Bermuda-trekanten

Sejl overbord!

Drengene på Meadow havde en lidt barskere Atlanterhavsoverfart end jeg tilbage i November, og da de ankom til Caribien havde de flænget to forsejl, en genoa og en spiler. Sejlene har været til reparation hos en sejlmager på den franske ø Martinique og skulle samles op igen før vi drog tilbage over Atlanten. Da vi befandt os et godt stykke fra Martinique, blev det aftalt med skipper Erik fra den norske båd Harry Z at han kunne tage sejlene med et godt stykke nordpå til Antigua, hvor vi så måtte sejle forbi og samle dem op. Det var et lille døgns rolig sejlads, hvor jeg blev introduceret til den luksus det er at have vagt når man er mange ombord. På Paw var vi to, Flemming og jeg, og havde slidsomme 4 timers vagter (4 timer styre, 4 timer sove, 0 timer socialt samvær). På Osare var vi fire voksne, men da vi altid var to på vagt ad gangen, blev det også til mange 4-timers, dog med nogle 6-timers til en afveksling. Alligevel fik man sjældent mere end 5 timers sammenhængende søvn og det tog på kræfterne. På Meadow er vi en besætning på syv og det kan mærkes. Vi kører i fire vagthold af tre timer, hvilket betyder at man har 9 timer fri mellem hver vagt. Aah, det er godt for en syvsover som jeg.

Herunder: Papegøjefisk på koralrev, Middag på hollandske Xpresso, live-karaoke på Last Resort, Petter H fylder 25 med kage og bytur, på haj-jagt om natten i Simpson Bay.

Nå, men vi kom til Antiguas nordlige spids, hvor vi mødtes med Erik og fik sejlene. Han var også på vej tilbage til Norge og var desværre nødt til at sejle over på egen hånd, men han har heldigvis teamet sig op med en anden solosejler så de kan kigge lidt efter hinanden.

Når vi nu var rejst helt til Antigua, besluttede vi os for at forlænge rejsen en dag og besøge den flinke sejler Mark i hans båd Xpresso, som lå i den sydlige ende. Der var blide bølger og dejligt vejr, så vi lod de nyligt afhentede sejl ligge på fordækket, mens vi sad og solede os i cockpittet. Pludselig var der en der opdagede at det ene sejl, en genoa til 30.000 kroner, var forsvundet, så vi skyndte os at vende skuden og sejle tilbage i modsat retning. Da vi ikke vidste præcis hvornår sejlet var faldet overbord, syntes der ikke at være meget håb for at finde det igen midt ude på havet. Men efter et kvarters sejlads med tungen lige i munden og 4 spejdere på dæk, spottede vi det og fik det med noget besvær bakset ombord. Det var faktisk en god oplevelse, for det gav en mere opmuntrende ide om sandsynligheden for at blive fundet, skulle en person falde overbord en dag.
På Sydsiden festede vi på behørligvis som der bør festes på ens sidste aften i Caribien efter 5 måneders opdagelsesrejse. Næste formiddag satte vi sejl og var for alvor på vandet igen.

Herunder: Hvid mands ø – et noget romantiseret kakkelmaleri (starring Bruce Willis med halvfjerdser-frits), megayachts på St. Martin, 40 meter lange Monte Carlo, ombord på Monte Carlo (Vegard og Petter i slapper af i spaen), reparationer på masten, Halvor pakker vand ud af papkasser (som kakkelakkerne gemmer sig i, derfor kommer de ikke ombord).

Lidt om livet ombord på S/Y Meadow
Mange vil sikkert tro at det er utroligt spændende hele tiden når man er ude at sejle. Men visse spændingsfaktorer mister noget af kraften efter en stund, og så bliver der også hverdag ombord på båden. For eksempel sidder man ikke hele dagen i dybe tanker og skuer ud over det store blå ocean, som jeg måske havde forestillet mig hjemmefra. For det er sgu egentlig begrænset hvor interessant det er at kigge på vand i ret lang tid ad gangen. Det er smukt, det er blåt, det er... lissom det var i går. Så gamle vaner og interesser fra civilisationen derhjemme følger på naturlig vis med ombord.

I Meadows tilfælde har de en ret imponerende multimedie-maskinpark i båden. 5 laptops til 7 mand, en PSP og x antal iPods og lignende.. Smid en harddisk med 200 film, de samlede sæsoner af Sopranos, Band of Brothers og Prison Break, samt et par computerspil oveni og der går pludselig næsten lige så meget tid med at glo ind i en skærm som der gør derhjemme. Men det er nu altså hyggeligt at sidde og se film sammen om aftenen, mens skibet ruller og flyvefiskene synger.

De har også en lille benzin-generator der bliver stillet frem på fordækket i godt vejr, så der altid er strøm nok til at køre dette cirkus.

I dagstimerne fordrives tiden med solbadning, snak, musik og bøger i cockpittet, af og til med et halvhjertet forsøg på at lave en kropsøvelse der går i sig selv igen. Alle er i forvejen meget brune, men man kan vel altid prøve at spare lidt ekstra farve op til man kommer hjem (har i dag kunnet konstatere at min elskede brunhed kan nulres af i store klamme hudflager, så jeg må nok til at bruge noget ekstra solcreme).

Fiskelinen hænger ude fra morgenvagten til ud på aftenen. Vi har fanget et par rekordstore doradoer, som blev lavet til henholdsvis fiskesuppe og bøffer. Det er sejt at fange en fisk der kan mætte syv store drenge og stadig have noget til overs. Som madding bruger vi små neongule gummiblæksprutter med en ordentlig krog på 5-6 cm i.

Der blir lavet en del sjov med hinanden ombord og de fleste synes vist det er dejligt med et frisk offer, så der går sjældent mange timer uden at Eirik fortæller en danskervits, eller at Halvor med skinger stemme og flade a’er parodierer det danske sprog med sætninger som ’røde pølser med ketchup og sennep’, ’må jeg få en Jolly Cola?’ og ’Er der kuk i computeren?’.. tænk at skulle falde så dybt at blive gjort grin med af et folk der siger ’alfakrøl’ istedet for snabel-a (hvilket jo er et meget bedre ord).

Nedenfor: Solbadning, indsejlingen til English Harbor i Antigua, fugl og fisk ombord, blikstille i Bermuda-trekanten, Petter i nattevagtsstemning, Eirik og Hofstad dyrker lidt synkron-luftguitar på agterdækket, på vej i havn, replica af 1800tals-skib i St. George havn.




Bermuda og den mystiske trekant

Vi gjorde god fart de første par dage med 15-20 knobs vind og mellem 8 og 9 knobs gennem vandet. På tredje dag kom vi ind i et stillebælte der skulle vare helt til sidste dag. Vi fik afprøvet den ny-reparerede spiler, et stort letvindsforsejl på 147 m2, men hen ad dagen forsvandt vinden helt, så vi blev nødt til at starte motoren, der skulle komme til at køre uafbrudt et par dage.

Vi blev enige om at den slags mærkelige vindfænomener måtte være hvad man kunne forvente når man sejlede i periferien af den så berømte og mystificerede Bermuda-trekant. Vi forventede nok ikke ligefrem at støde på spøgelsesskibe og væsener fra det ydre rum, og det gjorde vi så vidt vi ved heller ikke, alligevel skete der mærkelige ting og sager.

Ca 100 sømil fra Bermuda begyndte GPS-signalet at forsvinde med mellemrum. Et par timer senere var det helt væk, og vi kunne ikke finde nogen forklaring. Ingen løse forbindelser, ingen skyer på himlen til at svække signalet fra satelitterne. Heldigvis havde vi kursen sat og kunne fortsætte på almindeligt kompas. Da vi fik den ganske lille ø Bermuda i sigte op ad formiddagen, forsvandt signalet fra ekko-loddet pludselig. Det var ganske mere alvorligt, da vi ikke var ret bekendte med farvandet omkring indsejlingen. Det gik dog fint med radioassistance fra den lokale kystvagt. Mærkeligt nok vendte begge signaler tilbage da vi ankom til øen og har været der siden. .. tem'li spooky.

Nu har vi så en lille uges rekreation på Bermuda, før næste stræk på 1800 sm. Mit umiddelbare indtryk af øen er at den er mindre charmerende end de caribiske men alligevel ikke værst. Her er megadyrt og lidt for koldt til min smag (det kan mærkes at vi er rejst små 2000km mod nord og Bermuda ligger ca. ud for New York), men mon ikke jeg får set mig lidt omkring alligevel..

Der er kommet video fra BVI på Meadows hjemmeside. Den kan du se her: http://www.vanntrivsel.no/video15.asp . Der er også nogle flere billeder, sjove rejsebeskrivelser og såen..