historien bag

Store planer
For godt og vel tre år siden blev jeg til en fest i huset Hermod spurgt af Mattias, en efterhånden perifær bekendt fra efterskolen 99/00, om jeg var med på at sejle over atlanten hvis han en dag fik fremskaffet en dertil egnet sejlbåd. Mattias, som har været en ivrig og dygtig juniorbådssejler fra barnsben af, var under udarbejdelsen af sin plan kommet i tanke om at han havde set mig sejle engang på lejrtur på Sletten og mente godt jeg kunne bruges på turen. Mit svar var et omgående ja, både fordi det lugtede langt væk af eventyr og nok også fordi det lugtede lige så meget af en "vi drikker mange øl og lægger store planer som er glemt i morgen"-plan at det ku være mere eller mindre ligegyldigt hvad jeg svarede.

Så en anelse overrasket blev jeg, da han en aften i oktober eller november 2004 ringede for at høre om jeg stadig var klar, for nu havde han købt en 52" (ca 17m) stålbåd, "Rosa", og pludselig var planerne ikke så uvirkelige længere. Jeg sprang dog stadig ud i det og meldte ud at jeg både var klar til at sætte et år af til at krydse atlanten frem og tilbage og lægge arbejdstimer i at få shinet båden op.

Lasse kommer på banen
nuvel, som planen indtil videre så ud ville vi blive 5 mand involveret i projektet: Mattias, hans far, hans to for mig ukendte venner og så mig selv. Da de første oppe-at-køre-bølger havde lagt sig og jeg begyndte at kunne se lidt objektivt på drømmen, kunne jeg godt se der manglede et eller andet for at jeg med garanti ville kunne få en god tur, så jeg gjorde hvad der føltes helt naturligt og inviterede min gode og gamle ven Lasse med i projektet.

Det viste sig der ikke skulle megen overtalelse til.. på trods af at Lasse aldrig havde sat sine ben på et sejlskib før, var han solgt med det samme! Selvom han prøvede på at virke lidt skeptisk, gik der alligevel ikke mange dage før han havde købt sig et atlas og havde gennemsøgt nettet for informationer omkring sejlads.

Aktiv sommerferie på Bønnerup Strand
Præmisset for at sejle med Mattias blev at vi hjalp ham med at sætte Rosa i stand, mens han selv måtte arbejde op mod 70 timer om ugen i sin grønthandel for bla. at kunne betale af på lånet til båden.
Således brugte Lasse og jeg det meste af tiden fra april til august 2005 på at lære at kende, reparere og forskønne den 23-årige og slet vedligeholdte stålskude, kun afbrudt af en blaffetur til Marokko i maj og et par ugers velfortjent (hygge)sejlads med Mattias og hans far i slutningen af juli.
Det var nogle dejlige måneder på reparationskajen i Bønnerup Strands havnebassin. I perioder boede vi næsten på båden, som vi langsomt fik splittet ad indvendigt, og sov i nærheden hos Mattias' forældre. Lasse tog sig mest af elektronik og motor ombord, mens jeg tog mig af det mere kosmetiske.
Istandsættelsen viste sig dog at være et mere omfattende projekt end vi med vores begrænsede viden om skibe havde vurderet. Det har senere vist sig, da Mattias fik Rosa på bedding her til sommer 06, at en vandtank var utæt og at torpedokølens svejsninger var i så dårlig tilstand at man kunne risikere kølen ville falde af hvis man gik på grund med skibet.

Nye planer
Hen imod efteråret 05 begyndte både Lasse og jeg at blive en smule skeptiske mht til den forestående rejse, bla. fordi Mattias adskillige gange havde udtrykt ønske om at udskyde turen.
Det endte med at Lasse meldte fra i december og jeg fulgte trop et par uger efter, eftersom min lyst til Rosa forsvandt sammen med Lasse.
Det var i starten svært at erkende at vores fælles drøm ikke skulle blive som jeg havde planlagt inde i mit hoved. Folk havde jo fulgt meget med i projektet og jeg følte ikke jeg levede helt op til det billede jeg havde givet af mig selv, så jeg var ret modløs i en periode indtil Lasse foreslog at vi meldte os ind i Foreningen til Langturssejladsens Fremme (FTLF), en dansk forening der formidler kontakt mellem gaster og danske gastesøgende skippere verden over.
Det var her igennem vi mødte Jan fra Karrebæksminde, der nu lader til at blive vores rejsekammerat og skipper det næste lange stykke tid, hvor livet kommer til at leves på få kvadratmeter ombord på hans gode skib Nangijala (http://www.seatramp.dk) som er vist på billedet herunder: