigt komme til at kede mig alligevel. Der er jo absolut intet eventyrligt og spændende over at rejse på den måde.. Det er jo faktisk bare et flydende luksushotel, og jeg ville kede mig lynhurtigt.. Så hellere ligge badet i sved hver nat i min lille køje i forkahytten på Meadow med håndpumpetoilet og uden air-condition ;-)

Jeg glæder mig ubeskriveligt til at komme på havet igen på et længere stræk. Det er godt for psyken og beroligende at komme ind i et fast vagttempo og alt det der.
Eirik og Halvor ankom for to dage siden. De har været med siden starten, men rejste begge hjem til Norge for en lille måned siden af forskellige grunde. Eirik skulle opereres for et gammelt sår i ryggen og Halvors bror druknede. De er begge tilbage i Caribien igen nu og med energi til at fortsætte turen, så nu er vi fuldtallige.
Vi er ved at have tjek på alt det vigtige. Riggen og motoren er gået efter og repareret. Alt er gjort rent og de få kakkerlakker (eller hvordan man nu staver det) gjort kål på. Vi har i dag købt ind for 1500$ og mangler endnu at proviantere 450 liter drikkevand i 5-liters dunke. Da nogle af os ombord har fået lidt mave pga den gode levestandard ombord og på land, er det blevet besluttet at der kun drikkes vand (og kaffe) på overfarten. Så ingen cola eller øl i en måneds tid. Det blir hårdt men sundt..

Dykkerbilleder

Farlige Mikkel poserer for kameraet.

På vej op gennem cockpittet.

Vegard i cockpittet.

Petter er co-pilot

En stor baracuda vogter i indgangen.

Vegard

Øjvind

På undervands-safari..

Meadow

En lille update fra British Virgin Islands (BVI) hvor jeg nu befinder mig.
Jeg sagde farvel for denne gang til Jens og Anguilla for en lille halvanden uges tid siden og tog flyveren til Tortola, hovedøen paa BVI, hvor de flinke nordmænd på Meadow havde lovet at hente mig. Jeg ankom, checkede ind i lufthavnen og begav mig ned mod den lokale marina. Ikke havde jeg sat mine ben der, før jeg pludselig stod med tre ildfakler i hånden og en fuld englænder der insisterede på at jeg skulle jonglere foran små 100 mennesker, der var samlet på havnen til 'full moon party'. Det måtte jeg desværre pænt takke nej til, både for min og for de andres sikkerheds skyld. Jeg blev hentet af Vegard i deres sorte gummibåd, som de har lånt af det norske forsvar, og sejlet ud til båden. Her var der fest og gensynsglæde og aftenen endte på strandbaren 'Last Resort', der ligger helt alene på en lille øde ø midt i bugten.

Besætningen på Meadow er en norsk flok på 8 fyre mellem 23 og 26 år. Pt er to af dem stået af og to andre midlertidigt taget hjem til Norge for at joine os igen om et par uger. Historien bag båden er, at en af fyrene, Øjvind, vandt en hulens masse penge i lotto for et par år siden og besluttede sig for at købe en stor sejlbåd og invitere vennerne på sejltur til Caribien. Og her er de så. Ombord er Øjvind, Vegard, Petter og Petter. Og jeg.
Vi har cruiset rundt melle de mange små øer et stykke tid og dykket. Vi har lejet fire sæt dykkeudstyr og ekstra iltflasker så vi kan lave to dyk om dagen uden at skulle ind og genfylde flaskerne. Det er fedt at få dykket noget mere mens jeg stadig er i caribien og det er sjovere at dykke på denne måde uden instruktør. Vi har bla. dykket på vraget af et 20 meter langt passagerfly der blev sænket for en 15 år siden. Det var meget spændende at svømme rundt inde i skroget, bla. fordi flyet blev vogtet af et par store baracudaer, der svømmede rundt og så glubske ud.
I weekenden kastede vi anker i en lille bugt på øen Just Van Dyke, der er hjemsted for den legendariske strandbar Foxy's. Her var der gang i den da vi kom ind, og jeg vandt en flaske rom i en danse-konkurrence (hvem sku ha troet det..). Natten sluttede meget senere på en amerikansk katamaran, hvor man åbenbart ikke var vant til de nordiske vikingers måde at feste på. Det betød at vi ret hurtigt blev smidt ud og jeg havnede i vandet med alt tøjet på. Det var en sjov aften.

Nu sidder Vegard og jeg på Pusser's Bar i bugten Soper's Hole og spiser frokost mens vi venter på at få fyldt iltflaskerne, så vi kan komme videre. BVI er noget af det smukkeste jeg har set. En masse små og større øer spredt rundt omkring på et relativt lille område. Det gør at vi altid er i nærheden af de grønne vulkaniske bjergøer når vi sejler.
I forgårs fandt vi en lille øde ø i bedste Anders And stil, som vi bordede med en flaske rom og sørøverudklædninger. Så sad vi ellers rundt om bålet hele aftenen og sang sørøverviser og forestillede os 200 år tilbage.

Om en lille uges tid går turen til St. Martin, hvor vi bliver en uges tid for at samle de sidste to nordmænd, Halvor og Eirik, op. Derfra går turen små 1000 sømil til Bermuda som bliver sidste stop inden Atlanten.

Meadow. 47.7 First Beneteau.

Jeg forventer nu at være tilbage i DK omkring d. 10 juni.