Masten der knak pt. 2

Det var en moerk og stormfuld aften..
Eller, egentlig var tidlig morgen, men der var ihvertfald moerkt. Vi havde sejlet godt og vel en uge og alt gik mere eller mindre som planlagt. Kurs mod Azorerne og 800 sm tilbagelagt siden Bermuda. Vi havde undervejs set hvaler (nice), haft regnbyger med 45 knobs vind (not nice), fejret min foedselsdag med kage og en whisky i kaffen (nice), samt haft brand i generatoren, hvilket betoed at stroemmen ombord nu var strengt rationeret (not nice).

Klokken var ca. halv syv om morgenen, Eirik og Petter H havde netop overtaget vagten, men jeg blev haengende oppe for at hjaelpe til med at vende baaden, da vinden var drejet lidt i syd. Det blaeste ikke synderligt meget, mellem 20 og 25 knob, og vi sejlede paa halv sejlfoering, saa det kom som lyn fra en skyfri himmel at masten pludselig gik midtover med et kaempe brag og faldt udover bagbord side som et stort vaeltet metaltrae.

Mastebrud er noget meget faa sejlere oplever men alle frygter, saa vi var saa godt forberedt paa situationen som vi kunne vaere. De foerste 5-10 minutter var dog ret paniske. Vi vaekkede resten af mandskabet med hoeje raab, og de kom fortumlede og halvnoegne op og forstod i starten slet ikke hvad der var sket. Vegard havde hoert braget, men havde taenkt det maatte vaere skabet med gryder der var gaaet op og blevet toemt.
Masten var knaekket over helt nede ved daekket, havde ramt siden af baaden og var knaekket der, og var yderligere knaekket et stykke nede i vandet. Sejlene sad stadig paa under vandet og fik skibet til at rulle voldsomt i boelgerne. Vi fik hurtigt konstateret at masten ikke laa og slog mod skroget, saa vi kunne tage os god tid til at redde hvad reddes kunne og faa cuttet de kraftige staalwirer, der stadig holdt masten fast til skibet.

At sidde midt paa havet, 800 sm fra naermeste land, og vaere i gang med at save resterne af ens mast over, virker altsaa ret ufrivilligt komisk.. lidt som at save den gren over man sidder paa. Og da vi ikke ku goere meget andet end at grine af situationen, kom den gode stemning hurtigt tilbage i takt med at adrenalinet faldt igen. Forbipasserende skibe ville nok have taenkt at vi var aandssvage hvis de havde set os, siddende paa daekket med nedstrygere, syngende "saa goer vi saadan naar vi kapper vor mast" og den norske nationalsang..

Der var ikke meget at redde ud over bommen. Sejlene var for tunge i vandet og de fleste tov, skoeder og beslag sad i spaend et eller andet sted. Efter to timers tid havde vi savet den sidste staal-vant over og fik lempet de soergelige rester ud over siden, hvor hele molevitten sank som en sten.. der roeg lige for en halv million kroner..

Saa laa vi der.


Well, vi havde jo stadig motoren, saa vi fik den startet og satte kursen mod Azorerne med 1050 mil igen. Og vi kunne snart konstatere at der var meget lange udsigter til at komme hjem, for det foerste fordi vi snart ville loebe toer for diesel og fordi modvinden og de stejle boelger satte en god stopper for vores fart. Med 2,5 knob havde vi udsigt til at vaere fremme om naesten 20 dage! Og saa ville vi nok loebe toer for mad og vand inden.

VHF-antennen laa paa 5 kilometers dybde sammen med masten, men der var heldigvis en reserveantenne ombord som blev tapet paa masten til windsurferen og hejst, saa vi kunne have radiokontakt med andre skibe. Vi ringede US Coast Guard op paa satellit-telefonen og forklarede vores situation. De sendte derefter fra land en noedmelding paa vores vegne ud til alle kommercielle skibe i naerheden, og der gik ikke lang tid til vi havde radiokontakt med det foerste.
Det var en russisk olietanker der godt ku undvaere noget diesel. De lagde kursen om og sejlede os i moede paa et par timer. Da de endelig var i sigte, var det blaest op og boelgerne begyndt at blive ubehagelige. De lagde sig op i vinden og vi sejlede op bag dem paa 50-100 meters afstand. De firede saa et langt tov med en toende i enden ned til os, som drev baglaens indtil vi kunne fiske det op i baaden. Saa firede de diesel ned til os i 20-liters dunke der blev bundet fast i tovet som en tovbane i vandet. Et par timer med firing frem og tilbage og vi havde faaet godt og vel 320 liter diesel, nok til at sejle det meste af vejen hvis vejret blev bedre.
De var jo russere, saa da operationen var vel overstaaet (kun een dunk gik tabt), bandt vi en flaske 80% braendevin paa tovet som tak for hjaelp.

Naeste dag var heldet igen med os. Paa det foerste doegn havde vi kun klaret ca 50 soemil og det var begyndt at blive lidt kedeligt at sejle for motor. Boelgerne gik ret imod os sproejtede ind over cockpittet hele tiden, saa man ikke kunne sidde ude uden regntoej paa. Nogle arbejdede med at lave en noed-mast ud af bommen, men skibet rullede for meget fra side til side til at det kunne lade sig goere. Desuden havde vi modvind saa den ville ikke vaere meget bevaendt.
Vi sejlede for auto-pilot og holdt vagt ved at kigge op ad lugen en gang hver 10. minut om der skulle vaere skibe i naerheden. Radaren havde jo ogsaa siddet paa masten.

Pludselig laa der et stort flaadefartoej fra US Navy et par hundrede meter fra os. De kaldte os op og spurgte om vi traengte hjaelp. Vi sagde vi manglede diesel og fik efter en lille stund at vide at de godt kunne undvaere en 150 liter til os. De spurgte saa om der ellers var noget vi traengte og Vegard, der var i slikhumoer, svarede at vi da godt ku bruge noget cola og chokolade. Svaret der kom var "This is not 7-eleven, it's the US Navy!". Vi svarede at ok, saa kunne vi godt bruge noget ekstra toiletpapir om ikke andet.
Fatoejet kom op paa siden af os og satte en letbaad i vandet. Vi fik saa besoeg af fem US Marines eller hvad de var, ifoert komplet redningsudstyr med hjelm og det hele paa trods af at der var hoej sol og nogenlunde rolig soe. De langede dieseldunke over til os, samt ekstra drikkevand og en papkasse med mikroovns-popkorn (vaeldig sjovt..), koedpaalaeg og masser af toiletpapir.
Som tak gav vi dem en flaske gin pakket ind i det norske flag (indfanger jo egentlig meget godt den norske sejler-aand).

Nu havde baaden fuld af braendstof og gik nu godt og vel 5 knob mod maalet.

Resten af turen gaar lidt i et. Er der noget jeg har at sige om at sejle for motor i laengere tid er det, at det er paent meget begivenhedsloest. Til gengaeld havde vi nu al den stroem vi traengte fra motoren, saa der opstod snart en stenet stemning ombord, hvor alle enten saa film, spillede computer, sov eller laeste.
Om natten bankede skroget ofte saa haardt mod boelgerne, at man blev loeftet op i luften og var taet paa at dratte ud af koejen. Det er utroligt hvad man kan vaenne sig til at sove i, det var naesten vaerre end Roskilde festival..
Vi havde koebt stort ind foer rejsen og vi spiste egentlig meget godt hele vejen over Atlanten. Fra poelser med kartoffelmos til lasagne til friskbagt broed med roastbeef, for at naevne nogle af hoejdepunkterne. Eneste friske groent ombord var efter et par dage loeg og appelsiner. Ellers var det majs, ananas og champignon paa daase. og de 100 daaser tun vi koebte paa Bermuda holdt ogsaa hele vejen..

Det sidste doegn boed paa dejligt vejr og vi ankom til Horta, Azorerne, efter 10 doegns konstant motorsejlads.

Da vi ankom, var rygtet om mastetabet loebet os i forvejen og vi var blevet beroemte i hele havnen. Der laa allerede en del norske baade, saa vi holdt fest paa baaden og havde 25-30 nordmaend ombord der alle skulle hoere soeroever-historier og se video og billeder fra episoden. Ellers var det op paa den legendariske "Peter's Sports Cafe" hvor vi brugte de naeste par dage paa i doegndrift at fejre vi endelig var tilbage paa landjorden igen.

......

Nu er mit sejler-eventyr overstaaet for denne gang. Atlanterhavet retur var sidste etape for mig. Drengene paa Meadow er sejlet videre for motor for at moedes med en forsikringsmand paa Sao Miguel. Jeg har moedt nogle gamle italienske venner fra ARCen, som jeg overnatter hos, indtil mit fly gaar til Lissabon i morgen formiddag. Derfra blir der lidt backpacking til Madrid for at besoege venner, og ellers bare hjem.

Jeg kan forhaabentlig komme til at uploade billeder en af dagene.