onsdag, april 11, 2007

Meadow

En lille update fra British Virgin Islands (BVI) hvor jeg nu befinder mig.
Jeg sagde farvel for denne gang til Jens og Anguilla for en lille halvanden uges tid siden og tog flyveren til Tortola, hovedøen paa BVI, hvor de flinke nordmænd på Meadow havde lovet at hente mig. Jeg ankom, checkede ind i lufthavnen og begav mig ned mod den lokale marina. Ikke havde jeg sat mine ben der, før jeg pludselig stod med tre ildfakler i hånden og en fuld englænder der insisterede på at jeg skulle jonglere foran små 100 mennesker, der var samlet på havnen til 'full moon party'. Det måtte jeg desværre pænt takke nej til, både for min og for de andres sikkerheds skyld. Jeg blev hentet af Vegard i deres sorte gummibåd, som de har lånt af det norske forsvar, og sejlet ud til båden. Her var der fest og gensynsglæde og aftenen endte på strandbaren 'Last Resort', der ligger helt alene på en lille øde ø midt i bugten.

Besætningen på Meadow er en norsk flok på 8 fyre mellem 23 og 26 år. Pt er to af dem stået af og to andre midlertidigt taget hjem til Norge for at joine os igen om et par uger. Historien bag båden er, at en af fyrene, Øjvind, vandt en hulens masse penge i lotto for et par år siden og besluttede sig for at købe en stor sejlbåd og invitere vennerne på sejltur til Caribien. Og her er de så. Ombord er Øjvind, Vegard, Petter og Petter. Og jeg.
Vi har cruiset rundt melle de mange små øer et stykke tid og dykket. Vi har lejet fire sæt dykkeudstyr og ekstra iltflasker så vi kan lave to dyk om dagen uden at skulle ind og genfylde flaskerne. Det er fedt at få dykket noget mere mens jeg stadig er i caribien og det er sjovere at dykke på denne måde uden instruktør. Vi har bla. dykket på vraget af et 20 meter langt passagerfly der blev sænket for en 15 år siden. Det var meget spændende at svømme rundt inde i skroget, bla. fordi flyet blev vogtet af et par store baracudaer, der svømmede rundt og så glubske ud.
I weekenden kastede vi anker i en lille bugt på øen Just Van Dyke, der er hjemsted for den legendariske strandbar Foxy's. Her var der gang i den da vi kom ind, og jeg vandt en flaske rom i en danse-konkurrence (hvem sku ha troet det..). Natten sluttede meget senere på en amerikansk katamaran, hvor man åbenbart ikke var vant til de nordiske vikingers måde at feste på. Det betød at vi ret hurtigt blev smidt ud og jeg havnede i vandet med alt tøjet på. Det var en sjov aften.

Nu sidder Vegard og jeg på Pusser's Bar i bugten Soper's Hole og spiser frokost mens vi venter på at få fyldt iltflaskerne, så vi kan komme videre. BVI er noget af det smukkeste jeg har set. En masse små og større øer spredt rundt omkring på et relativt lille område. Det gør at vi altid er i nærheden af de grønne vulkaniske bjergøer når vi sejler.
I forgårs fandt vi en lille øde ø i bedste Anders And stil, som vi bordede med en flaske rom og sørøverudklædninger. Så sad vi ellers rundt om bålet hele aftenen og sang sørøverviser og forestillede os 200 år tilbage.

Om en lille uges tid går turen til St. Martin, hvor vi bliver en uges tid for at samle de sidste to nordmænd, Halvor og Eirik, op. Derfra går turen små 1000 sømil til Bermuda som bliver sidste stop inden Atlanten.

Meadow. 47.7 First Beneteau.

Jeg forventer nu at være tilbage i DK omkring d. 10 juni.