Masten der knak pt. 2

Det var en moerk og stormfuld aften..
Eller, egentlig var tidlig morgen, men der var ihvertfald moerkt. Vi havde sejlet godt og vel en uge og alt gik mere eller mindre som planlagt. Kurs mod Azorerne og 800 sm tilbagelagt siden Bermuda. Vi havde undervejs set hvaler (nice), haft regnbyger med 45 knobs vind (not nice), fejret min foedselsdag med kage og en whisky i kaffen (nice), samt haft brand i generatoren, hvilket betoed at stroemmen ombord nu var strengt rationeret (not nice).

Klokken var ca. halv syv om morgenen, Eirik og Petter H havde netop overtaget vagten, men jeg blev haengende oppe for at hjaelpe til med at vende baaden, da vinden var drejet lidt i syd. Det blaeste ikke synderligt meget, mellem 20 og 25 knob, og vi sejlede paa halv sejlfoering, saa det kom som lyn fra en skyfri himmel at masten pludselig gik midtover med et kaempe brag og faldt udover bagbord side som et stort vaeltet metaltrae.

Mastebrud er noget meget faa sejlere oplever men alle frygter, saa vi var saa godt forberedt paa situationen som vi kunne vaere. De foerste 5-10 minutter var dog ret paniske. Vi vaekkede resten af mandskabet med hoeje raab, og de kom fortumlede og halvnoegne op og forstod i starten slet ikke hvad der var sket. Vegard havde hoert braget, men havde taenkt det maatte vaere skabet med gryder der var gaaet op og blevet toemt.
Masten var knaekket over helt nede ved daekket, havde ramt siden af baaden og var knaekket der, og var yderligere knaekket et stykke nede i vandet. Sejlene sad stadig paa under vandet og fik skibet til at rulle voldsomt i boelgerne. Vi fik hurtigt konstateret at masten ikke laa og slog mod skroget, saa vi kunne tage os god tid til at redde hvad reddes kunne og faa cuttet de kraftige staalwirer, der stadig holdt masten fast til skibet.

At sidde midt paa havet, 800 sm fra naermeste land, og vaere i gang med at save resterne af ens mast over, virker altsaa ret ufrivilligt komisk.. lidt som at save den gren over man sidder paa. Og da vi ikke ku goere meget andet end at grine af situationen, kom den gode stemning hurtigt tilbage i takt med at adrenalinet faldt igen. Forbipasserende skibe ville nok have taenkt at vi var aandssvage hvis de havde set os, siddende paa daekket med nedstrygere, syngende "saa goer vi saadan naar vi kapper vor mast" og den norske nationalsang..

Der var ikke meget at redde ud over bommen. Sejlene var for tunge i vandet og de fleste tov, skoeder og beslag sad i spaend et eller andet sted. Efter to timers tid havde vi savet den sidste staal-vant over og fik lempet de soergelige rester ud over siden, hvor hele molevitten sank som en sten.. der roeg lige for en halv million kroner..

Saa laa vi der.


Well, vi havde jo stadig motoren, saa vi fik den startet og satte kursen mod Azorerne med 1050 mil igen. Og vi kunne snart konstatere at der var meget lange udsigter til at komme hjem, for det foerste fordi vi snart ville loebe toer for diesel og fordi modvinden og de stejle boelger satte en god stopper for vores fart. Med 2,5 knob havde vi udsigt til at vaere fremme om naesten 20 dage! Og saa ville vi nok loebe toer for mad og vand inden.

VHF-antennen laa paa 5 kilometers dybde sammen med masten, men der var heldigvis en reserveantenne ombord som blev tapet paa masten til windsurferen og hejst, saa vi kunne have radiokontakt med andre skibe. Vi ringede US Coast Guard op paa satellit-telefonen og forklarede vores situation. De sendte derefter fra land en noedmelding paa vores vegne ud til alle kommercielle skibe i naerheden, og der gik ikke lang tid til vi havde radiokontakt med det foerste.
Det var en russisk olietanker der godt ku undvaere noget diesel. De lagde kursen om og sejlede os i moede paa et par timer. Da de endelig var i sigte, var det blaest op og boelgerne begyndt at blive ubehagelige. De lagde sig op i vinden og vi sejlede op bag dem paa 50-100 meters afstand. De firede saa et langt tov med en toende i enden ned til os, som drev baglaens indtil vi kunne fiske det op i baaden. Saa firede de diesel ned til os i 20-liters dunke der blev bundet fast i tovet som en tovbane i vandet. Et par timer med firing frem og tilbage og vi havde faaet godt og vel 320 liter diesel, nok til at sejle det meste af vejen hvis vejret blev bedre.
De var jo russere, saa da operationen var vel overstaaet (kun een dunk gik tabt), bandt vi en flaske 80% braendevin paa tovet som tak for hjaelp.

Naeste dag var heldet igen med os. Paa det foerste doegn havde vi kun klaret ca 50 soemil og det var begyndt at blive lidt kedeligt at sejle for motor. Boelgerne gik ret imod os sproejtede ind over cockpittet hele tiden, saa man ikke kunne sidde ude uden regntoej paa. Nogle arbejdede med at lave en noed-mast ud af bommen, men skibet rullede for meget fra side til side til at det kunne lade sig goere. Desuden havde vi modvind saa den ville ikke vaere meget bevaendt.
Vi sejlede for auto-pilot og holdt vagt ved at kigge op ad lugen en gang hver 10. minut om der skulle vaere skibe i naerheden. Radaren havde jo ogsaa siddet paa masten.

Pludselig laa der et stort flaadefartoej fra US Navy et par hundrede meter fra os. De kaldte os op og spurgte om vi traengte hjaelp. Vi sagde vi manglede diesel og fik efter en lille stund at vide at de godt kunne undvaere en 150 liter til os. De spurgte saa om der ellers var noget vi traengte og Vegard, der var i slikhumoer, svarede at vi da godt ku bruge noget cola og chokolade. Svaret der kom var "This is not 7-eleven, it's the US Navy!". Vi svarede at ok, saa kunne vi godt bruge noget ekstra toiletpapir om ikke andet.
Fatoejet kom op paa siden af os og satte en letbaad i vandet. Vi fik saa besoeg af fem US Marines eller hvad de var, ifoert komplet redningsudstyr med hjelm og det hele paa trods af at der var hoej sol og nogenlunde rolig soe. De langede dieseldunke over til os, samt ekstra drikkevand og en papkasse med mikroovns-popkorn (vaeldig sjovt..), koedpaalaeg og masser af toiletpapir.
Som tak gav vi dem en flaske gin pakket ind i det norske flag (indfanger jo egentlig meget godt den norske sejler-aand).

Nu havde baaden fuld af braendstof og gik nu godt og vel 5 knob mod maalet.

Resten af turen gaar lidt i et. Er der noget jeg har at sige om at sejle for motor i laengere tid er det, at det er paent meget begivenhedsloest. Til gengaeld havde vi nu al den stroem vi traengte fra motoren, saa der opstod snart en stenet stemning ombord, hvor alle enten saa film, spillede computer, sov eller laeste.
Om natten bankede skroget ofte saa haardt mod boelgerne, at man blev loeftet op i luften og var taet paa at dratte ud af koejen. Det er utroligt hvad man kan vaenne sig til at sove i, det var naesten vaerre end Roskilde festival..
Vi havde koebt stort ind foer rejsen og vi spiste egentlig meget godt hele vejen over Atlanten. Fra poelser med kartoffelmos til lasagne til friskbagt broed med roastbeef, for at naevne nogle af hoejdepunkterne. Eneste friske groent ombord var efter et par dage loeg og appelsiner. Ellers var det majs, ananas og champignon paa daase. og de 100 daaser tun vi koebte paa Bermuda holdt ogsaa hele vejen..

Det sidste doegn boed paa dejligt vejr og vi ankom til Horta, Azorerne, efter 10 doegns konstant motorsejlads.

Da vi ankom, var rygtet om mastetabet loebet os i forvejen og vi var blevet beroemte i hele havnen. Der laa allerede en del norske baade, saa vi holdt fest paa baaden og havde 25-30 nordmaend ombord der alle skulle hoere soeroever-historier og se video og billeder fra episoden. Ellers var det op paa den legendariske "Peter's Sports Cafe" hvor vi brugte de naeste par dage paa i doegndrift at fejre vi endelig var tilbage paa landjorden igen.

......

Nu er mit sejler-eventyr overstaaet for denne gang. Atlanterhavet retur var sidste etape for mig. Drengene paa Meadow er sejlet videre for motor for at moedes med en forsikringsmand paa Sao Miguel. Jeg har moedt nogle gamle italienske venner fra ARCen, som jeg overnatter hos, indtil mit fly gaar til Lissabon i morgen formiddag. Derfra blir der lidt backpacking til Madrid for at besoege venner, og ellers bare hjem.

Jeg kan forhaabentlig komme til at uploade billeder en af dagene.

Atlanterhavet: Masten der braekkede.. pt. 1

Saa er jeg endelig vel fremme paa Horta, Azorerne. Det har vaeret en noget dramatisk tur med Meadow, der klimaksede den 17. maj (Norges nationaldag) kl. seks om morgenen da den 17 meter hoeje mast knak midtover og vi pludselig befandt os midt paa havet, 1000 soemil fra land, med kun tre dages diesel ombord. Min mors mareridt men heldigvis ikke saa farligt som det kunne have vaeret.

Uhadada...

I skal faa hele historien i morgen, komplet med redningsaktion fra russiske olietankere, hvaler, den amerikanske flaade og en detaljeret gennemgang af hvor kedeligt det kan blive at sejle godt og vel 1800 km for motor, samt hvad man kan foretage sig for at goere hverdagen lidt mere spaendende naar der bare er vand, vand og mere vand i sigte..

Ellers betraeder jeg nu den sidste oe og har sejlet det sidste ben for denne gang. Det er saert at vide jeg er tilbage i Aarhus allerede om under to uger. Jeg har sagt farvel til drengene fra Meadow der er rejst videre til oeen Sao Miguel (150 sm mod oest) for at faa skaderne paa baaden vurderet af en forsikringsmand. Jeg overnatter i en italiensk baad jeg moedte under ARCen til fredag, hvor flyet gaar tilbage til fastlandet, naermere bestemt Lissabon..

Status og hjemkomstdato

Så er det officielt at jeg vender tilbage til Danmark (trods alt). Jeg har i dag købt billet som jeg ikke har råd til og skulle efter planen sætte fødderne på dansk grund mandag den 11. juni kl. 15.15.

Udover det er der ikke så meget at berette fra Bermuda. Jeg synes egentlig det er en dødsyg ø på mange måder. Og det hjælper ikke at de sidste 3-4 dage har været grå, kolde og regnfulde så man ikke engang bevæge sig ud og gå en tur. Men forhåbentlig tager vi afsted i morgen.

Der var storm på 50+ knobs vind (25+ m/sek) i området i går, men den har bevæget sig væk og vi skulle efter meldingerne forhåbentlig starte ud med en 10-15 knob de første dage. Det er spændende hvad der sker efter det, for det er desværre ikke muligt at få en prognose for mere end fem dage frem.

Jeg har siddet og kedet mig lidt på nettet i dag og har lavet et par oversigtskort over min rejse til dato. Det første kort er et oversigtskort over hele rejsen, det andet en forstørrelse over opholdet i Caribien. Tænk engang, jeg har været omkring i 5 måneder dernede, alligevel har jeg kun nået en lille bitte bid. Jeg har misset Cuba, Jamaica, Haiti, Bahamas og Sydamerika. Men det gør slet ikke noget, for jeg har bevidst taget mig god tid til at opdage de steder jeg har været.
Hele rejsen fra 2. september. Sejlads i rødt, fly og land i turkis, den forestående rejse i lilla:

Bermuda-trekanten

Sejl overbord!

Drengene på Meadow havde en lidt barskere Atlanterhavsoverfart end jeg tilbage i November, og da de ankom til Caribien havde de flænget to forsejl, en genoa og en spiler. Sejlene har været til reparation hos en sejlmager på den franske ø Martinique og skulle samles op igen før vi drog tilbage over Atlanten. Da vi befandt os et godt stykke fra Martinique, blev det aftalt med skipper Erik fra den norske båd Harry Z at han kunne tage sejlene med et godt stykke nordpå til Antigua, hvor vi så måtte sejle forbi og samle dem op. Det var et lille døgns rolig sejlads, hvor jeg blev introduceret til den luksus det er at have vagt når man er mange ombord. På Paw var vi to, Flemming og jeg, og havde slidsomme 4 timers vagter (4 timer styre, 4 timer sove, 0 timer socialt samvær). På Osare var vi fire voksne, men da vi altid var to på vagt ad gangen, blev det også til mange 4-timers, dog med nogle 6-timers til en afveksling. Alligevel fik man sjældent mere end 5 timers sammenhængende søvn og det tog på kræfterne. På Meadow er vi en besætning på syv og det kan mærkes. Vi kører i fire vagthold af tre timer, hvilket betyder at man har 9 timer fri mellem hver vagt. Aah, det er godt for en syvsover som jeg.

Herunder: Papegøjefisk på koralrev, Middag på hollandske Xpresso, live-karaoke på Last Resort, Petter H fylder 25 med kage og bytur, på haj-jagt om natten i Simpson Bay.

Nå, men vi kom til Antiguas nordlige spids, hvor vi mødtes med Erik og fik sejlene. Han var også på vej tilbage til Norge og var desværre nødt til at sejle over på egen hånd, men han har heldigvis teamet sig op med en anden solosejler så de kan kigge lidt efter hinanden.

Når vi nu var rejst helt til Antigua, besluttede vi os for at forlænge rejsen en dag og besøge den flinke sejler Mark i hans båd Xpresso, som lå i den sydlige ende. Der var blide bølger og dejligt vejr, så vi lod de nyligt afhentede sejl ligge på fordækket, mens vi sad og solede os i cockpittet. Pludselig var der en der opdagede at det ene sejl, en genoa til 30.000 kroner, var forsvundet, så vi skyndte os at vende skuden og sejle tilbage i modsat retning. Da vi ikke vidste præcis hvornår sejlet var faldet overbord, syntes der ikke at være meget håb for at finde det igen midt ude på havet. Men efter et kvarters sejlads med tungen lige i munden og 4 spejdere på dæk, spottede vi det og fik det med noget besvær bakset ombord. Det var faktisk en god oplevelse, for det gav en mere opmuntrende ide om sandsynligheden for at blive fundet, skulle en person falde overbord en dag.
På Sydsiden festede vi på behørligvis som der bør festes på ens sidste aften i Caribien efter 5 måneders opdagelsesrejse. Næste formiddag satte vi sejl og var for alvor på vandet igen.

Herunder: Hvid mands ø – et noget romantiseret kakkelmaleri (starring Bruce Willis med halvfjerdser-frits), megayachts på St. Martin, 40 meter lange Monte Carlo, ombord på Monte Carlo (Vegard og Petter i slapper af i spaen), reparationer på masten, Halvor pakker vand ud af papkasser (som kakkelakkerne gemmer sig i, derfor kommer de ikke ombord).

Lidt om livet ombord på S/Y Meadow
Mange vil sikkert tro at det er utroligt spændende hele tiden når man er ude at sejle. Men visse spændingsfaktorer mister noget af kraften efter en stund, og så bliver der også hverdag ombord på båden. For eksempel sidder man ikke hele dagen i dybe tanker og skuer ud over det store blå ocean, som jeg måske havde forestillet mig hjemmefra. For det er sgu egentlig begrænset hvor interessant det er at kigge på vand i ret lang tid ad gangen. Det er smukt, det er blåt, det er... lissom det var i går. Så gamle vaner og interesser fra civilisationen derhjemme følger på naturlig vis med ombord.

I Meadows tilfælde har de en ret imponerende multimedie-maskinpark i båden. 5 laptops til 7 mand, en PSP og x antal iPods og lignende.. Smid en harddisk med 200 film, de samlede sæsoner af Sopranos, Band of Brothers og Prison Break, samt et par computerspil oveni og der går pludselig næsten lige så meget tid med at glo ind i en skærm som der gør derhjemme. Men det er nu altså hyggeligt at sidde og se film sammen om aftenen, mens skibet ruller og flyvefiskene synger.

De har også en lille benzin-generator der bliver stillet frem på fordækket i godt vejr, så der altid er strøm nok til at køre dette cirkus.

I dagstimerne fordrives tiden med solbadning, snak, musik og bøger i cockpittet, af og til med et halvhjertet forsøg på at lave en kropsøvelse der går i sig selv igen. Alle er i forvejen meget brune, men man kan vel altid prøve at spare lidt ekstra farve op til man kommer hjem (har i dag kunnet konstatere at min elskede brunhed kan nulres af i store klamme hudflager, så jeg må nok til at bruge noget ekstra solcreme).

Fiskelinen hænger ude fra morgenvagten til ud på aftenen. Vi har fanget et par rekordstore doradoer, som blev lavet til henholdsvis fiskesuppe og bøffer. Det er sejt at fange en fisk der kan mætte syv store drenge og stadig have noget til overs. Som madding bruger vi små neongule gummiblæksprutter med en ordentlig krog på 5-6 cm i.

Der blir lavet en del sjov med hinanden ombord og de fleste synes vist det er dejligt med et frisk offer, så der går sjældent mange timer uden at Eirik fortæller en danskervits, eller at Halvor med skinger stemme og flade a’er parodierer det danske sprog med sætninger som ’røde pølser med ketchup og sennep’, ’må jeg få en Jolly Cola?’ og ’Er der kuk i computeren?’.. tænk at skulle falde så dybt at blive gjort grin med af et folk der siger ’alfakrøl’ istedet for snabel-a (hvilket jo er et meget bedre ord).

Nedenfor: Solbadning, indsejlingen til English Harbor i Antigua, fugl og fisk ombord, blikstille i Bermuda-trekanten, Petter i nattevagtsstemning, Eirik og Hofstad dyrker lidt synkron-luftguitar på agterdækket, på vej i havn, replica af 1800tals-skib i St. George havn.




Bermuda og den mystiske trekant

Vi gjorde god fart de første par dage med 15-20 knobs vind og mellem 8 og 9 knobs gennem vandet. På tredje dag kom vi ind i et stillebælte der skulle vare helt til sidste dag. Vi fik afprøvet den ny-reparerede spiler, et stort letvindsforsejl på 147 m2, men hen ad dagen forsvandt vinden helt, så vi blev nødt til at starte motoren, der skulle komme til at køre uafbrudt et par dage.

Vi blev enige om at den slags mærkelige vindfænomener måtte være hvad man kunne forvente når man sejlede i periferien af den så berømte og mystificerede Bermuda-trekant. Vi forventede nok ikke ligefrem at støde på spøgelsesskibe og væsener fra det ydre rum, og det gjorde vi så vidt vi ved heller ikke, alligevel skete der mærkelige ting og sager.

Ca 100 sømil fra Bermuda begyndte GPS-signalet at forsvinde med mellemrum. Et par timer senere var det helt væk, og vi kunne ikke finde nogen forklaring. Ingen løse forbindelser, ingen skyer på himlen til at svække signalet fra satelitterne. Heldigvis havde vi kursen sat og kunne fortsætte på almindeligt kompas. Da vi fik den ganske lille ø Bermuda i sigte op ad formiddagen, forsvandt signalet fra ekko-loddet pludselig. Det var ganske mere alvorligt, da vi ikke var ret bekendte med farvandet omkring indsejlingen. Det gik dog fint med radioassistance fra den lokale kystvagt. Mærkeligt nok vendte begge signaler tilbage da vi ankom til øen og har været der siden. .. tem'li spooky.

Nu har vi så en lille uges rekreation på Bermuda, før næste stræk på 1800 sm. Mit umiddelbare indtryk af øen er at den er mindre charmerende end de caribiske men alligevel ikke værst. Her er megadyrt og lidt for koldt til min smag (det kan mærkes at vi er rejst små 2000km mod nord og Bermuda ligger ca. ud for New York), men mon ikke jeg får set mig lidt omkring alligevel..

Der er kommet video fra BVI på Meadows hjemmeside. Den kan du se her: http://www.vanntrivsel.no/video15.asp . Der er også nogle flere billeder, sjove rejsebeskrivelser og såen..

Ankomst til Bermuda

Så er vi ankommet trygt og godt til Bermuda, efter godt og vel 1100 nautiske mil siden St. Martin. Mere om den begivenhedsrige tur i morgen. Om Bermuda vil jeg indtil videre bare sige: Her er dyrt, hunde-skide-dyrt! En kajplads på den lokale marina koster... 188 dollars i døgnet!! Damn..
Og så er her betydeligt koldere end tusind mil sydpå. Vandtemperaturen er faldet fra 29 til 21 grader og vi er begyndt at tage tøj på når vi står op. Og sove med dyne..