Afgang over Atlanten - wish me luck!

Kære allesammen

En alt for lille hilsen fra Las Palmas, Gran Canaria, alt for sent.
Ja, dette blir min sidste mail før over atlanten i morgen kl 13.
Jeg er godt træt efter at have festet til kl 5 i morges og efterfølgende været oppe hele dagen fra kl. 8 af. Men nu er vi også klar. Om en halv time kommer Flemming og mine nye rejsefæller (Skipper Erik, hans søn Tobias og crewet Helge og Stein, to flinke nordmænd +50). og så holder vi afskedsmiddag. Jeg kommer til at savne Flemming, men vi ses jo nok i DK en dag.

Skibet OSARE, som jeg sejler med, er med i ARCen, Atlantic Rally for Cruisers. Det er verdens største langtursregatta med 280 deltagende. Alle både har ligget her i Las Palmas de sidste par uger og gjort klar og hver bro er som en campingplads, dog med temmelig velhavende folk. Ingen campinghabitter her men masser af hvide engelske poloshirts og sejlersko.
Norge er den tredjestørste deltager så det føles af og til som om jeg er taget nordpå istedet for sydpå. Der løber konstant små nordmænd rundt på kajen og råber og leger og sådan noget.
Der har været fest hver aften så jeg er godt baldret nu, men det gør vel heller ikke noget når jeg skal på tre ugers rekreation på det smukke blå vand.

Vi anløber St. Lucia, en af de britiske Virgin Islands, om små tre uger hvis ting går som planlagt. Derfra har jeg et lidt med en anden norsk båd (med 8 festaber på min alder, de må ha det hårdt!) til Grenadinerne (tror jeg de hedder) hvor mange skandinavere mødes hvert år og holder jul. Det får jeg nok styr på når jeg kommer derover. Ellers har jeg absolut alle muligheder åbne og glæder mig til at komme længere ind i sejlerverdenen.

Jeg har masser mere at fortælle, men det blir om lang tid. Hvis nogen skulle få lyst til at skrive brev til mig med håndkraft, kan det sendes til denne adresse i Caribien:

S/Y Osare (ARC)
att: Mikkel Møller
Rodney Bay Marina
P.O.Box 1538
Castries
St. Lucia, WEST INDIES

Hvis nogen skulle få lyst til at gøre mig lykkelig, er det let gjort med en pose piratos eller tyrkisk peber, men husk at sende det snart, da jeg kun er der til omkring d. 20. december og posten kan sikkert godt være et par uger om at nå frem.

OHØY! Pas på jer selv i DK!

Ruten til Porto Santo fra Porto på fastlandet. 600 sømil, svarende til ca 1000 km

I Porto går man forrest i forsøget på at få flere mennesker i kirke. Her får man kold fadøl til altergangen og Pierce Brosnan gæsteprædiker.

Lidt mandehørm ombord på Paw. Flemmings spillekort med nøgne damer ligger til tørre og vi leger "survival of the fittest".

Så er vi afsted fra Porto. Så blåt er vandet!

Heaven is a place on earth! Stille sejlads i spejlblankt vand. Man blir helt ked af at bryde overfladen. Lidt lissom med nyfalden sne..

Fuglen der faldt ned i skødet på mig. Her tager den et lille hvil inden den flyver videre mod, ja hvad den nu flyver imod. Der er pt mindst 300km til land, så man kan godt forstå den er træt. Derfor formår den stadig at være noget mere fotogen end mig på det tidspunkt af døgnet :-)

Her fanges fisk i stor stil ved hjælp af vores hjemmebyggede Storm P-instrument bestående af bla. en tøjklemme, et hovedpudebetræk og tre teskeer.

Vi nåede Porto Santo d. 5/11. Her er et par billeder af den smukke ø nord for Madeira:

Jerry her er en vaskeægte søulk, der har rejst verden rundt i 60 år. Han har selv bygget sit skib og konstrueret alt derpå udfra hans lange erfaring. Skibet er ca ligeså funktionelt og smart som det er grimt, men det kan vel være lige meget med udseendet.

Paw efterlader sig et mindesmærke blandt hundredevis af andre både på den lange havnemur i Porto Santo. Her er det skipper og gast v indvielsen.

Så sejlede vi til Madeira efter en lille uge i Porto Santo. Her overnattede vi i en bugt ved nordspidsen. Barsk natur og smukt smukt. I bugten kan man se Paw og den norske båd Holliday, som blir sejlet af Martin på 26 ene mand:

fra Porto til Porto Santo, 673 sømil

Af og til, en sjælden gang imellem, oplever man at få flere mindeværdige oplevelser på én enkelt uge end man under normale omstændigheder ville få på et helt år eller mere. Denne uge har været en af disse.
Én uge på vandet og jeg har allerede så mange røverhistorier at jeg føler mig klar til at tilbringe resten af livet i baren på en tilfældig havnekro, hvor jeg hver dag kan stå og underholde alle gæsterne til jeg bliver smidt ud.

Jeg sidder på havnen i Porto Santo og drikker cola i bar mave og mange solskinsgrader. 30 meter væk ligger den 6 km lange tropiske badestrand og bag mig tårner de høje vulkanske klipper sig hundredvis af meter i vejret. Jeg føler den første milepæl på min rejse er nået. Den næste ligger 6000km væk i Caribien, på den anden side af det store blå vand.

Vi kom fra Porto i 2. forsøg og kom i løbet af det 1. døgn 100 sømil nærmere Paradis i høj sol og blikstille vand, der blev mere og mere blåt jo længere vi kom ud. Det er svært at beskrive den fantastiske blå farve vandet får, når man pludselig sejler med knap 4000m vand under kølen. Hvis jeg skal forsøge at sammenligne det med noget, vil det nok være noget i retning af at sejle på et hav af ufortyndet Closan... Og da var det jeg så de første delfiner.

Her er hvad jeg skrev ned den dag:

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte..
Jeg har i dag fået et hav (!) af naturoplevelser, der er helt fantastiske. Først fik jeg på min morgenvagt ud af Porto lov at se den smukkeste solopgang over den smukkeste by på en skyfri himmel i de smukkeste farver.
Dernæst fik jeg v. middagstid besøg af delfiner. Pludselig hørte jeg et plask fra vandet, men kunne ikke se noget. Så skød der et par minutter efter to finner (ikke af den slags der snakker sjovt og går i striktrøje) op gennem vandet lige ved siden af båden! Jeg var lige ved at råbe og juble højt af barnlig glæde, havde det ikke været for Flemming der lå og sov (og han har set masser allerede, så disse her må være tilegnet min oplevelse alene). Jeg skyndte mig hen til kanten, men kom i tanke om at jeg hellere måtte få makrelkrogene indenbords. Jeg fik så hevet fiskelinen ind og så til min store ærgrelse at delfinerne var smuttet i mellemtiden. Men det var kun midlertidigt, for en halv time senere var de tilbage, denne gang med hele deres slæng. Der har nok været en 15-20 stykker, men det er svært at tælle dem når de svømmer overalt på alle sider af båden og under den. Denne gang blev de i mindst en time og jeg fik rigeligt med tid til at nærstudere dem. Utroligt smukke dyr, som man kun kan blive glad af at betragte. Selvfølgelig var de pist væk i løbet af de 30 sekunder det tog mig at gå under dæk for at hente mit kamera.
Adskillige sejlende har sagt til mig, at man ikke undgår at se et hav af delfiner, når man sejler på Atlanten, men alligevel virkede det for mig helt mirakuløst at også jeg skulle få lov at se disse fantastiske dyr tæt på. Vandet er så klart at man kan se dem svømme under hinanden mange meter ned. De bevæger sig på en gang utroligt yndefuldt og hurtigt som et projektil i vandet. De leger ved hækken af skibet, svømmer lynhurtigt op mod skibet i en samlet flok, bøjer af i sidste øjeblik og svømmer ud til alle sider. De springer op af vandet langs skibssiden og foran stævnen. De svømmer op på siden af båden, drejer rundt og ligger og kigger op på mig i skibet.

Når man oplever delfiner på denne måde, er der nogle ting jeg ikke tror kan være anderledes:

- Man får det største fjollede smil, der bliver siddende i hovedet i timevis.
- Man ved pludselig bare at delfinen er det venligste dyr i verden.
- Man bliver klar over at man som menneske på vandet er en ydmyg gæst i et fremmed (men venligt) land.

Intermezzo
Undervejs ændrede vi planerne lidt og udskød en stikker til et portugisisk fiskerleje (med det eksotisk-erotisk klingende navn Peniche) længere ned af kysten, hvor vi gik i land og blev et par dage. Der var her, Flemming fik tid til at få sat sin rejse i perspektiv og få gjort sig nogle heavy duty thoughts, hvilket jeg vil komme til senere.
Ikke det vilde at berette om. Vi gik i biffen, så Lady in the Water (fed film!). Flottede os og spiste på restaurant begge aftener.

Tanker og betragtninger omkring latinsk restaurantkultur generelt:
At gå på restaurant i Spanien eller Portugal har ofte været en temmelig ejendommelig oplevelse. Der er naturligvis forskelle fra spisested til sted, men alligevel har jeg bidt mærke i nogle fællestræk man ofte ser og som er bemærkelsesværdige i deres forskel fra dansk:

1: FJERNSYN - Der er altid et fjernsyn i restauranten og ofte er volumen skruet højt i vejret. Af og til larmer det endda så meget at man kan være nødt til nærmest at råbe hen over bordet. Først tænkte jeg at dette var et udtryk for at man var ligeglad med kunderne, men nu tror jeg mere det er ment som en gestus (om end for det meste en irriterende en). Det skyldes at jeg flere gange har oplevet at fjernsynet er slukket når man kommer ind på et tomt sted. Når man så sætter sig ned, kommer tjeneren, tager imod bestilling og tænder så for fjernsynet. Og volumen er altid skruet højt op uanset om det er fodbold (hvilket er højest sandsynligt) eller Tom & Jerry.

2: RYGNING – Ja, der er stadig langt igen, hvis man hernede gør sig forhåbninger om at slå igennem med en antirygerpolitik på linie med den danske. Selv på fine restauranter sidder folk og ikke bare ryger, men pulser røgen direkte ud i hovederne på deres sidemænd.

3: POMFRITTER – hmm ja, hvad enten man bestiller en burger eller en kalvemedaljon i rødvinssauce, kan man være ret sikker på at tilbehøret består af en god gang fritter. Passer mig egentlig fint.

4: FÆLDERNE – Bare fordi tjeneren stiller noget foran dig, du ikke har bestilt, skal du ikke regne med at det er gratis. Det officielle navn er ”entradas” og min betegnelse er i adskillige tilfælde ”snyd”. Således blev fx et restaurantbesøg for to personer i Lissabon ca. 100 kr dyrere, fordi vi havde nippet til noget tørt brød og skinke mens vi ventede på vores mad.



Tilbage til turen

De resterende 500 sømil tog knap 5 dage at komme igennem. Det blev til nogle fantastiske dage med flere oplevelser der stadig går over min forstand.
Her er endnu et udpluk af dagbogen:

30/10, 382sm igen til Porto Santo
I nat så jeg noget af det smukkeste og mest out-of-this-world jeg nogensinde har set! Livet på vandet giver godt nok nogle fuldkommen anderledes naturoplevelser.. Har man set delfinerne lege i vandet ved højlys dag med sol og blå himmel, bliver man et bedre menneske. Ser man derimod en delfin lege i det selv samme vand ved midnatstid, oplyst af et kraftigt måneskin, bliver man en del af noget meget meget stort i det øjeblik.
At se finnen og ryggen bryde vandoverfladen og blive synlig for derefter igen at blive en skygge der forsvinder i mørket er ubetaleligt! Noget vildt er, at havet umiddelbart ser sort ud om natten, men det er det slet ikke, skal det vise sig. Man kan nemlig også om natten følge delfinen adskillige meter under overfladen bare ved månens lys. Og når den svømmede op under forstævnen på Paw, antog den i vandet et grønligt skær på styrbords side og et rødt på bagbords fra lanternerne på skibet.

Nå, det var mens der stadig var måne. På min næste vagt (hundevagten 02-06) var den forsvundet sammen med stjernerne og en tæt dis gjorde natten tyk og sort så det blev umuligt at afstandsbedømme noget som helst. Jeg måtte holde godt udkig men det var heller ikke så ringe, for det var ikke småting jeg så.
Først en udykket ubåd med lys på, som vi passerede på et par hundrede meter. Dernæst fik jeg uventet besøg: Pludselig lød der et bump i sejlet og ned faldt en mellemstor fugl, der praktisk talt landede i skødet på mig. Den baskede med vingerne som om den prøvede at flyve ud af cockpittet, men kom ikke rigtigt nogen vegne og jeg tænkte at dens vinger nok var blevet beskadiget under kollisionen med vores storsejl. Jeg tog den nænsomt op i min hånd og så blev den bare liggende der helt roligt i en 5 minutters tid, før den baskede et par vingeslag og svævede elegant ud over vandet, slog en enkelt runde om masten og forsvandt ud i natten. Jeg tror det betyder held…

Så kom morilden, som i Atlanterhavet er ligesom dansk morild, der er bare meget mere af det! Morild er havets ildflue. Jeg mener det er en art plankton, i hvert fald lyser det op i et kraftigt neongrønt skær, når der er bevægelse i vandet. Af og til svømmede en fisk forbi og man kunne ane dens grønne omrids nede i vandet. Jeg slukkede alle lanterner og nød det smukke syn af det selvlysende kølvand der stod ud efter skibet.

På et tidspunkt troede jeg det begyndte at regne, da jeg hørte små dråbe-plask i vandet omring mig, men himmelen var nu skyfri, så jeg tog lommelygten for at undersøge fænomenet nærmere. Og jeg blev godt nok overrasket over det jeg så:
Vandet var levende!
Overalt på overfladen sprang små dyr op af vandet og henover vandoverfladen og det gik så hurtigt at jeg ikke kunne afgøre hvad det var for en slags. De var næsten for små til at være flyvefisk, så sku det ha været flyve-sardiner, men det kunne heller ikke være insekter, da ikke her, flere 100km fra land? Rejer? Små blæksprutter? Når jeg fangede dem i lyskeglen fik jeg kun genspejlingen fra et lille øje og et ubestemmeligt omrids på en 5-10 cm, der hoppede rundt 20-30 cm over vandet som sten der slår smut. Da Flemming overtog vagten kl. 6 blev jeg oppe en time til det blev lyst, for at se hvad det måtte være. Men havet passer tilsyneladende godt på sine mange hemmeligheder, for ligesom delfinerne forsvandt fra min kameralinse, var dette fænomen forsvundet lige så snart de første pastelfarvede lysstråler ramte vandets overflade.
Jeg ved stadig ikke hvad det var…

Note: Man fornemmer tydeligt at jorden roterer herude. Når jeg går i seng kl. 22 har jeg Karlsvognen om styrbord. Når jeg tager vagten igen kl. 02 har den ikke bare rykket sig om bag båden, den er også kommet op at stå på højkant!

Ankomst til Porto Santo og rejsen tager igen en ny drejning

Jeg skal spare jer for flere overgearede detaljerede beskrivelser fra de resterende dage, som bla. bød på en hård nat med semi-storm der peb i mast og rig (og helledusseda?), friskfangede tunfisk af mesteren selv, hotdogs i høj sø, og en glad og træt Mikkel og en glad og træt Flemming.
Vi havde land i sigte kl. 2 om natten og ud af det sølvgrå månehav rejste sig i horisonten en sort silhuet af en sort klippeø med enkelte sporadiske lys. Dem der har set introen til computerspillet Monkey Island vil vide ca. hvad jeg taler om J

Flemming har revideret sine mål undervejs på turen og har besluttet sig for ikke at tage turen over Atlanten denne gang, hvilket jeg må give ham medhold i er en fornuftig beslutning, bla. fordi hans båd Paw, med al mulig respekt, er for lille (og for utæt) til at sikre en behagelig overfart. Han har besluttet sig til at blive vinteren over på de Canariske øer og derefter sælge båden og tage hjem.
Han bekendtgjorde dette for en ugen, men lovede mig at han ville hjælpe med at finde en anden båd til overfarten. Alt har imidlertid flasket sig, og jeg har nu en aftale med en Erik, en norsk skipper, om at sejle med ham og et 6 mand stort crew over Atlanten i en stor 46 fods yacht. Det ser jeg frem til. De ligger her i samme havn og vi har det hyggeligt sammen, så det skal nok gå fint.
Så er det på plads!
Indtil videre sejler jeg videre i europæisk farvand med Flemming og Paw de næste 14 dages tid, hvor vi vil tage det meget afslappet, noget Flemming har set frem til efter to måneder i regn, stress og modvind. Det bliver noget med fiskeri, snorkling langs afsides klippeøer, sol og sandskulpturer på stranden og kolde øl på små strandbarer og skumle havneknejper.

Jeg håber I alle har det godt derhjemme i Danmark (og jer fra Sverige der også følger med), jeg tænker meget på jer! Lad mig endelig høre fra jer, det er dejligt at få brev fra det kendte når man er langt væk hjemmefra! Til dem der ikke skulle have min e-mail kommer den her: tillidsmanden@gmail.com

OHØJ!