karnival pt. 2 og mine planer paa hovedet!

Hvor var jeg, lad mig se.. jo, jeg forlod jer midt i karnivalet. Ja, det er jo efterhaanden ved at vaere et stykke tid siden og meget er sket siden da. Fx har jeg indtil videre tilbragt det meste af i dag i en 2-personers haengekoeje, dinglende mellem to kokospalmer i haven til et stort luksushotel paa oeen Anguilla, en 1000 km nord for Tobago.. Ja, meget er sket, men lad mig fortsaette hvor jeg slap:

Karnivalets hoejdepunkt var som sagt mandag og tirsdag, hvor igen mange tusinde glade mennesker, mig og mine nye venner inklusiv, dansede gennem gaderne til lyden af olietoender og kaempe diskoteksvogne. Da vi skiltes tirsdag aften, var jeg gennemsvedt, beskidt, havde maling i haaret og hul i bukserne. Men jeg var glad og uskadt, paa trods af alt hvad jeg havde hoert til skraek og advarsel om Trinidad. Jo, en enkelt gang havde jeg fornemmet en haand halvvejs nede i min lomme, men det er naesten hvad man ku forvente i saadan et menneskemylder og desuden var jeg paapasselig nok til at have mine penge gemt andre steder.

Alt paa hovedet!
Dagen efter, onsdag den 22. februar, skulle blive den mest stressede og traelse dag paa min rejse indtil videre.
Jeg moedtes tidlig morgen med Hamite og vi tog faergen tilbage til Tobago. Jeg havde ikke naaet at komme i bad og havde heller ikke sovet saa meget. Jeg maa have lignet en rigtig bums, for vi var knap nok gaaet fra borde i Tobago, da jeg maerkede en haand falde paa min skulder og en politimand i civil sige "Mister, please follow me"..

Jeg bliver foert ind i et lille noegent rum, doeren bliver lukket efter os og et par minutter efter er jeg selv lige saa noegen, mens politimanden gennemgaar mit toej minutioest for at finde et eller andet jeg gaar ud fra maa vaere stoffer.. det viser sig at han er overbevist om at jeg er marihuana-smugler og han siger gentagent "I know you have some hidden somewhere!", mens han haelder indholdet af mine tasker og poser ud paa gulvet og begynder at finkaemme alt fra pung til myggespray. I starten kunne jeg ikke lade vaere med at smile lidt, men da det begyndte at traekke ud og han stadig virkede lige maalfast, begyndte jeg at blive lidt paranoid. Jeg har foer hoert roeverhistorier om korrupt politi og begyndte at forestille mig, hvordan nogen i Trinidad eller ombord paa faergen kunne have plantet noget i min taske eller min plasticpose med snavsetoej, mens jeg var paa toilettet eller lignende.
Selvfoelgelig var det bare paranoia og jeg fik lov til at gaa efter selv at have samlet alle mine ting op fra gulvet og pakket ned i min taske igen. Det tog i alt ca. 2 timer og jeg var lettere rystet, men synes ogsaa samtidig jeg var lidt sej, paa saadan en lissom-at-vaere-med-i-en-film-agtig maade. Jeg ventede forgaeves paa en undskyldning, fik istedet et skuffet "thank you for your cooperation" og tog bussen ud til Store Bay for at aflevere mit pas paa Osare.

Paa Osare fik jeg uventet at vide at de var besluttede paa at forlade Tobago naeste morgen. Eftersom jeg stadig officielt var indregisteret paa skibet, betoed dette i praksis at jeg naeste morgen kl. 9 skulle moede paa immigrationskontoret med en flybillet ud af landet inden for 24 timer. Fuldkommen uforberedt paa dette, tog jeg bussen halvanden time nordpaa til Charlotville og grublede over hvad daelen jeg skulle stille op. Jeg anede ikke hvor jeg skulle flyve hen, endsige om jeg overhovedet kunne skaffe en billet saa hurtigt..
Kl var otte da jeg naaede Charlotville og jeg styrtede ind paa netcafeen for at ringe til et nummer jeg havde haft liggende paa en mail fra mor siden oktober, men som jeg ikke havde taenkt videre over. Det var til en Jens Madsen paa den nord-liggende oe Anguilla, som skulle vare ejer af et hotel og som maaske ville have noget arbejde til mig, hvis jeg ringede.. Det havde han ikke umiddelbart da jeg ringede og praesenterede mig og stresset og panikken plaprede loes om min trange situation. Men han lovede at hvis jeg ville ringe tilbage et par timer senere, ville han laegge hovedet i bloed i mens for at se om der var noget han kunne hjaelpe mig med.

Der var det saa jeg loeb toer for penge. Og der var det saa at bank-automaten i Charlotville var ude af drift for foerste gang i den maaned jeg efterhaanden havde vaeret der.

Uden penge til at ringe op igen, til at betale min husvaert Hamite for overnatning eller til at tage bussen naeste morgen, befandt jeg mig pludselig fanget i en lille afsides fiskerlandsby uden penge og uden planer og meget taet paa at gaa i panik..
Heldigvis moedte jeg en lille flok danskere paa en restaurant, der skrabede sammen til ca 100 kr (pinligt) efter at have hoert min historie og set hvor stresset jeg var. Jeg ringede Jens og han tilboed mig et sted at bo gratis for et par uger hvis jeg kom til Anguilla, saa skulle vi sikkert nok finde ud af et eller andet. Planen var reddet og ligeledes var min dag! Jeg bookede fly fra Grenada til Anguilla, koebte en busbillet, pakkede mine ting, og gav de sidste penge til min overbaerende husvaert.
Naeste morgen var jeg i Scarborough kl ni og forklarede Erik at jeg ville blive noedt til at sejle med til Grenada. Han havde i midlertid aendret plan til foerst at sejle dagen efter, saa jeg havde god tid til at tage bussen op igen og betale de 100 kr tilbage.

Long hard goodbye...
Som sagt saa gjort og vi lettede anker fredag morgen og var tilbage i Prickly Bay (hvor jeg tog dykkercertifikat), Grenada samme aften. Erik forventede at jeg forlod skibet saa snart vi ankom, hvilket jeg ikke opfattede men i stedet taenkte det nok var i orden at jeg sov der et par naetter ekstra til min flyafgang mod Anguilla tirsdag morgen. Det var det ikke, skulle det vise sig og naeste aften kaldte Erik mig op i cockpittet, hvor han ville have en snak med mig.
Det blev en lang 'snak', der mest gik ud paa at Erik skaeldte mig ud og sagde jeg var noget i retning af den ladeste person paa jorden, mens jeg selv ikke sagde saa meget. Det gik mest paa at han synes jeg havde bidraget med alt for lidt hjaelp ombord mens vi havde vaeret i Caribien. Det kunne jeg retrospektivt godt foelge ham i, men syntes samtidig det var aergeligt at han havde gaaet og sparet galde sammen i to maaneder uden at komme med meget andet end hentydninger for saa at haelde det hele ud paa en gang nu, hvor jeg var paa vej vaek alligevel. Naa, det kender jeg godt fra mig selv. Ydermere fik jeg oversat til engelsk at vide at jeg var en 'loser' og i oevrigt skulle jeg ikke regne med at komme til at sejle med nogen norsk baad nogensinde i fremtiden. Og om jeg var klar over at der gik rygter paa de norske baade i omraadet om at jeg loeb fra restaurant-regningerne? Dette var jeg selvfoelgelig ikke klar over, men kunne heller ikke faa nogen eksempler paa hvornaar det skulle vaere sket, eller hvor rygterne skulle vaere kommet fra..

Naa, det korte af det lange blev selvfoelgelig at jeg blev sejlet i land af Tobias naeste morgen med alle mine pakkenelliker.. Ikke ligefrem den lykkeligste slutning paa det godt tre maaneder lange ophold paa Osare, men saadan maatte det nu engang blive...

Jeg besoegte mine 'gamle' venner fra dykkercentret, der hjalp mig med at finde et gaestehus og planlaegge de naeste par dage. Det endte med at jeg den foerste nat sov i en bloed hotelseng (og fik mit foerste varme brusebad i to og en halv maaned) og den naeste nat sov i min sovepose paa et bord/baenkesaet under halvtaget paa en lukket havne-restaurant.
Billigt og nemt og mindede mig om de glade backpacker-dage med Lasse for efterhaanden laenge laenge siden.

I gaar floej jeg til Anguilla over Barbados og Antigua. Det er den nordligste oe jeg har besoegt i Caribien og den er paa flere maader anderledes en de andre jeg har vaeret paa. For det foerste er den flad som en pandekage. For det andet er der ikke meget andet paa oen end hvide palmestrande og hoteller i den meget dyre ende.
Jens samlede mig op i lufthavnen og koerte mig til hotellet hvor han indtil videre har indkvarteret mig i et ubenyttet sovevaerelse, der efter hans udsagn blev benyttet som 'opbevaringsrum'. Det skulle vise sig at det der bliver opbevaret derinde er hotellets lager af ekstra hovedpuder, saa det er jo ikke saa tosset :-)

Jeg vil selvfoelgelig hjaelpe til med alt hvad jeg kan, naar jeg saadan faar lov at bo gratis og Jens har faaet en ide, som vi starter paa om et par dage. Den gaar ud paa at jeg skal hjaelpe med at renovere hans lejlighed, som han ikke selv har tid til at arbejde paa for tiden, da der er meget travlt paa hotellet. Jeg har forklaret ham at jeg ikke ligefrem er foedt med en skruetraekker i haanden, men det mener han ikke bliver noget problem.
Jeg tror det bliver et dejligt ophold her. Jeg har opholdstilladelse til den 20. marts, saa maa vi se hvad der sker.. Naa, jeg har testet vandet og det er ligesaa varmt som sydpaa, ligesaa er solen, saa det kan vel ikke gaa helt galt.. :-)

Kaerlige hilsener til alle jer derhjemme! 'Snestorm' er et saert surrealistisk ord, naar man har 25 grader.. om natten...

Karnival pt.1

Okay, den sidste uge har vaeret endnu en af disse sjaeldne der giver flere mindevaerdige oplevelser end man ellers ville faa paa et helt aar eller mere. Ikke alle var lige rare, men det kommer jeg til. Lad os tage det hele fra begyndelsen.

Torsdag morgen sidste uge tog jeg med Hamite Nicholson, min husvaert paa Tobago, til byen for at tage faergen til Port of Spain, Trinidad, hvor de eftersigende har verdens bedste karnival. Det blev en hektisk dag, for Hamite er en aeldre mand paa 66, der har lidt svaert med hukommelsen af og til. Og den dag havde han glemt at vi skulle bruge ID for at komme med faergen, saa jeg maatte tage en taxi tvaers over oeen til Store Bay, for at hente mit pas paa skibet Osare, hvor jeg stadig er indregistreret. Jeg kom til Store Bay og fandt skibet der laa ca. 300m fra land, og da tiden ikke var til at vente paa et lift med en gummibaad, maatte jeg smide bukserne og svoemme ud efter passet. Jeg sagde hej til Erik, gav Tobias et knus og blev sejlet tilbage paa stranden. Taxa tilbage og jeg naaede lige akkurat faergen.

Saa var vi afsted. Turen over tog et par timer og vi brugte tiden fornuftigt til at drikke oel og kigge paa flotte negerpiger. Hamites kone doede for 12 aar siden men det er han vist kommet over, for han har fire kaerester i Charlotteville.

I Port of Spain blev jeg indkvarteret hos Daisy og Max, bekendte af Hamite og omkring de 70 aar. Daisy er leder af et ungdoms-steelband og var en sej gammel dame. Deres hus var fyldt med skrammel, bogstaveligt talt. For at jeg kunne komme til at faa en sengeplads, maatte Daisy foerst flytte en anseelig maengde maerkelige porcelaensfigurer, glasfisk, plasticblomster og et bilbatteri (!). Jeg har aldrig set saa meget ragelse paa saa lidt plads, men det havde nu sin egen charme. Det var lidt svaert at falde i soevn af og til for jeg sov op til stuen og af en eller anden grund var baade radio og tv altid taendt og skruet op paa samme tid og gerne til godt ud paa natten..

De foerste dage, fredag og loerdag, var det boernenes karnival. Hamite tog mig med rundt i byen, hvor vi drak oel, sad paa baenke og fulgte de kaempestore optog der vandrede byen rundt hele dagen lang. Og hver aften kl otte gik Hamite hjem for at se fjernsyn hos sin bror. Lidt stenet, men saadan er det. Jeg moedtes med Miro, en israelsk ven fra Tobago, og hans venner Gal og Paulina, og tog til kaempe soca-fest loerdag aften/nat. Soca er en sammentraekning af soul og calypso og er en slags dance-kalypso paa speed. Det er den mest populaere musikgenre paa trinidad, det er virkelig kaempestort. Vi saa mange af de stoerste soca-stjerner optraede live til festen, bla. Machel Montano som er en slags Caribiens Ricky Martin..

Soendag holdt vi en pause fra karnivalet hvor Hamite tog mig med rundt paa familievisit hos sine broedre og soestre. Der var mange af dem og det tog det meste af dagen. De var allesammen meget intellektuelle og indsigtsfulde og vi diskuterede politik lige fra krig i Irak til kriminaliteten paa Trinidad. De var ogsaa allesammen meget soede og gaestfrie og jeg har sjaeldent foelt mig saa godt tilpas blandt fremmede mennesker.

Mandag og tirsdag var karnivalets store dage. Mandag morgen kl 04 startede det med "Jouvert", der kort sagt gaar ud paa at alle smoerer sig ind i maling og mudder og render rundt paa gaderne og danser til kaempehoej musik indtil det lysner. Saa tog en del hjem og sov og saa fortsatte festen paa det hoejeste fra tolvtiden af igen. Og damn det var fest! De kilometerlange parader bestod af udklaedte og let paaklaedte dansende og festende mennesker og ca hver 50. meter koerer store lastbiler proppet med hoejtalere og spiller oeredoevende soca saa det hoeres kilometer vaek. Ind i mellem koerte ogsaa vogne med steeldrum-bands som ogsaa er kaempepopulaere.

Op til karnivalet hvert aar bliver der afholdt mesterskaber i tre kategorier> Kalypso, soca og pan-bands (steeldrums) og det er kaempestort, ligesom melodi gran prix i DK, bare at det spaender over en hel uge istedet og foerstepraemien i hver kategori er en million kr! Alle unge med respekt for sig selv spiller i et steelband... og jeg som troede det naermest var en kitch-ting.

Jeg moedtes med nogle franskmaend der arbejdede paa en stor fransk sejlbaad og som havde fri under karnivalet. Om dagen dansede vi udklaedte rundt i gaderne og om aftenen tog de mig med tilbage til deres skib og hyggede. Det var et stort gammelt traeskib der sejler rundt mellem oeerne med op til 30 franske turister ad gangen. Om natten tog vi deres gummibaad og sejlede ud til et stort forladt staalskib der laa for anker ude midt i havnebassinet. Det var lige som at gaa om bord i den flyvende hollaender med havdisen saa tyk at vi ikke kunne se vandet. Jeg ku ikke lade vaere med at blive en lille smule nervoes ved at gaa gennem store moerke og forladte gange af rustent rungende jern, men vi saa ingen spoegelser den nat.. Til gengaeld hoerte jeg pistolskud i nabolaget paa vej hjem senere...

Naa, resten af historien faar I i morgen naar jeg igen har tid til at sidde ved internettet. Min situation lige nu er lidt stresset, men det faar I i morgen.

Jeg har det godt.

Ninjaman

I Caribien holder man mange afrikanske traditioner i live blandt efterkommerne af de afrikanske slaver (ca. 95% af befolkningen), bla. den med at give hinanden et ekstra navn, saa man kan snyde doeden naar han kommer til ens doer og spoerger efter en.
Jeg kender ikke historierne bag ret mange af folks oegenavne, men de er ret sjove.. af folk jeg har moedt kan jeg naevne bla. Ninjaman, Onestop Dollarman (der har en butik der hedder "Dollarman Onestop"), Mark-11, Smallboy, Eastman, Westman, Lobsterguy, Squezze, Obi, Early Bird og Food King.. tror jeg vil have mig et sejt et naar jeg kommer hjem ogsaa...

welcome to the jungle

mnn, jeg nyder stilheden og det langsomme liv her paa Tobago. Har gjort det et stykke tid og fortsaetter et stykke tid endnu.. Jeg er rykket ind hos Hamite Nicholson, en gammel rad der lejer vaerelser ud. Det er godt og billigt. Dagene gaar stille og roligt med at sidde paa molen og laese, gaa ture i den omgivende regnskov og snorkle paa revene langs kysten. Jeg forsoegte den anden dag at svoemme ud til stranden kaldet "Lovers beach", men blev taget af stroemmen og maatte give op og svoemme tilbage igen. Det sku ellers vaere et syn. En lang strand af lyseroedt koralsand (deraf navnet), som ligger godt skjult og er utilgaengeligt til fods. Jeg maa se om jeg kan skaffe en baad en anden dag.

Ellers har jeg vaeret paa jungletur i Tobago's highlands. Jeg moedte Joan, en soed dame der har en lille biks ved rutebilsstationen, for en uges tid siden og brugte det meste af en dag i hendes butik, da bussen var forsinket. Hun inviterede mig paa tur med hendes doetre ud i "bushen" for at besoege hendes gode ven Darin, en fyr paa 24 der er flyttet ud midt i junglen i et skur han selv har bygget. Det var hyggeligt og spaendende og alle var meget gaestfrie mod mig. Darin tog os paa tur ind i den uopdagede jungle, hvor vi sprang paa hovedet i vandfald, vendte sten for at finde skorpioner og spiste kakaofrugter og mango direkte fra traeerne. Nice! Det blev sent og jeg endte med at overnatte ude i junglen i en haengekoeje.

Nu har jeg lige vaeret inde i Scarborough for at koebe faergebilletter til Trinidad d. 15. De har verdens naeststoerste karnival efter Rio (og hoejeste crime-rate i Caribien), det glaeder jeg mig til at opleve!

her er lidt billeder fra hvad jeg ser og oplever paa Tobago:

Tobias og Felix paa Store Bay, Tobago. En rigtig paradis-strand (med mange hoteller)

Darin kokkererer i sit hjemmebyggede koekken.

Fra venstre: Liz, Darin, Joan og Roz.

Be afraid, be very afraid!

Langt ude i skoven.. smukt.. drikken i Darins glas er en klam blanding af rom (75%), kokosmaelk og noget de kalder "hard wine", som er meget populaer og smager som en tre maaneder gammel pina colada. Saa hellere en punch til mig, tak.