Det er menneskeligt at sejle

farvel og rulletekster (credits)

2007-06-11T18:15:00.000+02:00

Endelig fremme efter en haard tur over Atlanterhavet.

Med rygsaekken tjekket ind i lufthavnen, bliver dette nok noget i retning af mit sidste rejsebrev for denne gang. Det er sidste dag i Madrid og jeg har lige misset flyet hjem fordi jeg for vild i lufthavnen (hvem fanden finder paa at dele en lufthavn i to med separate metrostationer?!). Efter at have graedt lidt i telefonen til familien der allerede var over halvvejs mod Kastrup fra Aarhus, havde jeg det bedre og ku slappe lidt af igen. Trods alt, hvad betyder en dag fra eller til efterhaanden, som mor beroligende sagde i roeret.

2. September sidste aar kappede vi trosserne og begav os mod det ukendte. Vi var tre paa det tidspunkt, blev hurtigt reduceret til to og allerede efter en maaneds tid stod jeg helt alene paa vejen med min (elendige) rejserygsaek paa. Den gang indeholdt den bla. nyt toej, redningsvest og sikkerhedsline, jakabov og tun paa daase, en stor stak boeger jeg naegtede at efterlade paa Nangijala, en rejseflaske med tabasco, omkring 25 cd'er og en pose med piratos (der holdt helt til Caribien!).

Meget er haendt paa de 9 maaneder og 9 dage jeg har vaeret vaek hjemmefra. Min taske indeholder nu ca. foelgende: Rom, 1 par sure sokker med hul i, en dykkermaske, 50-60 cd'er, en kroellet kaptajnskasket, lidt snavset slidt toej, nogle souvenirs, samt de sidste overlevende boeger hjemmefra, 'Aerens Vej' af Humphrey Cobb og 'Bibelen' af diverse forfattere (det blev saa heller ikke denne tur jeg fik laest den.. selvom den efterhaanden er kommet til at se ud som om den er blevet ploejet igennem de foerste ti gange).

Det er snart tre aar siden jeg fik de foerste tanker om at tage paa langturssejlads. Uden at vide meget (nogetsomhelst) om Caribien, havde jeg hjemmefra sat mig nogle faa maal for turen. Listen blev udviddet lidt undervejs og nogle af maalene er nok lettere naive, men ikke desto mindre er jeg godt tilfreds med hvad jeg har naaet. Her er et udpluk i prioriteret raekkefoelge:

Krydse Atlanterhavet (been there done that...twice!)

Fange en haj og spise den (ingen fanget, har dog klappet en haj paa 20 meters dybde, samt smagt haj adskillige gange, bla. hammerhaj i de fortraeffelige 'bake&shark'-broed paa Trinidad samt tigerhaj paa St. Lucia)

Se en hval og svoemme med den (har set adskillige, dog ikke helt up-close)

Se delfiner (ja MONikke!)

Til Karnival paa Trinidad (bedste fest nogensinde!)

Gaa paa eventyr i junglen (jeps, adskillige gange)

Sove i en klippehule (aeh, njae.. men jeg har da sovet paa stranden..)

Spise en leguan (naeste gang)

Se et haandvaaben i Port of Spain (lykkedes ikke.. heldigvis?)

Kort opsummeret har jeg ogsaa:

Sejlet over 7000 soemil

Gastet paa 4 forskellige baade, fra bette 'Paw' paa 31 fod til luksurioese 'Osare' paa 47

Krydset et verdenshav med braekket mast

Besoegt 15 forskellige lande (og faaet seje stempler i passet)

Boet paa luksushotel i en maaned gratis :)

Sejlet i stormvejr og vaeret bange for at gaa ned

Spist kokosnoedder, kakaofrugter, mangoer, guavaer og meget mere direkte fra traeerne.

Laest ca 40 boeger med Jack Kerouac's 'On the Road' og Steinbeck's 'Vredens Druer' som de bedste og BS' 'Et liv paa kanten' som den markant daarligste (no offence Jens :-)

Spenderet alt for mange penge i hyggelige strandbarer med palmetag og bare taeer.

Laert at rastafarier ikke bare synger reggae, ryger hash og gaar i sjovt toej. De kan ogsaa lave flotte hatte ud af palmeblade..

Blevet tilbageholdt af politiet paa Tobago, for at ligne en der smugler stoffer

Gjort mig en raekke dejlige bekendtskaber, der ikke stopper her.
Udover dette har jeg ogsaa opnaaet noget der for mig er stoerre, nemlig at gennemfoere det projekt jeg havde sat mig for og trodse de problemer der er opstaaet undervejs. Turen har ikke vaeret problemfri og jeg har nogengange foelt mig meget alene i verden, specielt naar turen har taget en barsk drejning og jeg ikke har haft nogen at holde i haanden. Men tja, det gik jo helt godt hver gang og selvom jeg vist aldrig bliver den store problemloeser, er jeg bestemt heller ikke blevet en daarligere af denne tur.

Nu skal jeg bruge sommerferien paa at komme hjem igen, faa set mig lidt omkring og faa nydt sommerens udbud af aktiviteter, bla. Roskilde, Cph Jazzfestival, Meadow-drengenes hjemkomstfest i Bergen og selvfoelgelig en ny omgang gadeteater med den gode trup "Skal du spille Fandango?".

Credits

Last but not at all least, my great journey into the unknown would never have been great at all, had I never met all the beautiful people, who inspired and taught me in many different ways and with whom I have shared a lot of unforgettable moments. Most of you haven't been able to follow me in my journey on the blog in this wicked language called Danish, but you can always look at the pictures :-)

Jens and Alex, thank you so very much for taking time off in your busy lifes to let me experience this little piece of earthly heaven called Anguilla. Skulle du blive angrebet af en gal ventilator en nat mens du sover, saa ved du hvem du skal gi skylden ..I´ll be back!
Mirham for making Madrid a city worth re-visiting! I'm gonna miss you a lot!
Joan, Liz and Roz Applewhite. Thank you for letting me into your home. Don't worry, everything is going to work out fine. And I will remember the strawberries!
Flemming, Skipper for life (www.fhartvig.dk) - vi ses i det danske!
Vikingo-drengene (www.123hjemmeside.dk/vikingo) for en skidesjov biltur paa Madeira (saerlig tak til Martin for at sove i bagagerummet saa jeg ku faa forsaedet). Vi maa tage en sejltur i det fynske, naar I engang faar skibet tilbage.
Miro and the Israelian Soca-syndicate - all nice people, thanks for making Trini-posse the greatest party ever. And Miro, go easy on the Punchin' okay!
Meadow-drengene (www.vanntrivsel.no) for at goere hverdagen til en fest. Vi har jo vaeret igennem en del sammen, og det har vaeret et par fantastiske maaneder! For ikke at naevne ARCen og juleaften! Vi ses d. 30.!
Erik, Elin og Tobias fra Osare: Tusind tak for at give mig muligheden for at sejle med. Det var aergeligt at det endte saa daarligt, og det skyldes jo nok desvaerre mig, men jeg har laert meget af det, bla. at 'det er med gaester som med fisk - det er godt at faa dem, men de begge lugter hvis de ligger for laenge'.
Hamite Nicholson, Mark-11, Ninjaman and other lovely characters from Charlotville, Tobago - Nicest spot in the Caribbean, I didn't want to leave you!
Claudia & Marco, Moromu - Thanks a bunch for being nice to me and inviting me inside your beautiful boat. I hope I didn't insult you by giving you local wine instead of italian :-)
Delfinerne - for at vaere mit yndlingsdyr og goere mig glad som en lille dreng, hver gang jeg ser dem!
Mark from Xpresso: Thanks for letting me sleep on your boat, for being a good chef and for being a nice person (and for the drinks). I wish you and Claire all the best!
Gry, Felix, Erik (HarryZ) og alle I andre nordmaend, der behandlede mig som en af jeres egne :-)
'Mad skipper' Jos Brennan (Compromise)- Still think it's a shame we never got a chance to sail to Panama together. Good thing you got through everything alive and well. At least you got to see Mirabella V from the inside, a sight most sailors must envy you. Let's meet up someday.
Jochen und Co from Scubatech - thank you for saving my ass in Grenada and for being nice to me when I needed it the most! It wont be forgotten. And thanks for the great dives by the way. I am still impressed of how you manage your bandana underwater. I'll be back!
Besides these people have also helped making it a time to remember: Cesar (god luck with the gay-thing :-), MaJo (Oasis Hostel), Keith the drunken sailor, Avis of Wales, Wallace the gay muscle-doctor, Malakai of St. Lucia (Lion of Judah!), uruguayaneren med den lille haand, Dilek und Julie auf(aus?) Hamburg, S/Y Love for inspiration, Bez for teaching me the great art of longboarding, the nice waitress-twins from Sirena Hotel, Stein&Helge and last but not least the great great illustrator from Bruxelles who opened my eyes to Rotring and Mecanorma.

Og tusind mange tak til alle jer, kendte og ukendte, der har fulgt med i mit eventyr over skulderen her fra siden! Det har vaeret en stor hjaelp at vide jeg aldrig var helt alene. Tak for de mange mails og hilsener, de har varmet godt. Og maa I alle have en rigtig rigtig god sommer!

Ritt Bjerregaard

2007-06-02T20:46:00.000+02:00

Tilbage paa fastlandet. Oasis Hostel og gensyn med gamle gadehjoerner i Lissabon. Haaber paa at kunne tage bussen til Madrid i morgen engang. Det er lidt skoert at besoege de samme steder som sidst. Som at rejse baglaens i tiden og begynde at indse at eventyret for alvor er forbi..

Ellers var morgenen lidt stresset. Har boet hos to soede italienere paa en italiensk charter-baad de sidste to doegn og maa ha taget mindst et par kilo paa. De er godtnok gode til at lave mad, og det var lissom en stor bekraeftelse af alle parodierne. Kvinden i koekkenet og man maatte ikke hjaelpe til. Og saa var det ellers pasta og pizza og koedboller til jeg maatte traekke mig.
Sagde farvel og tog forbi politistationen for at hente rapporten paa mit kamera, der forsvandt paa mystisk vis i Peters Sports Cafe den anden dag. Med taxaen holdende udenfor tror jeg naivt at jeg kan gaa ind og hente et dokument paa en offentlig institution i Portugal paa kun 5 min.. en time efter holder taxaen stadig udenfor og det blir en dyr tur til lufthavnen, hvor jeg akkurat lige naar check-in.

Overfor mig sidder saa Ritt Bjerregaard og Anne Linnet, samt nogle andre damer, der har vaeret paa venindetur her en uges tid. Vi falder i snak, jeg fortaeller om rejsen og mastebruddet og Ritt saetter mig ind i den politiske situation i Danmark og hvad jeg er gaaet glip af det sidste aar. Vi er ikke specielt enige politisk, men hun er nu en soed dame.. Og Anne Linnet gav mig tips til musik-karrieren og holdt oeje med min taske mens jeg var ude at tisse..

Der er kommet video fra Bermuda-trekanten paa Meadows hjemmeside. De er aabenbart ikke faerdige med Atlanterhavs-videoen (som er noget mere spaendende), men mon ike den kommer snart..
http://www.vanntrivsel.no/video16.asp

Masten der knak pt. 2

2007-05-31T17:08:00.001+02:00

Det var en moerk og stormfuld aften..
Eller, egentlig var tidlig morgen, men der var ihvertfald moerkt. Vi havde sejlet godt og vel en uge og alt gik mere eller mindre som planlagt. Kurs mod Azorerne og 800 sm tilbagelagt siden Bermuda. Vi havde undervejs set hvaler (nice), haft regnbyger med 45 knobs vind (not nice), fejret min foedselsdag med kage og en whisky i kaffen (nice), samt haft brand i generatoren, hvilket betoed at stroemmen ombord nu var strengt rationeret (not nice).

Klokken var ca. halv syv om morgenen, Eirik og Petter H havde netop overtaget vagten, men jeg blev haengende oppe for at hjaelpe til med at vende baaden, da vinden var drejet lidt i syd. Det blaeste ikke synderligt meget, mellem 20 og 25 knob, og vi sejlede paa halv sejlfoering, saa det kom som lyn fra en skyfri himmel at masten pludselig gik midtover med et kaempe brag og faldt udover bagbord side som et stort vaeltet metaltrae.

Mastebrud er noget meget faa sejlere oplever men alle frygter, saa vi var saa godt forberedt paa situationen som vi kunne vaere. De foerste 5-10 minutter var dog ret paniske. Vi vaekkede resten af mandskabet med hoeje raab, og de kom fortumlede og halvnoegne op og forstod i starten slet ikke hvad der var sket. Vegard havde hoert braget, men havde taenkt det maatte vaere skabet med gryder der var gaaet op og blevet toemt.
Masten var knaekket over helt nede ved daekket, havde ramt siden af baaden og var knaekket der, og var yderligere knaekket et stykke nede i vandet. Sejlene sad stadig paa under vandet og fik skibet til at rulle voldsomt i boelgerne. Vi fik hurtigt konstateret at masten ikke laa og slog mod skroget, saa vi kunne tage os god tid til at redde hvad reddes kunne og faa cuttet de kraftige staalwirer, der stadig holdt masten fast til skibet.

At sidde midt paa havet, 800 sm fra naermeste land, og vaere i gang med at save resterne af ens mast over, virker altsaa ret ufrivilligt komisk.. lidt som at save den gren over man sidder paa. Og da vi ikke ku goere meget andet end at grine af situationen, kom den gode stemning hurtigt tilbage i takt med at adrenalinet faldt igen. Forbipasserende skibe ville nok have taenkt at vi var aandssvage hvis de havde set os, siddende paa daekket med nedstrygere, syngende "saa goer vi saadan naar vi kapper vor mast" og den norske nationalsang..

Der var ikke meget at redde ud over bommen. Sejlene var for tunge i vandet og de fleste tov, skoeder og beslag sad i spaend et eller andet sted. Efter to timers tid havde vi savet den sidste staal-vant over og fik lempet de soergelige rester ud over siden, hvor hele molevitten sank som en sten.. der roeg lige for en halv million kroner..

Saa laa vi der.

Well, vi havde jo stadig motoren, saa vi fik den startet og satte kursen mod Azorerne med 1050 mil igen. Og vi kunne snart konstatere at der var meget lange udsigter til at komme hjem, for det foerste fordi vi snart ville loebe toer for diesel og fordi modvinden og de stejle boelger satte en god stopper for vores fart. Med 2,5 knob havde vi udsigt til at vaere fremme om naesten 20 dage! Og saa ville vi nok loebe toer for mad og vand inden.

VHF-antennen laa paa 5 kilometers dybde sammen med masten, men der var heldigvis en reserveantenne ombord som blev tapet paa masten til windsurferen og hejst, saa vi kunne have radiokontakt med andre skibe. Vi ringede US Coast Guard op paa satellit-telefonen og forklarede vores situation. De sendte derefter fra land en noedmelding paa vores vegne ud til alle kommercielle skibe i naerheden, og der gik ikke lang tid til vi havde radiokontakt med det foerste.
Det var en russisk olietanker der godt ku undvaere noget diesel. De lagde kursen om og sejlede os i moede paa et par timer. Da de endelig var i sigte, var det blaest op og boelgerne begyndt at blive ubehagelige. De lagde sig op i vinden og vi sejlede op bag dem paa 50-100 meters afstand. De firede saa et langt tov med en toende i enden ned til os, som drev baglaens indtil vi kunne fiske det op i baaden. Saa firede de diesel ned til os i 20-liters dunke der blev bundet fast i tovet som en tovbane i vandet. Et par timer med firing frem og tilbage og vi havde faaet godt og vel 320 liter diesel, nok til at sejle det meste af vejen hvis vejret blev bedre.
De var jo russere, saa da operationen var vel overstaaet (kun een dunk gik tabt), bandt vi en flaske 80% braendevin paa tovet som tak for hjaelp.

Naeste dag var heldet igen med os. Paa det foerste doegn havde vi kun klaret ca 50 soemil og det var begyndt at blive lidt kedeligt at sejle for motor. Boelgerne gik ret imod os sproejtede ind over cockpittet hele tiden, saa man ikke kunne sidde ude uden regntoej paa. Nogle arbejdede med at lave en noed-mast ud af bommen, men skibet rullede for meget fra side til side til at det kunne lade sig goere. Desuden havde vi modvind saa den ville ikke vaere meget bevaendt.
Vi sejlede for auto-pilot og holdt vagt ved at kigge op ad lugen en gang hver 10. minut om der skulle vaere skibe i naerheden. Radaren havde jo ogsaa siddet paa masten.

Pludselig laa der et stort flaadefartoej fra US Navy et par hundrede meter fra os. De kaldte os op og spurgte om vi traengte hjaelp. Vi sagde vi manglede diesel og fik efter en lille stund at vide at de godt kunne undvaere en 150 liter til os. De spurgte saa om der ellers var noget vi traengte og Vegard, der var i slikhumoer, svarede at vi da godt ku bruge noget cola og chokolade. Svaret der kom var "This is not 7-eleven, it's the US Navy!". Vi svarede at ok, saa kunne vi godt bruge noget ekstra toiletpapir om ikke andet.
Fatoejet kom op paa siden af os og satte en letbaad i vandet. Vi fik saa besoeg af fem US Marines eller hvad de var, ifoert komplet redningsudstyr med hjelm og det hele paa trods af at der var hoej sol og nogenlunde rolig soe. De langede dieseldunke over til os, samt ekstra drikkevand og en papkasse med mikroovns-popkorn (vaeldig sjovt..), koedpaalaeg og masser af toiletpapir.
Som tak gav vi dem en flaske gin pakket ind i det norske flag (indfanger jo egentlig meget godt den norske sejler-aand).

Nu havde baaden fuld af braendstof og gik nu godt og vel 5 knob mod maalet.

Resten af turen gaar lidt i et. Er der noget jeg har at sige om at sejle for motor i laengere tid er det, at det er paent meget begivenhedsloest. Til gengaeld havde vi nu al den stroem vi traengte fra motoren, saa der opstod snart en stenet stemning ombord, hvor alle enten saa film, spillede computer, sov eller laeste.
Om natten bankede skroget ofte saa haardt mod boelgerne, at man blev loeftet op i luften og var taet paa at dratte ud af koejen. Det er utroligt hvad man kan vaenne sig til at sove i, det var naesten vaerre end Roskilde festival..
Vi havde koebt stort ind foer rejsen og vi spiste egentlig meget godt hele vejen over Atlanten. Fra poelser med kartoffelmos til lasagne til friskbagt broed med roastbeef, for at naevne nogle af hoejdepunkterne. Eneste friske groent ombord var efter et par dage loeg og appelsiner. Ellers var det majs, ananas og champignon paa daase. og de 100 daaser tun vi koebte paa Bermuda holdt ogsaa hele vejen..

Det sidste doegn boed paa dejligt vejr og vi ankom til Horta, Azorerne, efter 10 doegns konstant motorsejlads.

Da vi ankom, var rygtet om mastetabet loebet os i forvejen og vi var blevet beroemte i hele havnen. Der laa allerede en del norske baade, saa vi holdt fest paa baaden og havde 25-30 nordmaend ombord der alle skulle hoere soeroever-historier og se video og billeder fra episoden. Ellers var det op paa den legendariske "Peter's Sports Cafe" hvor vi brugte de naeste par dage paa i doegndrift at fejre vi endelig var tilbage paa landjorden igen.

......

Nu er mit sejler-eventyr overstaaet for denne gang. Atlanterhavet retur var sidste etape for mig. Drengene paa Meadow er sejlet videre for motor for at moedes med en forsikringsmand paa Sao Miguel. Jeg har moedt nogle gamle italienske venner fra ARCen, som jeg overnatter hos, indtil mit fly gaar til Lissabon i morgen formiddag. Derfra blir der lidt backpacking til Madrid for at besoege venner, og ellers bare hjem.

Jeg kan forhaabentlig komme til at uploade billeder en af dagene.

Atlanterhavet: Masten der braekkede.. pt. 1

2007-05-30T14:31:00.000+02:00

Saa er jeg endelig vel fremme paa Horta, Azorerne. Det har vaeret en noget dramatisk tur med Meadow, der klimaksede den 17. maj (Norges nationaldag) kl. seks om morgenen da den 17 meter hoeje mast knak midtover og vi pludselig befandt os midt paa havet, 1000 soemil fra land, med kun tre dages diesel ombord. Min mors mareridt men heldigvis ikke saa farligt som det kunne have vaeret.

Uhadada...

I skal faa hele historien i morgen, komplet med redningsaktion fra russiske olietankere, hvaler, den amerikanske flaade og en detaljeret gennemgang af hvor kedeligt det kan blive at sejle godt og vel 1800 km for motor, samt hvad man kan foretage sig for at goere hverdagen lidt mere spaendende naar der bare er vand, vand og mere vand i sigte..

Ellers betraeder jeg nu den sidste oe og har sejlet det sidste ben for denne gang. Det er saert at vide jeg er tilbage i Aarhus allerede om under to uger. Jeg har sagt farvel til drengene fra Meadow der er rejst videre til oeen Sao Miguel (150 sm mod oest) for at faa skaderne paa baaden vurderet af en forsikringsmand. Jeg overnatter i en italiensk baad jeg moedte under ARCen til fredag, hvor flyet gaar tilbage til fastlandet, naermere bestemt Lissabon..

Status og hjemkomstdato

2007-05-09T00:25:00.000+02:00

Så er det officielt at jeg vender tilbage til Danmark (trods alt). Jeg har i dag købt billet som jeg ikke har råd til og skulle efter planen sætte fødderne på dansk grund mandag den 11. juni kl. 15.15.

Udover det er der ikke så meget at berette fra Bermuda. Jeg synes egentlig det er en dødsyg ø på mange måder. Og det hjælper ikke at de sidste 3-4 dage har været grå, kolde og regnfulde så man ikke engang bevæge sig ud og gå en tur. Men forhåbentlig tager vi afsted i morgen.

Der var storm på 50+ knobs vind (25+ m/sek) i området i går, men den har bevæget sig væk og vi skulle efter meldingerne forhåbentlig starte ud med en 10-15 knob de første dage. Det er spændende hvad der sker efter det, for det er desværre ikke muligt at få en prognose for mere end fem dage frem.

Jeg har siddet og kedet mig lidt på nettet i dag og har lavet et par oversigtskort over min rejse til dato. Det første kort er et oversigtskort over hele rejsen, det andet en forstørrelse over opholdet i Caribien. Tænk engang, jeg har været omkring i 5 måneder dernede, alligevel har jeg kun nået en lille bitte bid. Jeg har misset Cuba, Jamaica, Haiti, Bahamas og Sydamerika. Men det gør slet ikke noget, for jeg har bevidst taget mig god tid til at opdage de steder jeg har været.
Hele rejsen fra 2. september. Sejlads i rødt, fly og land i turkis, den forestående rejse i lilla:

Bermuda-trekanten

2007-05-06T01:23:00.000+02:00

Sejl overbord!

Drengene på Meadow havde en lidt barskere Atlanterhavsoverfart end jeg tilbage i November, og da de ankom til Caribien havde de flænget to forsejl, en genoa og en spiler. Sejlene har været til reparation hos en sejlmager på den franske ø Martinique og skulle samles op igen før vi drog tilbage over Atlanten. Da vi befandt os et godt stykke fra Martinique, blev det aftalt med skipper Erik fra den norske båd Harry Z at han kunne tage sejlene med et godt stykke nordpå til Antigua, hvor vi så måtte sejle forbi og samle dem op. Det var et lille døgns rolig sejlads, hvor jeg blev introduceret til den luksus det er at have vagt når man er mange ombord. På Paw var vi to, Flemming og jeg, og havde slidsomme 4 timers vagter (4 timer styre, 4 timer sove, 0 timer socialt samvær). På Osare var vi fire voksne, men da vi altid var to på vagt ad gangen, blev det også til mange 4-timers, dog med nogle 6-timers til en afveksling. Alligevel fik man sjældent mere end 5 timers sammenhængende søvn og det tog på kræfterne. På Meadow er vi en besætning på syv og det kan mærkes. Vi kører i fire vagthold af tre timer, hvilket betyder at man har 9 timer fri mellem hver vagt. Aah, det er godt for en syvsover som jeg.

Herunder: Papegøjefisk på koralrev, Middag på hollandske Xpresso, live-karaoke på Last Resort, Petter H fylder 25 med kage og bytur, på haj-jagt om natten i Simpson Bay.

Nå, men vi kom til Antiguas nordlige spids, hvor vi mødtes med Erik og fik sejlene. Han var også på vej tilbage til Norge og var desværre nødt til at sejle over på egen hånd, men han har heldigvis teamet sig op med en anden solosejler så de kan kigge lidt efter hinanden.

Når vi nu var rejst helt til Antigua, besluttede vi os for at forlænge rejsen en dag og besøge den flinke sejler Mark i hans båd Xpresso, som lå i den sydlige ende. Der var blide bølger og dejligt vejr, så vi lod de nyligt afhentede sejl ligge på fordækket, mens vi sad og solede os i cockpittet. Pludselig var der en der opdagede at det ene sejl, en genoa til 30.000 kroner, var forsvundet, så vi skyndte os at vende skuden og sejle tilbage i modsat retning. Da vi ikke vidste præcis hvornår sejlet var faldet overbord, syntes der ikke at være meget håb for at finde det igen midt ude på havet. Men efter et kvarters sejlads med tungen lige i munden og 4 spejdere på dæk, spottede vi det og fik det med noget besvær bakset ombord. Det var faktisk en god oplevelse, for det gav en mere opmuntrende ide om sandsynligheden for at blive fundet, skulle en person falde overbord en dag.
På Sydsiden festede vi på behørligvis som der bør festes på ens sidste aften i Caribien efter 5 måneders opdagelsesrejse. Næste formiddag satte vi sejl og var for alvor på vandet igen.

Herunder: Hvid mands ø – et noget romantiseret kakkelmaleri (starring Bruce Willis med halvfjerdser-frits), megayachts på St. Martin, 40 meter lange Monte Carlo, ombord på Monte Carlo (Vegard og Petter i slapper af i spaen), reparationer på masten, Halvor pakker vand ud af papkasser (som kakkelakkerne gemmer sig i, derfor kommer de ikke ombord).

Lidt om livet ombord på S/Y Meadow
Mange vil sikkert tro at det er utroligt spændende hele tiden når man er ude at sejle. Men visse spændingsfaktorer mister noget af kraften efter en stund, og så bliver der også hverdag ombord på båden. For eksempel sidder man ikke hele dagen i dybe tanker og skuer ud over det store blå ocean, som jeg måske havde forestillet mig hjemmefra. For det er sgu egentlig begrænset hvor interessant det er at kigge på vand i ret lang tid ad gangen. Det er smukt, det er blåt, det er... lissom det var i går. Så gamle vaner og interesser fra civilisationen derhjemme følger på naturlig vis med ombord.

I Meadows tilfælde har de en ret imponerende multimedie-maskinpark i båden. 5 laptops til 7 mand, en PSP og x antal iPods og lignende.. Smid en harddisk med 200 film, de samlede sæsoner af Sopranos, Band of Brothers og Prison Break, samt et par computerspil oveni og der går pludselig næsten lige så meget tid med at glo ind i en skærm som der gør derhjemme. Men det er nu altså hyggeligt at sidde og se film sammen om aftenen, mens skibet ruller og flyvefiskene synger.

De har også en lille benzin-generator der bliver stillet frem på fordækket i godt vejr, så der altid er strøm nok til at køre dette cirkus.

I dagstimerne fordrives tiden med solbadning, snak, musik og bøger i cockpittet, af og til med et halvhjertet forsøg på at lave en kropsøvelse der går i sig selv igen. Alle er i forvejen meget brune, men man kan vel altid prøve at spare lidt ekstra farve op til man kommer hjem (har i dag kunnet konstatere at min elskede brunhed kan nulres af i store klamme hudflager, så jeg må nok til at bruge noget ekstra solcreme).

Fiskelinen hænger ude fra morgenvagten til ud på aftenen. Vi har fanget et par rekordstore doradoer, som blev lavet til henholdsvis fiskesuppe og bøffer. Det er sejt at fange en fisk der kan mætte syv store drenge og stadig have noget til overs. Som madding bruger vi små neongule gummiblæksprutter med en ordentlig krog på 5-6 cm i.

Der blir lavet en del sjov med hinanden ombord og de fleste synes vist det er dejligt med et frisk offer, så der går sjældent mange timer uden at Eirik fortæller en danskervits, eller at Halvor med skinger stemme og flade a’er parodierer det danske sprog med sætninger som ’røde pølser med ketchup og sennep’, ’må jeg få en Jolly Cola?’ og ’Er der kuk i computeren?’.. tænk at skulle falde så dybt at blive gjort grin med af et folk der siger ’alfakrøl’ istedet for snabel-a (hvilket jo er et meget bedre ord).

Nedenfor: Solbadning, indsejlingen til English Harbor i Antigua, fugl og fisk ombord, blikstille i Bermuda-trekanten, Petter i nattevagtsstemning, Eirik og Hofstad dyrker lidt synkron-luftguitar på agterdækket, på vej i havn, replica af 1800tals-skib i St. George havn.

Bermuda og den mystiske trekant

Vi gjorde god fart de første par dage med 15-20 knobs vind og mellem 8 og 9 knobs gennem vandet. På tredje dag kom vi ind i et stillebælte der skulle vare helt til sidste dag. Vi fik afprøvet den ny-reparerede spiler, et stort letvindsforsejl på 147 m2, men hen ad dagen forsvandt vinden helt, så vi blev nødt til at starte motoren, der skulle komme til at køre uafbrudt et par dage.

Vi blev enige om at den slags mærkelige vindfænomener måtte være hvad man kunne forvente når man sejlede i periferien af den så berømte og mystificerede Bermuda-trekant. Vi forventede nok ikke ligefrem at støde på spøgelsesskibe og væsener fra det ydre rum, og det gjorde vi så vidt vi ved heller ikke, alligevel skete der mærkelige ting og sager.

Ca 100 sømil fra Bermuda begyndte GPS-signalet at forsvinde med mellemrum. Et par timer senere var det helt væk, og vi kunne ikke finde nogen forklaring. Ingen løse forbindelser, ingen skyer på himlen til at svække signalet fra satelitterne. Heldigvis havde vi kursen sat og kunne fortsætte på almindeligt kompas. Da vi fik den ganske lille ø Bermuda i sigte op ad formiddagen, forsvandt signalet fra ekko-loddet pludselig. Det var ganske mere alvorligt, da vi ikke var ret bekendte med farvandet omkring indsejlingen. Det gik dog fint med radioassistance fra den lokale kystvagt. Mærkeligt nok vendte begge signaler tilbage da vi ankom til øen og har været der siden. .. tem'li spooky.

Nu har vi så en lille uges rekreation på Bermuda, før næste stræk på 1800 sm. Mit umiddelbare indtryk af øen er at den er mindre charmerende end de caribiske men alligevel ikke værst. Her er megadyrt og lidt for koldt til min smag (det kan mærkes at vi er rejst små 2000km mod nord og Bermuda ligger ca. ud for New York), men mon ikke jeg får set mig lidt omkring alligevel..

Der er kommet video fra BVI på Meadows hjemmeside. Den kan du se her: http://www.vanntrivsel.no/video15.asp . Der er også nogle flere billeder, sjove rejsebeskrivelser og såen..

Ankomst til Bermuda

2007-05-05T00:17:00.000+02:00

Så er vi ankommet trygt og godt til Bermuda, efter godt og vel 1100 nautiske mil siden St. Martin. Mere om den begivenhedsrige tur i morgen. Om Bermuda vil jeg indtil videre bare sige: Her er dyrt, hunde-skide-dyrt! En kajplads på den lokale marina koster... 188 dollars i døgnet!! Damn..
Og så er her betydeligt koldere end tusind mil sydpå. Vandtemperaturen er faldet fra 29 til 21 grader og vi er begyndt at tage tøj på når vi står op. Og sove med dyne..

St. Martin, sidste stop i Caribien

2007-04-24T22:21:00.000+02:00

St. Martin hvor jeg nu befinder mig er naboøen til Anguilla, som jeg tilbragte marts på under luksuriøse forhold. Efter et par dejlige uger på BVI med dykning, fester og afslapning, satte vi på Meadow i sidste uge kursen mod øst og brugte trekvart døgn på at sejle en distance på lidt over 100 sømil. Det var stille og rolig sejlads uden det store vind, men det var alligevel dejligt at komme lidt i bevægelse igen. De britiske jomfruøer ligger nemlig allesammen så tæt at det nærmest ikke kunne betale sig at sætte sejlene før man var fremme.
Jeg har et lidt ambivalent forhold til St. Martin. Jeg har egentlig indtrykket af at her er mange interessante og spændende oplevelser at hente, og eftersom det er sidste længere stop inden Bermuda, 1000 sømil nordøst ude i Atlanten, burde jeg vel gå på opdagelse for at få de sidste sug i maven. Men fakta er at alle disse skønne tropeøer efterhånden er ved at blive så meget hverdag at jeg ikke rigtig gider udforske dem mere. Så jeg har faktisk stort set ikke været uden for marinaen siden vi ankom for 9 dage siden. Umiddelbart ikke det lækreste sted. Vi ligger i en lagune fyldt med grønt stillestående vand. Det er til gengæld også en verden for sig selv. Fascinerende og usmagelig på samme tid. Her går alle i hvide poloer og sejlersko, hvis de ikke har kaptajnsuniform på. Og den gennemsnitlige skibsstørrelse ligger vel på omkring de 30-40 meter.. Hvor jeg syntes en 45 fods sejlbåd i Danmark var enorm, går jeg her rundt mellem 130-fods cruisere med fastansatte crew på 10 mand. Alligevel misunder jeg dem ikke. Vi mødte en kaptajn på sådan et uhyre i strandbaren en aften og hældte tilpas mange øl på ham til at vi fik lovet en rundvisning. Ret imponerende at komme ombord på en 40 meter lang James Bond-agtig motorskude med biograf, spabad på taget og guldvandhaner på toiletterne. Og når ejeren flyver ind et par gange om året for at cruise lidt rundt, står champagnen og kaviaren klar.
Første reaktion er selvfølgelig at blive imponeret og også lidt tænke 'tænk hvis jeg sejlede på sådan en', men damn hvor ville jeg hurtigt komme til at kede mig alligevel. Der er jo absolut intet eventyrligt og spændende over at rejse på den måde.. Det er jo faktisk bare et flydende luksushotel, og jeg ville kede mig lynhurtigt.. Så hellere ligge badet i sved hver nat i min lille køje i forkahytten på Meadow med håndpumpetoilet og uden air-condition ;-)

Jeg glæder mig ubeskriveligt til at komme på havet igen på et længere stræk. Det er godt for psyken og beroligende at komme ind i et fast vagttempo og alt det der.
Eirik og Halvor ankom for to dage siden. De har været med siden starten, men rejste begge hjem til Norge for en lille måned siden af forskellige grunde. Eirik skulle opereres for et gammelt sår i ryggen og Halvors bror druknede. De er begge tilbage i Caribien igen nu og med energi til at fortsætte turen, så nu er vi fuldtallige.
Vi er ved at have tjek på alt det vigtige. Riggen og motoren er gået efter og repareret. Alt er gjort rent og de få kakkerlakker (eller hvordan man nu staver det) gjort kål på. Vi har i dag købt ind for 1500$ og mangler endnu at proviantere 450 liter drikkevand i 5-liters dunke. Da nogle af os ombord har fået lidt mave pga den gode levestandard ombord og på land, er det blevet besluttet at der kun drikkes vand (og kaffe) på overfarten. Så ingen cola eller øl i en måneds tid. Det blir hårdt men sundt..

Dykkerbilleder

2007-04-11T17:46:00.000+02:00

Farlige Mikkel poserer for kameraet.

På vej op gennem cockpittet.

Vegard i cockpittet.

Petter er co-pilot

En stor baracuda vogter i indgangen.

Vegard

Øjvind

På undervands-safari..

Meadow

2007-04-11T17:11:00.000+02:00

En lille update fra British Virgin Islands (BVI) hvor jeg nu befinder mig.
Jeg sagde farvel for denne gang til Jens og Anguilla for en lille halvanden uges tid siden og tog flyveren til Tortola, hovedøen paa BVI, hvor de flinke nordmænd på Meadow havde lovet at hente mig. Jeg ankom, checkede ind i lufthavnen og begav mig ned mod den lokale marina. Ikke havde jeg sat mine ben der, før jeg pludselig stod med tre ildfakler i hånden og en fuld englænder der insisterede på at jeg skulle jonglere foran små 100 mennesker, der var samlet på havnen til 'full moon party'. Det måtte jeg desværre pænt takke nej til, både for min og for de andres sikkerheds skyld. Jeg blev hentet af Vegard i deres sorte gummibåd, som de har lånt af det norske forsvar, og sejlet ud til båden. Her var der fest og gensynsglæde og aftenen endte på strandbaren 'Last Resort', der ligger helt alene på en lille øde ø midt i bugten.

Besætningen på Meadow er en norsk flok på 8 fyre mellem 23 og 26 år. Pt er to af dem stået af og to andre midlertidigt taget hjem til Norge for at joine os igen om et par uger. Historien bag båden er, at en af fyrene, Øjvind, vandt en hulens masse penge i lotto for et par år siden og besluttede sig for at købe en stor sejlbåd og invitere vennerne på sejltur til Caribien. Og her er de så. Ombord er Øjvind, Vegard, Petter og Petter. Og jeg.
Vi har cruiset rundt melle de mange små øer et stykke tid og dykket. Vi har lejet fire sæt dykkeudstyr og ekstra iltflasker så vi kan lave to dyk om dagen uden at skulle ind og genfylde flaskerne. Det er fedt at få dykket noget mere mens jeg stadig er i caribien og det er sjovere at dykke på denne måde uden instruktør. Vi har bla. dykket på vraget af et 20 meter langt passagerfly der blev sænket for en 15 år siden. Det var meget spændende at svømme rundt inde i skroget, bla. fordi flyet blev vogtet af et par store baracudaer, der svømmede rundt og så glubske ud.
I weekenden kastede vi anker i en lille bugt på øen Just Van Dyke, der er hjemsted for den legendariske strandbar Foxy's. Her var der gang i den da vi kom ind, og jeg vandt en flaske rom i en danse-konkurrence (hvem sku ha troet det..). Natten sluttede meget senere på en amerikansk katamaran, hvor man åbenbart ikke var vant til de nordiske vikingers måde at feste på. Det betød at vi ret hurtigt blev smidt ud og jeg havnede i vandet med alt tøjet på. Det var en sjov aften.

Nu sidder Vegard og jeg på Pusser's Bar i bugten Soper's Hole og spiser frokost mens vi venter på at få fyldt iltflaskerne, så vi kan komme videre. BVI er noget af det smukkeste jeg har set. En masse små og større øer spredt rundt omkring på et relativt lille område. Det gør at vi altid er i nærheden af de grønne vulkaniske bjergøer når vi sejler.
I forgårs fandt vi en lille øde ø i bedste Anders And stil, som vi bordede med en flaske rom og sørøverudklædninger. Så sad vi ellers rundt om bålet hele aftenen og sang sørøverviser og forestillede os 200 år tilbage.

Om en lille uges tid går turen til St. Martin, hvor vi bliver en uges tid for at samle de sidste to nordmænd, Halvor og Eirik, op. Derfra går turen små 1000 sømil til Bermuda som bliver sidste stop inden Atlanten.

Meadow. 47.7 First Beneteau.

Jeg forventer nu at være tilbage i DK omkring d. 10 juni.

Jimmi Buffett

2007-03-26T19:44:00.000+02:00

Her i weekenden var vi (Jens, Alex og jeg) saa til aarets begivenhed paa Anguilla, nemlig Jimmi Buffett-koncert. Til dem der ikke kender til hr. Buffett, kan jeg efter denne koncert informere jer om, at han ikke er USAs svar paa Lars Lilholt, som jeg tidligere skrev. Nok snarere noget i retning af staternes Flemming 'Bamse' Joergensen.. Der var doemt folkefest i stor stil.. eller noget, lokale var der nemlig ikke ret mange af. Til gengaeld myldrede det med blege amerikanere i hawaiiskorter, sokker i sandalerne og fjollede skum-hatte. Det gjorde nu ikke dagen mindre festlig, og efter at have ligget paa stranden udenfor et par timer, begav vi os ind paa festpladsen for at se giraffen. Takket vaere Alex' fantastiske bekendtskab med alle lokale fra oeen blev vi hurtigt vist op i VIP-omraadet, hvor der var god udsigt over scenen og festpladsen og fri bar. Det viste sig VIP-omraadet var tag-terassen paa den beroemte reggae-stjerne Bankie Banks' hus, og hr. Banks (en hyggelig aldrende rasta-gut) der ogsaa var aarangoer af koncerten, slentrede afslappet rundt og sludrede med folk. Wuhu, Mikkel den lille starfucker :-).. Henad aftenen tog vi paa restaurant og videre i byen. I gaar, dagen efter, sov jeg det meste af dagen.. En dejlig weekend!

..I dag har jeg vaeltet nogle traeer..

Backstage paa VIP-terassen. Alex, Jens og Alex' veninde fra St. Thomas.

Som strandloeve udstraaler jeg saa meget maskulinitet at jeg er noedt til at ifoere mig en pink kasket for at holde lidt balance i tingene. Det er ikke altid let, kan I tro..

Groen koncert stemning..jeg fik helt hjemve.

Jens' ufaerdige lejlighed med penthouse-potentiale.

Danser med ulve, svoemmer med delfiner..

2007-03-23T17:44:00.000+01:00

Ja det skulle da proeves, nu vores nabo tilfaeldigvis haender at vaere et delfinshow. Saa i gaar trak jeg (igen) i badebukserne og begav mig over for selv at finde ud af hvad delfinhud foeles som.
Det viste sig at jeg ikke ligefrem var den eneste tilmeldte den dag, for jeg maatte indstille mig paa at dele delfin-poolen med ca. 25 andre gaester. Vi startede med at se en intro-video om hvordan vi skulle behandle de store dyr og om hvordan vi ellers skulle huske at vaerne om naturen generelt. Dernaest blev vi inddelt i grupper efter hvor meget vi havde betalt. Jeg var nok en smule skuffet over hvor maskinelt og rutinepraeget showet var, men det blev heldigvis opvejet af close-up moedet med delfinerne. Vores gruppe fik tildelt den 18-aarige han Calypso, der charmerede os alle med sine mange tricks. Hoejdepunktet var da jeg blev skubbet paa foedderne gennem vandet som en torpedo...
Det var fedt at proeve, selvom jeg synes oplevelsen var lige lovlig systematiseret.. jeg havde nok forestillet mig at vi i det mindste ville faa lidt tid til bare at svoemme rundt mellem delfinerne og lege, om ikke andet saa til den pris.. $129 er mange penge for en halv time..
Men damn, delfinen er mit yndlingsdyr..

Ellers er det helt store paa Anguilla i aar, weekendens forestaaende koncert med Jimmi Buffett (ifoelge Jens er det USA's svar paa Lars Lilholt). Vi skal selvfoelgelig til koncerten, og selvom det sikkert er en gang roevballecountry, skal det nok blive sjovt.

Jeg har koebt flybillet til naboen, de Britisk Vestindiske Oeer, d. 2. april, hvor jeg paamoenstrer de rare nordmaend paa baaden Meadow (www.vanntrivsel.no). De er nogle festlige nogen og det skal nok blive sjovt at sejle videre med dem.

Vejret er varmt, der er faa skyer paa himlen og toert i luften. Jeg far helt daarlig samvittighed over at sidde her paa Jens' kontor, saa nu vil jeg tage min bog (Running with Scissors af Augusten Burroughs) og laegge mig ud i en haengekoeje..

2007-03-21T01:35:00.000+01:00

Velkommen til Robinson Ekspeditionen 2007

Skibet der gik ned

2007-03-13T21:30:00.000+01:00

For et par dage siden fik jeg en mail fra den norske baad Harry Z med den korte besked:

"Osare gikk ned natt til 8. ca kl 0500. 15 mil vest av St. lucia. Alt er bramed Erik og Tobias. De tar fly til norge på søndag."

Det var ret rystende at hoere og jeg kunne ikke helt forstaa det, det var trods alt kun to uger siden jeg sidste havde sejlet med Osare fra Tobago til Grenada. I dag har jeg saa faaet endnu en mail, der er mere detaljeret:

"Erik og Tobias seilte fra Union mot RB. Det blåste opp i 37 knop og de stodhøyt på bidevind. Ca 15 mil vest av St. Lucia rullet de inn genova og sattkurs mot land med motor og to rev i storen. Harde smell mot skroget, mye lydfra vind, sjø og motor. De må antagelig ha truffet en tømmerstokk eller noeanet hardt for da Erik skulle ned å hente noe og drikke fløt vann høyt overdørk. Han vekket Tobias, ringte hovedredningssentralen og gikk for å kasteredingsflåten på sjøen. Denne virket ikke. De hadde heldivis dingyen på slepså dette ble redningen. EPIRB ble utløst og amrikansk krusskip ble dirigerttil å plukke dem opp. De satt i gummibåten og så Osare gå ned og ble plukket opp ca. kl 05:00 etter en time i gummibåten.

Dette er en kortversjon av det Erik har fortalt. Tobias og Erik reiste hjemi går. Tror det går bra, men Tobias var ganske skjelven etter hendelsen."

Ja det tror jeg gerne.. det maa vaere en sejlers vaerste mareridt. Mine varmeste tanker til Erik og Tobias, hvis caribiske eventyr har faaet en ubehagelig slutning for denne gang.

billeder

2007-03-10T00:42:00.000+01:00

Her er billeder fra de sidste ugers tid. De er i kronologisk omvendt raekkefoelge med de nyeste foerst.. Klik paa dem for at forstoerre.

Ellers har jeg det dejligt paa Anguilla. Jeg hjaelper Jens med at male hans lejlighed for tiden. Jeg har brugt et par dage paa at lappe taget med en gummisealer og nu arbejder jeg videre indendoers. I forgaars proevede jeg at banke et vindue ud af en betonvaeg med en jackhammer.
Det er dejligt til forandring at have noget praktisk at give sig til, man bliver saa sloev af at ligge paa stranden hele dagen :-) ..jeg har laant en stor stak boeger paa dansk (yes!) af Jens og har allerede ploejet mig gennem adskillige fra Hamilton (god) til BS Christiansen (mindre god). Man foeler sig lidt lad naar man ligger i en haengekoeje paa en paradisisk trope-oe og laeser om BS der loeber tusind km om dagen gennem mudder til skulderene i en eller anden elitesoldatsuddannelse.. og ogsaa lidt heldig..

Jeg har kontakt med den norske baad Meadow og planen er at joine dem om et par uger og sejle lidt rundt indtil turen gaar hjem over atlanten sidst i april. Indtil da bliver jeg her paa hotellet. Jens og hans kaereste Alex er enormt soede mod mig og tager mig med ud om aftenerne. I sidste weekend var jeg med til pokeraften med nogle af deres venner. Jeg anede ikke en skid om poker, saa jeg printede reglerne ud fra internettet om eftermiddagen og terpede dem til vi tog afsted. Det gik nu meget godt af en foerste gang og jeg tabte 'kun' 30 dollars..

I morgen er vi inviteret til fest hos den lokale toejdesigner-hotshot. Det er en 'all-white' fest, hvor man skal komme klaedt kun i hvidt.. Saadan en var jeg ogsaa til paa Bequia i december, og det var lidt skoert at ankomme til festen og vaere den eneste hvide mand tilstede..

Anguilla:

Sirena Hotel hvor jeg bor for tiden.. ikke vaerst ;-) ..jeg er blevet indlogeret i min egen lille villa, ti meter fra poolen og ellers er haengekoejerne mit yndlingssted, naestefter stranden selvfoelgelig.

Hotellets nabo er et delfinshow. Det er gratis at komme ind, saa her bruger jeg en del tid..

Strandene paa Anguilla er blevet kaaret til 'verdens bedste' af Travel Channel. Jeg har vaeret paa rigtig mange laekre tropestrande, men det var foerst da jeg kom her at jeg taenkte 'det her er det Caribien jeg forestillede mig hjemmefra'. Her ser i Meads Bay som ligger lige op af hotellet. Nice.

Alex og Jens paa Pumphouse, the place to be.

Karnival, Trinidad:

Hamite Nicholson, min husvaert og rejseledsager.

Og saa lige en lille quiz> Hvilket af disse seks billeder paa butikshylderne passer ikke heeelt ind?

karnival pt. 2 og mine planer paa hovedet!

2007-02-28T20:26:00.000+01:00

Hvor var jeg, lad mig se.. jo, jeg forlod jer midt i karnivalet. Ja, det er jo efterhaanden ved at vaere et stykke tid siden og meget er sket siden da. Fx har jeg indtil videre tilbragt det meste af i dag i en 2-personers haengekoeje, dinglende mellem to kokospalmer i haven til et stort luksushotel paa oeen Anguilla, en 1000 km nord for Tobago.. Ja, meget er sket, men lad mig fortsaette hvor jeg slap:

Karnivalets hoejdepunkt var som sagt mandag og tirsdag, hvor igen mange tusinde glade mennesker, mig og mine nye venner inklusiv, dansede gennem gaderne til lyden af olietoender og kaempe diskoteksvogne. Da vi skiltes tirsdag aften, var jeg gennemsvedt, beskidt, havde maling i haaret og hul i bukserne. Men jeg var glad og uskadt, paa trods af alt hvad jeg havde hoert til skraek og advarsel om Trinidad. Jo, en enkelt gang havde jeg fornemmet en haand halvvejs nede i min lomme, men det er naesten hvad man ku forvente i saadan et menneskemylder og desuden var jeg paapasselig nok til at have mine penge gemt andre steder.

Alt paa hovedet!
Dagen efter, onsdag den 22. februar, skulle blive den mest stressede og traelse dag paa min rejse indtil videre.
Jeg moedtes tidlig morgen med Hamite og vi tog faergen tilbage til Tobago. Jeg havde ikke naaet at komme i bad og havde heller ikke sovet saa meget. Jeg maa have lignet en rigtig bums, for vi var knap nok gaaet fra borde i Tobago, da jeg maerkede en haand falde paa min skulder og en politimand i civil sige "Mister, please follow me"..

Jeg bliver foert ind i et lille noegent rum, doeren bliver lukket efter os og et par minutter efter er jeg selv lige saa noegen, mens politimanden gennemgaar mit toej minutioest for at finde et eller andet jeg gaar ud fra maa vaere stoffer.. det viser sig at han er overbevist om at jeg er marihuana-smugler og han siger gentagent "I know you have some hidden somewhere!", mens han haelder indholdet af mine tasker og poser ud paa gulvet og begynder at finkaemme alt fra pung til myggespray. I starten kunne jeg ikke lade vaere med at smile lidt, men da det begyndte at traekke ud og han stadig virkede lige maalfast, begyndte jeg at blive lidt paranoid. Jeg har foer hoert roeverhistorier om korrupt politi og begyndte at forestille mig, hvordan nogen i Trinidad eller ombord paa faergen kunne have plantet noget i min taske eller min plasticpose med snavsetoej, mens jeg var paa toilettet eller lignende.
Selvfoelgelig var det bare paranoia og jeg fik lov til at gaa efter selv at have samlet alle mine ting op fra gulvet og pakket ned i min taske igen. Det tog i alt ca. 2 timer og jeg var lettere rystet, men synes ogsaa samtidig jeg var lidt sej, paa saadan en lissom-at-vaere-med-i-en-film-agtig maade. Jeg ventede forgaeves paa en undskyldning, fik istedet et skuffet "thank you for your cooperation" og tog bussen ud til Store Bay for at aflevere mit pas paa Osare.

Paa Osare fik jeg uventet at vide at de var besluttede paa at forlade Tobago naeste morgen. Eftersom jeg stadig officielt var indregisteret paa skibet, betoed dette i praksis at jeg naeste morgen kl. 9 skulle moede paa immigrationskontoret med en flybillet ud af landet inden for 24 timer. Fuldkommen uforberedt paa dette, tog jeg bussen halvanden time nordpaa til Charlotville og grublede over hvad daelen jeg skulle stille op. Jeg anede ikke hvor jeg skulle flyve hen, endsige om jeg overhovedet kunne skaffe en billet saa hurtigt..
Kl var otte da jeg naaede Charlotville og jeg styrtede ind paa netcafeen for at ringe til et nummer jeg havde haft liggende paa en mail fra mor siden oktober, men som jeg ikke havde taenkt videre over. Det var til en Jens Madsen paa den nord-liggende oe Anguilla, som skulle vare ejer af et hotel og som maaske ville have noget arbejde til mig, hvis jeg ringede.. Det havde han ikke umiddelbart da jeg ringede og praesenterede mig og stresset og panikken plaprede loes om min trange situation. Men han lovede at hvis jeg ville ringe tilbage et par timer senere, ville han laegge hovedet i bloed i mens for at se om der var noget han kunne hjaelpe mig med.

Der var det saa jeg loeb toer for penge. Og der var det saa at bank-automaten i Charlotville var ude af drift for foerste gang i den maaned jeg efterhaanden havde vaeret der.

Uden penge til at ringe op igen, til at betale min husvaert Hamite for overnatning eller til at tage bussen naeste morgen, befandt jeg mig pludselig fanget i en lille afsides fiskerlandsby uden penge og uden planer og meget taet paa at gaa i panik..
Heldigvis moedte jeg en lille flok danskere paa en restaurant, der skrabede sammen til ca 100 kr (pinligt) efter at have hoert min historie og set hvor stresset jeg var. Jeg ringede Jens og han tilboed mig et sted at bo gratis for et par uger hvis jeg kom til Anguilla, saa skulle vi sikkert nok finde ud af et eller andet. Planen var reddet og ligeledes var min dag! Jeg bookede fly fra Grenada til Anguilla, koebte en busbillet, pakkede mine ting, og gav de sidste penge til min overbaerende husvaert.
Naeste morgen var jeg i Scarborough kl ni og forklarede Erik at jeg ville blive noedt til at sejle med til Grenada. Han havde i midlertid aendret plan til foerst at sejle dagen efter, saa jeg havde god tid til at tage bussen op igen og betale de 100 kr tilbage.

Long hard goodbye...
Som sagt saa gjort og vi lettede anker fredag morgen og var tilbage i Prickly Bay (hvor jeg tog dykkercertifikat), Grenada samme aften. Erik forventede at jeg forlod skibet saa snart vi ankom, hvilket jeg ikke opfattede men i stedet taenkte det nok var i orden at jeg sov der et par naetter ekstra til min flyafgang mod Anguilla tirsdag morgen. Det var det ikke, skulle det vise sig og naeste aften kaldte Erik mig op i cockpittet, hvor han ville have en snak med mig.
Det blev en lang 'snak', der mest gik ud paa at Erik skaeldte mig ud og sagde jeg var noget i retning af den ladeste person paa jorden, mens jeg selv ikke sagde saa meget. Det gik mest paa at han synes jeg havde bidraget med alt for lidt hjaelp ombord mens vi havde vaeret i Caribien. Det kunne jeg retrospektivt godt foelge ham i, men syntes samtidig det var aergeligt at han havde gaaet og sparet galde sammen i to maaneder uden at komme med meget andet end hentydninger for saa at haelde det hele ud paa en gang nu, hvor jeg var paa vej vaek alligevel. Naa, det kender jeg godt fra mig selv. Ydermere fik jeg oversat til engelsk at vide at jeg var en 'loser' og i oevrigt skulle jeg ikke regne med at komme til at sejle med nogen norsk baad nogensinde i fremtiden. Og om jeg var klar over at der gik rygter paa de norske baade i omraadet om at jeg loeb fra restaurant-regningerne? Dette var jeg selvfoelgelig ikke klar over, men kunne heller ikke faa nogen eksempler paa hvornaar det skulle vaere sket, eller hvor rygterne skulle vaere kommet fra..

Naa, det korte af det lange blev selvfoelgelig at jeg blev sejlet i land af Tobias naeste morgen med alle mine pakkenelliker.. Ikke ligefrem den lykkeligste slutning paa det godt tre maaneder lange ophold paa Osare, men saadan maatte det nu engang blive...

Jeg besoegte mine 'gamle' venner fra dykkercentret, der hjalp mig med at finde et gaestehus og planlaegge de naeste par dage. Det endte med at jeg den foerste nat sov i en bloed hotelseng (og fik mit foerste varme brusebad i to og en halv maaned) og den naeste nat sov i min sovepose paa et bord/baenkesaet under halvtaget paa en lukket havne-restaurant.
Billigt og nemt og mindede mig om de glade backpacker-dage med Lasse for efterhaanden laenge laenge siden.

I gaar floej jeg til Anguilla over Barbados og Antigua. Det er den nordligste oe jeg har besoegt i Caribien og den er paa flere maader anderledes en de andre jeg har vaeret paa. For det foerste er den flad som en pandekage. For det andet er der ikke meget andet paa oen end hvide palmestrande og hoteller i den meget dyre ende.
Jens samlede mig op i lufthavnen og koerte mig til hotellet hvor han indtil videre har indkvarteret mig i et ubenyttet sovevaerelse, der efter hans udsagn blev benyttet som 'opbevaringsrum'. Det skulle vise sig at det der bliver opbevaret derinde er hotellets lager af ekstra hovedpuder, saa det er jo ikke saa tosset :-)

Jeg vil selvfoelgelig hjaelpe til med alt hvad jeg kan, naar jeg saadan faar lov at bo gratis og Jens har faaet en ide, som vi starter paa om et par dage. Den gaar ud paa at jeg skal hjaelpe med at renovere hans lejlighed, som han ikke selv har tid til at arbejde paa for tiden, da der er meget travlt paa hotellet. Jeg har forklaret ham at jeg ikke ligefrem er foedt med en skruetraekker i haanden, men det mener han ikke bliver noget problem.
Jeg tror det bliver et dejligt ophold her. Jeg har opholdstilladelse til den 20. marts, saa maa vi se hvad der sker.. Naa, jeg har testet vandet og det er ligesaa varmt som sydpaa, ligesaa er solen, saa det kan vel ikke gaa helt galt.. :-)

Kaerlige hilsener til alle jer derhjemme! 'Snestorm' er et saert surrealistisk ord, naar man har 25 grader.. om natten...

Karnival pt.1

2007-02-22T20:07:00.000+01:00

Okay, den sidste uge har vaeret endnu en af disse sjaeldne der giver flere mindevaerdige oplevelser end man ellers ville faa paa et helt aar eller mere. Ikke alle var lige rare, men det kommer jeg til. Lad os tage det hele fra begyndelsen.

Torsdag morgen sidste uge tog jeg med Hamite Nicholson, min husvaert paa Tobago, til byen for at tage faergen til Port of Spain, Trinidad, hvor de eftersigende har verdens bedste karnival. Det blev en hektisk dag, for Hamite er en aeldre mand paa 66, der har lidt svaert med hukommelsen af og til. Og den dag havde han glemt at vi skulle bruge ID for at komme med faergen, saa jeg maatte tage en taxi tvaers over oeen til Store Bay, for at hente mit pas paa skibet Osare, hvor jeg stadig er indregistreret. Jeg kom til Store Bay og fandt skibet der laa ca. 300m fra land, og da tiden ikke var til at vente paa et lift med en gummibaad, maatte jeg smide bukserne og svoemme ud efter passet. Jeg sagde hej til Erik, gav Tobias et knus og blev sejlet tilbage paa stranden. Taxa tilbage og jeg naaede lige akkurat faergen.

Saa var vi afsted. Turen over tog et par timer og vi brugte tiden fornuftigt til at drikke oel og kigge paa flotte negerpiger. Hamites kone doede for 12 aar siden men det er han vist kommet over, for han har fire kaerester i Charlotteville.

I Port of Spain blev jeg indkvarteret hos Daisy og Max, bekendte af Hamite og omkring de 70 aar. Daisy er leder af et ungdoms-steelband og var en sej gammel dame. Deres hus var fyldt med skrammel, bogstaveligt talt. For at jeg kunne komme til at faa en sengeplads, maatte Daisy foerst flytte en anseelig maengde maerkelige porcelaensfigurer, glasfisk, plasticblomster og et bilbatteri (!). Jeg har aldrig set saa meget ragelse paa saa lidt plads, men det havde nu sin egen charme. Det var lidt svaert at falde i soevn af og til for jeg sov op til stuen og af en eller anden grund var baade radio og tv altid taendt og skruet op paa samme tid og gerne til godt ud paa natten..

De foerste dage, fredag og loerdag, var det boernenes karnival. Hamite tog mig med rundt i byen, hvor vi drak oel, sad paa baenke og fulgte de kaempestore optog der vandrede byen rundt hele dagen lang. Og hver aften kl otte gik Hamite hjem for at se fjernsyn hos sin bror. Lidt stenet, men saadan er det. Jeg moedtes med Miro, en israelsk ven fra Tobago, og hans venner Gal og Paulina, og tog til kaempe soca-fest loerdag aften/nat. Soca er en sammentraekning af soul og calypso og er en slags dance-kalypso paa speed. Det er den mest populaere musikgenre paa trinidad, det er virkelig kaempestort. Vi saa mange af de stoerste soca-stjerner optraede live til festen, bla. Machel Montano som er en slags Caribiens Ricky Martin..

Soendag holdt vi en pause fra karnivalet hvor Hamite tog mig med rundt paa familievisit hos sine broedre og soestre. Der var mange af dem og det tog det meste af dagen. De var allesammen meget intellektuelle og indsigtsfulde og vi diskuterede politik lige fra krig i Irak til kriminaliteten paa Trinidad. De var ogsaa allesammen meget soede og gaestfrie og jeg har sjaeldent foelt mig saa godt tilpas blandt fremmede mennesker.

Mandag og tirsdag var karnivalets store dage. Mandag morgen kl 04 startede det med "Jouvert", der kort sagt gaar ud paa at alle smoerer sig ind i maling og mudder og render rundt paa gaderne og danser til kaempehoej musik indtil det lysner. Saa tog en del hjem og sov og saa fortsatte festen paa det hoejeste fra tolvtiden af igen. Og damn det var fest! De kilometerlange parader bestod af udklaedte og let paaklaedte dansende og festende mennesker og ca hver 50. meter koerer store lastbiler proppet med hoejtalere og spiller oeredoevende soca saa det hoeres kilometer vaek. Ind i mellem koerte ogsaa vogne med steeldrum-bands som ogsaa er kaempepopulaere.

Op til karnivalet hvert aar bliver der afholdt mesterskaber i tre kategorier> Kalypso, soca og pan-bands (steeldrums) og det er kaempestort, ligesom melodi gran prix i DK, bare at det spaender over en hel uge istedet og foerstepraemien i hver kategori er en million kr! Alle unge med respekt for sig selv spiller i et steelband... og jeg som troede det naermest var en kitch-ting.

Jeg moedtes med nogle franskmaend der arbejdede paa en stor fransk sejlbaad og som havde fri under karnivalet. Om dagen dansede vi udklaedte rundt i gaderne og om aftenen tog de mig med tilbage til deres skib og hyggede. Det var et stort gammelt traeskib der sejler rundt mellem oeerne med op til 30 franske turister ad gangen. Om natten tog vi deres gummibaad og sejlede ud til et stort forladt staalskib der laa for anker ude midt i havnebassinet. Det var lige som at gaa om bord i den flyvende hollaender med havdisen saa tyk at vi ikke kunne se vandet. Jeg ku ikke lade vaere med at blive en lille smule nervoes ved at gaa gennem store moerke og forladte gange af rustent rungende jern, men vi saa ingen spoegelser den nat.. Til gengaeld hoerte jeg pistolskud i nabolaget paa vej hjem senere...

Naa, resten af historien faar I i morgen naar jeg igen har tid til at sidde ved internettet. Min situation lige nu er lidt stresset, men det faar I i morgen.

Jeg har det godt.

Ninjaman

2007-02-13T00:51:00.000+01:00

I Caribien holder man mange afrikanske traditioner i live blandt efterkommerne af de afrikanske slaver (ca. 95% af befolkningen), bla. den med at give hinanden et ekstra navn, saa man kan snyde doeden naar han kommer til ens doer og spoerger efter en.
Jeg kender ikke historierne bag ret mange af folks oegenavne, men de er ret sjove.. af folk jeg har moedt kan jeg naevne bla. Ninjaman, Onestop Dollarman (der har en butik der hedder "Dollarman Onestop"), Mark-11, Smallboy, Eastman, Westman, Lobsterguy, Squezze, Obi, Early Bird og Food King.. tror jeg vil have mig et sejt et naar jeg kommer hjem ogsaa...

welcome to the jungle

2007-02-07T18:27:00.000+01:00

mnn, jeg nyder stilheden og det langsomme liv her paa Tobago. Har gjort det et stykke tid og fortsaetter et stykke tid endnu.. Jeg er rykket ind hos Hamite Nicholson, en gammel rad der lejer vaerelser ud. Det er godt og billigt. Dagene gaar stille og roligt med at sidde paa molen og laese, gaa ture i den omgivende regnskov og snorkle paa revene langs kysten. Jeg forsoegte den anden dag at svoemme ud til stranden kaldet "Lovers beach", men blev taget af stroemmen og maatte give op og svoemme tilbage igen. Det sku ellers vaere et syn. En lang strand af lyseroedt koralsand (deraf navnet), som ligger godt skjult og er utilgaengeligt til fods. Jeg maa se om jeg kan skaffe en baad en anden dag.

Ellers har jeg vaeret paa jungletur i Tobago's highlands. Jeg moedte Joan, en soed dame der har en lille biks ved rutebilsstationen, for en uges tid siden og brugte det meste af en dag i hendes butik, da bussen var forsinket. Hun inviterede mig paa tur med hendes doetre ud i "bushen" for at besoege hendes gode ven Darin, en fyr paa 24 der er flyttet ud midt i junglen i et skur han selv har bygget. Det var hyggeligt og spaendende og alle var meget gaestfrie mod mig. Darin tog os paa tur ind i den uopdagede jungle, hvor vi sprang paa hovedet i vandfald, vendte sten for at finde skorpioner og spiste kakaofrugter og mango direkte fra traeerne. Nice! Det blev sent og jeg endte med at overnatte ude i junglen i en haengekoeje.

Nu har jeg lige vaeret inde i Scarborough for at koebe faergebilletter til Trinidad d. 15. De har verdens naeststoerste karnival efter Rio (og hoejeste crime-rate i Caribien), det glaeder jeg mig til at opleve!

her er lidt billeder fra hvad jeg ser og oplever paa Tobago:

Tobias og Felix paa Store Bay, Tobago. En rigtig paradis-strand (med mange hoteller)

Darin kokkererer i sit hjemmebyggede koekken.

Fra venstre: Liz, Darin, Joan og Roz.

Be afraid, be very afraid!

Langt ude i skoven.. smukt.. drikken i Darins glas er en klam blanding af rom (75%), kokosmaelk og noget de kalder "hard wine", som er meget populaer og smager som en tre maaneder gammel pina colada. Saa hellere en punch til mig, tak.

Grenada til Tobago

2007-01-26T23:34:00.000+01:00

Den anden dag fandt jeg en hjemmeside, hvor en dansker ved navn Hans Flygge har skrevet en "subjektiv beskrivelse af oeen Tobago". Her oplyser han bla. at

"80 procent af befolkningen er af afrikansk oprindelse. D.v.s. kulsorte negre. Resten er diverse blandinger, hvoraf det indiske islæt er markant. Sproget er engelsk. De sorte taler et slags ”mambo” engelsk med stød. Når sorte taler sammen, er det rimeligt svært at forstå.De unge mennesker er normalt slanke, men når kvinderne bliver gift og får børn så bliver rigtig mange af dem ret så store og deres bagdele bliver ekstrem store.

Tobago: Are you going to Scarborough... drugs?

Til Tobago er jeg ihvertfald kommet.. Det tog et lille doegns tid at sejle herned i bidevind, trukket ud af at vi aftalte at foelges med den mindre og lidt langsommere baad Mas Que Nada. Det var en lidt traettende sejlads med boelgerne staaende ind over boven saa vi maatte lukke alle luger, men det gik fint og uden problemer.

Vi ankom til den sydlige del af oeen og ligger nu i Store Bay, der ligner en mellemting mellem en bounty-reklame og en koloni af feriehoteller. Smukt smukt med klart vand, de vildeste palmestrande og flotte farver, men ogsaa med lidt for etableret turisme til min smag. Det har foer vaeret min plan at tage til Charlotville nordpaa, saa der tog jeg bussen op i dag for at tjekke overnatningsmuligheder. Det var den smukkeste bustur jeg nogensinde har koert og samtidig den billigste. Jeg fandt et hus oppe paa en bakke med udsigt over Pirate bay (ja, det hedder det..sgu) med eget vaerelse, bad, koekken og stue til TT$70 (70 kr) i doegnet. Der tror jeg jeg vil slaa mig ned nogle uger og dyrke livet som landkrabbe. Apropos landkrabber findes de faktisk i naturen her. De bor under jorden og laver en slags muldvarpeskud i folks haver. Folk fanger dem og spiser dem, hvilket jeg tror jeg ville takke nej til efter at have set hvad de kravler rundt i.

Ellers naaede jeg at blive helt forelsket i Grenada foer vi sejlede derfra. Mens Osare var paa land for at blive bundsmurt, overnattede jeg paa Mas Que Nada og brugte dagene paa at tage et Open Water dykkercertifikat. Jeg tog det hos ScubaTech, et lillebitte hyggeligt dykkercenter drevet af tre tyskere, Jorgen, Carsten und Sabina. De har lige overtaget det for to maaneder siden og er saa glade for beliggenheden, at de haaber paa at kunne blive boende resten af deres liv. Jorgen instruerede mig i fire dage og vi havde det utroligt sjovt sammen. Der var meget stille for tiden, faktisk saa stille at jeg var den eneste elev, saa jeg fik soloundervisning. Priviligeret.

Det var en fantastisk oplevelse og allerede paa mit 3. dyk saa jeg en naesten to meter lang rokke svaeve lige forbi mig. Udover det har jeg dykket med barracudaer, set to meter lange muraener og klappet en haj (!). Jow jow..

Action Man og hans instruktoer.

Rundt paa nogle af oeerne vokser det gifitge Manchineel-trae. Man skal ikke roere ved bladene eller stammen og hvis man spiser et blad eller af frugten, doer man sandsynligvis. Faktisk er det saa giftigt at man kan faa varige udslaet af at staa under traeet naar det regner. Naa, jeg ved ikke om det er en roever, men ihvertfald fortalte en taxi-chauffoer mig den anden dag om et par unge turister han havde kendt:

De var taget op i bjergene i det nordlige Grenada for at vandre og campere. Det gik meget godt, men paa et tidspunkt skulle den ene af dem skide. Det viser sig selvfoelgelig de har glemt toiletpapir, men det er der altsaa ikke saa meget at goere ved nu. Fyren her finder en busk, saetter sig paa hug og ordner det der nu skal ordnes. Derefter toerrer han sig bagi med nogle blade fra det naermeste trae og saa er det ellers videre paa vandreturen. Eller, det er indtil hans baller pludselig begynder at foeles en smule oemme. Dernaest svulmer de op og allerede efter et par timers tid er hele roeven daekket af store vaeskefyldte blaerer. Han maatte tilbringe resten af ferien liggende paa maven paa hotel, da han ikke engang var i stand til at gaa..

En soendag paa Grenada sejlede vi til Hog Island, en lille oede oe i naerheden, hvor en stor flok lokale folk stroemmer til hver soendag for at spise kylling, danse til reggae og ryge hash.. Ja, det er vel egentlig i store traek rasta-kulturen i en noeddeskal. Kl. 22 slutter det hele lige pludselig og folk tager hjem for at hvile ud foer de skal paa arbejde dagen efter..

Naa, jeg maa hjem og pakke min rygsaek. Det bliver maerkeligt at forlade Osare, der jo har vaeret mit hjem i over to maaneder nu. Men det skal nu nok ogsaa blive fint nok, jeg glaeder mig til at komme lidt paa land igen.

Grenada

2007-01-16T16:52:00.000+01:00

I masten paa Osare. godt 20 meter over vandet...

He, her sidder jeg paa en cafe og skriver og pludselig bliver jeg revet ud af tankerne af en sort mellemstor fugl, der kommer flyvende tvaers gennem lokalet, hugger et karrygrillet kyllingelaar fra min tallerken og saetter sig paa en naerliggende stol for at saette det til livs.. Hva skete der lige der?!? Naa, nu jeg har taget et billede af den. Mon det kan betegnes som en form for kannibalisme, naar en slags fugl aeder en anden?

Naa, jeg tror jeg efterlod jer et sted i naerheden. Vi kom til Grenada i sidste uge. Vi blev et par dage i Turtle Bay, en hyggelig ankerlagune med et glimrende pizzaria til den ene side og en stor mangroveskov paa den anden. Vi tog paa en gummibaads-safari ind i skoven for at se paa dyr, men foruden et par fugle og nogle oesters var der ikke nogle dyr at se den dag. Tilgengaeld laa der en del skibsvrag spredt hist og her op ad flodbredderne. Grenada blev for 2 aar siden ramt alvorligt af orkanen Ivan, og det er normalt at yachts soeger i lae af de bloede mangrovetraeer under stormvejr.

Maalet var at komme til St. George, som skulle vaere noget lig en storby. Men som vi efterhaanden har erfaret, skal saadanne betegnelser som regel tages med et gran salt her omkring. Et supermarked er naeppe saerlig super og en storby kan godt hedde en storby, selv om den er lille. Det gjorde til gengaeld stort indtryk paa mig at se hvor omfattende oedelaeggelser Ivan har lavet i 2004. Mange huse ligger stadig i smadder og hver eneste kirke i byen mangler taget.
Havnen i St. George havde til gengaeld alle ulemperne ved en storby. Mange baade stuvet sammen paa for lidt plads og ildelugtende stillestaaende vand med oliepletter i vandspejlet.
Vi fik set os lidt omkring, men flygtede hurtigt ned til sydsiden af oeen til Prickle Bay, hvor vi har ligget siden.

I Prickle Bay Marina har de en glimrende bar (udendoers selvfoelgelig), hvor jeg har moedt en del folk og hvor man endda kan faa sig et spil pool, et sjaeldent syn paa de smaa oeer. Her moedte jeg Avis, Stewart og Neil, tre englaendere der, lige som jeg selv, crewer paa forskellige baade for at komme rundt i Caribien. De var i midlertid godt traette af deres skipper og den daarlige stemning ombord paa deres baad, saa vi tilbragte nogle dage i land sammen, saa de kunne faa luft for deres frustrationer.
En aften camperede vi paa stranden. Hen paa natten begyndte det selvfoelgelig at regne og det kan nok vaere vi fik slaaet teltet op i en fart, paa trods af vores knap saa aedruelige tilstand. Europaeiske telte er bare ikke bygget til tropisk regn, saa vi endte alligevel med at sove i et mudderhul. Det specielle var, at det pga varmen ikke foeltes ubehageligt at vaere gennembloedt, saa vi gjorde ikke det store ved det..

Neil, Stewart og Avis..

Det er vigtigt at komme i land af og til, saa man ikke faar kuller..

I gaar blev Osare hejst paa land for at blive bundsmurt og efterset. Imponerende at se 16 tons blive hejst ud af sit rette element og sat paa stativer.. Der er ikke meget at goere for mig, saa jeg bruger tiden paa land til at tage dykkercertifikat. Det er ogsaa paa tide og jeg har fundet et OK billigt sted. Der er mange store rev i naerheden, saa jeg tror pengene er godt givet ud.

Jeg bliver her i en uges tid til i hvert fald. Saa gaar turen nok sydover til Tobago, som jeg foer har naevnt..

Taenker paa livet i DK og alle de graa nuancer jeg gaar glip af.. snoeft.. eller noget. Naa, hvis det kan hjaelpe paa humoeret derhjemme, kan jeg berette at det ogsaa af og til regner lidt her.. :)

og de bar stadig rom ind

2007-01-08T16:04:00.000+01:00

I Caribien har de skam også rygepolitik.. den er bare lidt anderledes..

Her er varmt. Vi er kommet til Grenada, den sydligste ø i kæden "Windward Islands". Her regner jeg med at blive en uges tid eller lignende, til jeg gerne skulle blive samlet op af den hollandske båd Xpresso, som har tilbudt at tage mig med paa en uges regatta rundt Grenada.

Det har været småt med sejladsen siden vi kom til Caribien. Det har mest været eftermiddagssejladser fra ø til ø. Øerne ligger så tæt, at det ikke tager mere end et par timer til man er havnet i det næste lille paradis. Lækkert nok..

Nå, men her er lidt om hvad de sidste par uger har budt på.

St. Lucia var fest og farver. Her kom Elin og Christian ombord, fløjet ind fra Norge. Vi blev i Rodney Bay nogle dage før vi sejlede sydpå til Marigot bay. Meget turistet var der der, og vi sejlede hurtigt videre ned til øen Bequia for at fejre jul.

Kokosnødder finder man alle vegne, på stranden og flydende i vandet. Tobias eksperimenterer her med måder at åbne en kokosnød på. Det er bestemt ikke så let, og jeg har set både save, boremaskiner og vinkelslibere i brug.

På Bequia bor en norsk dame i 50'erne, som hvert år inviterer på glögg og peberkager. Hende var vi oppe hos juleaftensdag om eftermiddagen sammen med 150 nordmænd. Lidt specielt, men glögg smager faktisk lige så godt i 30 graders varme som om vinteren.

Om aftenen var jeg med til julefest på stranden. Det var en superoplevelse.. et stykke væk fra byen, en stor grill, havefakler og petroleumslamper blandt palmerne og en halvandenhundrede skandinavere taget ud af kontekst.. Det blev en rigtig sørøverjul med masser af rom og dans på stranden.

Mayreau. En rasta-fisker forsøger at prakke os nogle hummere på. I de fleste laguner sejler de lokale rundt blandt yachts'ne og sælger alt fra frugt til t-shirts og smykker.

Fra Bequia fulgtes vi med den norske båd Mas Que Nada mod øgruppen Mayreau og Tobago Cays. Mayreau er nok det dejligste sted jeg har været indtil videre. Godt 500 indbyggere på øen og en meget meget afslappet stemning. Lækre palmestrande osv. Her mødte jeg mange rigtig flinke mennesker, som jeg bla hang ud med nytårsaften.

Arthurs marines and night pub - the place to be yes

Efter at have spist fin hummer på restaurant med fam. Osare og fam. Mas que Nada, tog vi tilbage til båden og hyggede med vin og champagne. Men der manglede lissom noget, så et stykke over tolv tog jeg gummibåden alene ind til land og opsøgte de lokale, som holdt til på en rasta-bar. Her var der virkelig gang i den! I den ene ende af baren var der dansegulv med reggaemusik og i den anden sad en flok rasta-fyre og spillede hypnotiske rytmer på håndtrommer, som ligeså mange folk dansede til. Natten gik med stammedans på bordene, rompunch og trommespil og jeg følte mig som en glad neger da jeg senere på natten sejlede ud til Osare igen.

Tobago Cays var flot men desværre massivt overbelagt med charterbåde. Der er langt til Troels Kløvedals beskrivelser fra slut-70'erne, hvor der nærmest gik uger mellem at de så en anden båd. Til gengæld ligger det berømte "End of the world Reef" der, og vi tilbragte det meste af en dag med at snorkle i det klare klare vand. Vi så skilpadder, hummere og fisk i alle størrelser, former og farver.

Videre syd over Union Island. Her blev vi ikke så lang tid, men jeg vil da lige nævne at vi spiste på en restaurant, hvorfra man havde udsyn ned i et bassin med hajer.. fancy.. Havde det været i Danmark, havde der været et 1,5 meter sikkerhedshegn rundt om bassinet, men ikke her. Her kunne man stå og vippe på kanten mens man kiggede ned. Sådan.

På vej ind i mangroveskoven i Carriacou. Christian, Erik, Elin og undertegnede.

På øen Carriacou stoppede vi også kun kort ind på vej mod Grenada. Vi skulle gerne have ligget her lidt længere, men det blæste så jævligt at det ikke var fedt. Det blæser i det hele taget en god del herovre, men det gør ikke noget for så er varmen mere udholdelig. Det regner også hver nat. Og når det regner, så mener jeg at det står ned i et tykt massivt gardin. Til gengæld varer det som regel kun 5-10 min.

Nu er vi så kommet til Grenada, hvor vejret er lige så godt som de andre steder. Vi ligger i lille Prickle Bay, hvor vi bader fra båden og kan tage dinghien ind til strandbaren om aftenen.

Begivenheder har der ikke været de store af indtil videre. Jeg kører turist-stilen for tiden og det er sjovt. Men jeg skal snart på eventyr, kan jeg mærke.

Osare

Billeder fra Atlanterhavsturen

2006-12-23T17:00:00.000+01:00

Afgang fra Las Palmas. Vi krydsede startlinien blandt de sidste, men ved at laegge os ud fra kysten (mere vind) gik der ikke lang tid foer vi havde overhalet de foerste 100 baade.

Fra venstre mod hoejre: Skipper Erik, Stein og Helge.

Det er svaert at tage gode billeder af delfiner, men her har I en lille smagsproeve paa hvordan det er, naar de svoemmer lige under en. Vi saa nogle af dem hoppe adskillige meter op i luften!!

Der bliver spist godt paa S/Y Osare. Her er Tobias og Helge med dagens ret: Laks med nye kartofler.

Tobias faar sig et bad, haengende ud over kanten i baadsmands-stolen.

Gaade: Hvor mange nordmaend skal der til for at fange en fisk? (indsaet sjov pointe her)

Yndlingstidsfordriv: kortspillet Roevhul, eller som det hedder paa norsk: Bums og praesident.

1400 nautiske mil igen og vi er halvvejs. Det fejres selvfoelgelig med champagne!

Stein og Helge haenger ud i cockpittet.

Flyvefisk var der masser af. Normalt var de 15-20 cm, men af og til fik vi besoeg af smaa bitte flyvefisk. Ret imponerende de ku komme helt op i baaden. Jeg serverede friturestegte flyvefisk en morgen, det var et hit selvom der er mange ben i de smaa sataner..

Aye-aye..

Billeder fra Gran Canaria

2006-12-23T16:10:00.000+01:00

I Las Palmas marina ligger ca. 280 skibe klar til afgang. Det er ret mange. Baadene der ikke deltager i ARCen (inkl. Paw) ligger for anker lige udenfor. Der er vel en 350 baade i alt ikke medregnet de lokale.

Der provianteres frugt, groent og dagligvarer til tusindvis af mennesker. Jeg tror adskillige af de lokale butikker noejes med at holde aabent 14 dage om aaret op til ARCen og tager saa ellers paa luksusferie resten af tiden, for der bliver godtnok postet nogle serioese penge i lokaloekonomien.

En af de sidste aftener holdt vi afskedsmiddag med Flemming og Martin paa en ret tjekket japansk restaurant. Det var lissom paa film, der manglede kun en noegen kvinde med sushi paa.. Til hoejre ses to farlige fyre (Erik og Flemming) med smoeg og hagesmaek.

Den norske solosejler Martin til venstre og Tobias til hoejre.

Dagen foer vi drog afsted deltog jeg i en lokal malerkonkurrence, hvor man skulle male et billede paa max 5 timer med hav som tema. Jeg valgte den mere experimenterende tilgang og gik glip af praemien paa 1000 Euro... Men hvad ved saadan noen banan-gnaskere ogsaa om aegte kunst.. naa!

Spaniolere har en besynderlig besaettelse: Tun paa daase. I alle supermarkeder jeg har vaeret i, finder man en tun-vaeg med mindst 50 forskellige varianter daase-tun.

I dette oejeblik er vi paa vej til startlinien. Den festlige begivenhed er ledsaget af to tamburorkestre, et paa hver side af havneudmundingen, hvilket giver et noget specielt lydbillede, da det ene spiller "Yellow Submarine" og det andet "When the saints go marching in".

Billeder fra Madeira

2006-12-22T18:47:00.000+01:00

Madeiras barske og frodige natur. Og saa dyrker de bananer i massevis. Herover en glad bananmand med pletter paa troejen.

Det store klippe-friluftsbad som jeg her besoeger med Martin og Pyro fra den danske baad Vikingo. Til hoejre Flemming og Madeiras hovedstad Funchal.

Juleplaner

2006-12-18T21:17:00.000+01:00

Jeg sidder paa en cafe i Castries, St. Lucia og er glad for endelig at have fundet en computer med internet. Kommunikationsmulighederne er temmligt begraensede her paa oeen. Fra hoejtaleren stroemmer det ene julenummer oversat til reggae eller calypso. Det er en smule saert at hoere 'Oh Come all ye faithful' sunget af en rastamand akkompagneret af glade danserytmer.. naa ja, det er i det hele taget en smule saert at taenke paa at det er jul. Min foerste jul hjemmefra og hvilken jul det bliver. Jeg rejser med Skipper Erik, Tobias og resten af familien fra Osare ned til Grenadinerne i morgen. Der er en lille oe, hvorpaa der bor en gammel norsk dame. Hun har gjort det til en aarlig tradition at holde stor strand-julefest for skandinavere i Caribien. De regner med at der vil vaere omkring 250 mennesker fra DK, Norge og Sverige, saa det skal nok blive rigtig sjovt. Der kommer ogsaa en del andre folk derned som jeg har laert at kende gennem ARCen.

Et skib jeg helt sikkert ikke er faerdig med er den anden norske baad "Meadow". De er 8 fyre paa min alder som er paa en 1aars rejse Norge-Caribien tur retur. Historien er at en af dem vandt 2,8 millioner pund i et skotsk lotteri. Saa koebte han en stor flot baad og inviterede vennerne med paa tur. Der er ikke rigtig nogle af dem der havde sejlerfaring foer, det meste har de laert sig paa turen her og de har nu krydset Atlanten. Ret vildt.. Da de krydsede finishing line to dage efter Osare (de skylder mig en flaske champagne), var vi nogle stykker der sejlede dem i moede i en gummibaad og entrede dem. Saa jeg har nu vaeret to gange over maalstregen. De er nu fire dage siden og de har ikke vaeret aedru endnu... Det er svaert naar stranden og strandbaren ligger lige overfor og man er glad for at vaere i land igen.

Vandet er blaat og klart og varmt, sandet er lyst og rommen er god og billig. Jeg bliver har nok et stykke tid endnu :)

Atlanten

2006-12-18T20:07:00.000+01:00

Det tog som sagt 16 og en halv dag at krydse et af verdens stoerste have i en sejlbaad paa 14 meter. Besaetningen bestod af Erik, der har krydset Atlanten foer, baade frem og tilbage. Hans soen Tobias, en 14-aarig fyr spraengfyldt med energi, mig selv og Helge og Stein, to 60-aarige faetre der ligesom jeg stod paa i Las Palmas, nogle dage foer afgang.

Efter en uges tid paa Gran Canaria var vi klar til at staa til soes. Det var et imponerende syn at se 280 skibe krydse startlinien for fulde sejl, da startskuddet loed. Og ligesaa imponerende at erfare at der, allerede morgenen efter, ikke var et eneste sejl at se i horisonten. Atlanterhavet er i sandhed stort og vi spredtes hurtigt "for alle vinde". Over turen rendte vi ind i et andet sejlskib i ny og nae, men det meste af rejsen foregik med blaa vand, blaa himmel, sol, maane og tusindvis af stjerner som eneste foelgeskab.

Vi var yderst heldige, baade med vind og vejr. Efter en tre-fire dage med kurs sydvest, fangede vi endelig passatvinden, der blaeste os stik syd til Caribien i et stoet tempo med en behagelig hastighed paa mellem 15 og 25 knob. Det vil sige, vi havde nogle naetter med en del mere vind, men heldigvis aldrig mere end vi kunne klare. Og Erik var god til at rebe sejlene i tide, saa vi fik ikke en eneste skade paa riggen under hele turen.
De foerste dage boed paa en koeligere vind, og vi havde overtoej paa paa nattevagterne, men vi skulle ikke mange soemil ned, foer alt overtoej forblev inde i skabet og badeshortsene blev fundet frem. Efter at have sejlet i en uge, bestod paaklaedningen ombord primaert af underbukser i dagstimerne og saa en T-shirt oveni om natten. Det foeltes pludselig meget fjernt fra sejladsen v Portugals kyst med Paw, hvor vi af og til sad i overlevelsesdragt og halstoerklade.

Den stoerste udfordring blev, som jeg havde ventet, livet ombord. Socialt som praktisk. Turen gik uden de store skaenderier, og slet ikke med mig indblandet. Helge og Stein var meget uvante med at befinde sig paa et skib og det skabte lidt problemer nu og da.
Ombord er der visse ting der fungerer meget anderledes end paa land. En af dem er vandet og vandforbruget. Med 600 liter til 5 mand i to en halv uge, tager man ikke ligefrem brusebad hver dag. Alligevel var der efter 3-4 dage pludselig svundet 300 liter i tanken og det duer bare ikke, saa der blev lukket for tanken et stykke tid for at laere noegen kvinde at spinde. Det viste sig at gaa meget fint, der blev vasket op i saltvand og folk skyllede sig paa daekket med vand vi hentede op i spande. Efter nogle dage paa denne maade blev tanken aabnet igen og saa forsvandt vandet ikke saa hurtigt.

Madlavningen gik heller ikke helt problemfrit. At lave dej til et broed i 5 meter hoeje boelger er en udfordring som det tog mig et par forsoeg og en hel del rengoering at faa klaret. Ellers har vi spist udemaerket. Jeg blev hurtigt udnaevnt til overkok og stod derefter for aftensmaden de fleste af dagene. Eftersom det er lidt af en luksusbaad med baade koeleskab og stor fryser, har vi faktisk undgaaet daasemad stortset alle dagene og faaet masser af frisk koed. Groentsagerne og frugten svandt desvaerre lidt for hurtigt, saa 3 dage foer maal havde vi ikke saa meget som et loeg tilbage. Saa er det jo godt at man har opfundet verdens bedste krydderi, der erstatter hvadsomhelst> bacon..

Efter foerst at have sejlet nogle dage, kommer traetheden langsomt ind paa livet af en. Vi sejler i 4 timers vagter om natten og 6 timers i dagtimerne. Det betyder at vi aldrig har faaet mere end 3-4 timers brugbar soevn ad gangen, hvis man kan kalde det brugbart at ligge i en koeje og blive kastet frem og tilbage hele tiden. Men naar solen skinnede hele dagen, glemte man alligevel let sin traethed og noed bare at vaere til.

lidt fra dagbogen>
"Atlanten, 1.12 kl 23
Jeg ligger i min koeje og kan ikke sove. Mange tanker i mit hoved. Indtryk fra dagen der faestnes og spekulationer om livet, piger, rejser og flyvefisk.
Tobias er en fantastisk rar dreng, der er ikke meget ondt skabt i ham. Vi har lige haft en 2-timers nattevagt sammen og det lykkedes ham naesten at falde helt til ro. Hygge med smaakager og varm te. Han fortaeller om Norge og jeg fortaeller om min rejse indtil nu. Om flotte sejlskibe, Lasse, psykopater, mine beslutninger og de mange aendringer i mine planer siden jeg tog hjemmefra.
Erik faar langsomt mere tillid til min kunnen. Det er laekkert. Jeg har holdt lav profil her i starten og begynder langsomt at blive mere selvsikker bag rattet. Det maa foeles lidt maerkeligt for Erik at efterlade sin skude til 5-6 millioner i haenderne paa en 23-aarig knaegt og laegge sig til at sove. Naa, det gaar jo egentlig meget godt og jeg er faktisk ikke saa ringe.."

"Atlanten, ?.12, 1900 soemil igen"
Jeg aner ikke hvad dag det er i dag. Vi er ude paa Atlanten og vagterne som er fordelt paa hele doegnet goer, at man mister dagsfornemmelsen fuldstaendigt og dagene flyder sammen til en stor.. proces eller saadan noget..
Tobias render rundt og synger "Knep e politi.." Ja, jeg har introduceret ham for L:Ron:Harald. Han fandt CDen, synes den var sjov og har nu sat sig for at laere alle numrene udenad. Ikke ligefrem passende, men jeg doer af grin hver gang jeg hoerer hans unikke blanding af norsk og soenderjysk :)
Hvad er der ellers sket? Vi har brugt for meget vand.. Toiletpumpen er roeget. Det samme er en hoejtaler, crash baren ved ovnen og andre ting pga klumpethed.

Jeg har bagt hjemmelavede chokolade og marmorkager, lavet risret med kylling og diverse andre sammenkogte retter. Jeg ligger i min koeje i underbukser og raasveder. Selv om natten naar det blaeser op til 30 k/t, staar vi ved roret i shorts og T-shirt.
Vi har set fugle, flyvefisk og delfiner, men ikke noget de sidste dages tid. De kan sikkert ikke foelge med i vores tempo. Vi sejler hurtigt, mellem 8 og 9 knob i gennemsnit. Ret blaeret naar jeg taenker paa at 8,5 knob var topfarten vi naaede i Paw. Topfarten paa Osare er indtil videre 11,6 knob. YEAH! Og ingen autopilot, vi haandstyrer hele vejen!"

Well, vi naaede frem, glade og traette. Hvis nogle kunne taenke sig at laese mere om overfarten, kan man laese S/Y Osares egen blog, der blev opdateret mange gange over havet via e-mail:
http://blog.mailasail.com/osare

Billeder kommer, naar jeg finder en computer der kan finde ud af saadan noget..

Ankomst!

2006-12-15T21:57:00.000+01:00

Hej Allesammen! Saa kom jeg over atlanten! 16 dage og faa timer, 2700 soemil, en dansker og fire nordmaend, en 46 fods luksusyacht og en god tur over med godt vejr og ingen uheld!
Vi blev nr 96 ud af ca 240 baade, det var helt godt.

Det har vaeret en god og laererig oplevelse og nu slapper jeg af i Rodney Bay paa St. Lucia med de andre ankomne i nogle dage.. jeg har kun 10 min ad gangen paa denne pc saa jeg vender tilbage med laaang beskrivelse og masser af billeder snart! Arj!

KH Mikkel

Afgang over Atlanten - wish me luck!

2006-11-25T20:34:00.000+01:00

Kære allesammen

En alt for lille hilsen fra Las Palmas, Gran Canaria, alt for sent.
Ja, dette blir min sidste mail før over atlanten i morgen kl 13.
Jeg er godt træt efter at have festet til kl 5 i morges og efterfølgende været oppe hele dagen fra kl. 8 af. Men nu er vi også klar. Om en halv time kommer Flemming og mine nye rejsefæller (Skipper Erik, hans søn Tobias og crewet Helge og Stein, to flinke nordmænd +50). og så holder vi afskedsmiddag. Jeg kommer til at savne Flemming, men vi ses jo nok i DK en dag.

Skibet OSARE, som jeg sejler med, er med i ARCen, Atlantic Rally for Cruisers. Det er verdens største langtursregatta med 280 deltagende. Alle både har ligget her i Las Palmas de sidste par uger og gjort klar og hver bro er som en campingplads, dog med temmelig velhavende folk. Ingen campinghabitter her men masser af hvide engelske poloshirts og sejlersko.
Norge er den tredjestørste deltager så det føles af og til som om jeg er taget nordpå istedet for sydpå. Der løber konstant små nordmænd rundt på kajen og råber og leger og sådan noget.
Der har været fest hver aften så jeg er godt baldret nu, men det gør vel heller ikke noget når jeg skal på tre ugers rekreation på det smukke blå vand.

Vi anløber St. Lucia, en af de britiske Virgin Islands, om små tre uger hvis ting går som planlagt. Derfra har jeg et lidt med en anden norsk båd (med 8 festaber på min alder, de må ha det hårdt!) til Grenadinerne (tror jeg de hedder) hvor mange skandinavere mødes hvert år og holder jul. Det får jeg nok styr på når jeg kommer derover. Ellers har jeg absolut alle muligheder åbne og glæder mig til at komme længere ind i sejlerverdenen.

Jeg har masser mere at fortælle, men det blir om lang tid. Hvis nogen skulle få lyst til at skrive brev til mig med håndkraft, kan det sendes til denne adresse i Caribien:

S/Y Osare (ARC)
att: Mikkel Møller
Rodney Bay Marina
P.O.Box 1538
Castries
St. Lucia, WEST INDIES

Hvis nogen skulle få lyst til at gøre mig lykkelig, er det let gjort med en pose piratos eller tyrkisk peber, men husk at sende det snart, da jeg kun er der til omkring d. 20. december og posten kan sikkert godt være et par uger om at nå frem.

OHØY! Pas på jer selv i DK!

2006-11-12T21:31:00.000+01:00

Ruten til Porto Santo fra Porto på fastlandet. 600 sømil, svarende til ca 1000 km

I Porto går man forrest i forsøget på at få flere mennesker i kirke. Her får man kold fadøl til altergangen og Pierce Brosnan gæsteprædiker.

Lidt mandehørm ombord på Paw. Flemmings spillekort med nøgne damer ligger til tørre og vi leger "survival of the fittest".

Så er vi afsted fra Porto. Så blåt er vandet!

Heaven is a place on earth! Stille sejlads i spejlblankt vand. Man blir helt ked af at bryde overfladen. Lidt lissom med nyfalden sne..

Fuglen der faldt ned i skødet på mig. Her tager den et lille hvil inden den flyver videre mod, ja hvad den nu flyver imod. Der er pt mindst 300km til land, så man kan godt forstå den er træt. Derfor formår den stadig at være noget mere fotogen end mig på det tidspunkt af døgnet :-)

Her fanges fisk i stor stil ved hjælp af vores hjemmebyggede Storm P-instrument bestående af bla. en tøjklemme, et hovedpudebetræk og tre teskeer.

Vi nåede Porto Santo d. 5/11. Her er et par billeder af den smukke ø nord for Madeira:

Jerry her er en vaskeægte søulk, der har rejst verden rundt i 60 år. Han har selv bygget sit skib og konstrueret alt derpå udfra hans lange erfaring. Skibet er ca ligeså funktionelt og smart som det er grimt, men det kan vel være lige meget med udseendet.

Paw efterlader sig et mindesmærke blandt hundredevis af andre både på den lange havnemur i Porto Santo. Her er det skipper og gast v indvielsen.

Så sejlede vi til Madeira efter en lille uge i Porto Santo. Her overnattede vi i en bugt ved nordspidsen. Barsk natur og smukt smukt. I bugten kan man se Paw og den norske båd Holliday, som blir sejlet af Martin på 26 ene mand:

fra Porto til Porto Santo, 673 sømil

2006-11-06T23:59:00.000+01:00

Af og til, en sjælden gang imellem, oplever man at få flere mindeværdige oplevelser på én enkelt uge end man under normale omstændigheder ville få på et helt år eller mere. Denne uge har været en af disse.
Én uge på vandet og jeg har allerede så mange røverhistorier at jeg føler mig klar til at tilbringe resten af livet i baren på en tilfældig havnekro, hvor jeg hver dag kan stå og underholde alle gæsterne til jeg bliver smidt ud.

Jeg sidder på havnen i Porto Santo og drikker cola i bar mave og mange solskinsgrader. 30 meter væk ligger den 6 km lange tropiske badestrand og bag mig tårner de høje vulkanske klipper sig hundredvis af meter i vejret. Jeg føler den første milepæl på min rejse er nået. Den næste ligger 6000km væk i Caribien, på den anden side af det store blå vand.

Vi kom fra Porto i 2. forsøg og kom i løbet af det 1. døgn 100 sømil nærmere Paradis i høj sol og blikstille vand, der blev mere og mere blåt jo længere vi kom ud. Det er svært at beskrive den fantastiske blå farve vandet får, når man pludselig sejler med knap 4000m vand under kølen. Hvis jeg skal forsøge at sammenligne det med noget, vil det nok være noget i retning af at sejle på et hav af ufortyndet Closan... Og da var det jeg så de første delfiner.

Her er hvad jeg skrev ned den dag:

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte..
Jeg har i dag fået et hav (!) af naturoplevelser, der er helt fantastiske. Først fik jeg på min morgenvagt ud af Porto lov at se den smukkeste solopgang over den smukkeste by på en skyfri himmel i de smukkeste farver.
Dernæst fik jeg v. middagstid besøg af delfiner. Pludselig hørte jeg et plask fra vandet, men kunne ikke se noget. Så skød der et par minutter efter to finner (ikke af den slags der snakker sjovt og går i striktrøje) op gennem vandet lige ved siden af båden! Jeg var lige ved at råbe og juble højt af barnlig glæde, havde det ikke været for Flemming der lå og sov (og han har set masser allerede, så disse her må være tilegnet min oplevelse alene). Jeg skyndte mig hen til kanten, men kom i tanke om at jeg hellere måtte få makrelkrogene indenbords. Jeg fik så hevet fiskelinen ind og så til min store ærgrelse at delfinerne var smuttet i mellemtiden. Men det var kun midlertidigt, for en halv time senere var de tilbage, denne gang med hele deres slæng. Der har nok været en 15-20 stykker, men det er svært at tælle dem når de svømmer overalt på alle sider af båden og under den. Denne gang blev de i mindst en time og jeg fik rigeligt med tid til at nærstudere dem. Utroligt smukke dyr, som man kun kan blive glad af at betragte. Selvfølgelig var de pist væk i løbet af de 30 sekunder det tog mig at gå under dæk for at hente mit kamera.
Adskillige sejlende har sagt til mig, at man ikke undgår at se et hav af delfiner, når man sejler på Atlanten, men alligevel virkede det for mig helt mirakuløst at også jeg skulle få lov at se disse fantastiske dyr tæt på. Vandet er så klart at man kan se dem svømme under hinanden mange meter ned. De bevæger sig på en gang utroligt yndefuldt og hurtigt som et projektil i vandet. De leger ved hækken af skibet, svømmer lynhurtigt op mod skibet i en samlet flok, bøjer af i sidste øjeblik og svømmer ud til alle sider. De springer op af vandet langs skibssiden og foran stævnen. De svømmer op på siden af båden, drejer rundt og ligger og kigger op på mig i skibet.

Når man oplever delfiner på denne måde, er der nogle ting jeg ikke tror kan være anderledes:

- Man får det største fjollede smil, der bliver siddende i hovedet i timevis.
- Man ved pludselig bare at delfinen er det venligste dyr i verden.
- Man bliver klar over at man som menneske på vandet er en ydmyg gæst i et fremmed (men venligt) land.

Intermezzo
Undervejs ændrede vi planerne lidt og udskød en stikker til et portugisisk fiskerleje (med det eksotisk-erotisk klingende navn Peniche) længere ned af kysten, hvor vi gik i land og blev et par dage. Der var her, Flemming fik tid til at få sat sin rejse i perspektiv og få gjort sig nogle heavy duty thoughts, hvilket jeg vil komme til senere.
Ikke det vilde at berette om. Vi gik i biffen, så Lady in the Water (fed film!). Flottede os og spiste på restaurant begge aftener.

Tanker og betragtninger omkring latinsk restaurantkultur generelt:
At gå på restaurant i Spanien eller Portugal har ofte været en temmelig ejendommelig oplevelse. Der er naturligvis forskelle fra spisested til sted, men alligevel har jeg bidt mærke i nogle fællestræk man ofte ser og som er bemærkelsesværdige i deres forskel fra dansk:

1: FJERNSYN - Der er altid et fjernsyn i restauranten og ofte er volumen skruet højt i vejret. Af og til larmer det endda så meget at man kan være nødt til nærmest at råbe hen over bordet. Først tænkte jeg at dette var et udtryk for at man var ligeglad med kunderne, men nu tror jeg mere det er ment som en gestus (om end for det meste en irriterende en). Det skyldes at jeg flere gange har oplevet at fjernsynet er slukket når man kommer ind på et tomt sted. Når man så sætter sig ned, kommer tjeneren, tager imod bestilling og tænder så for fjernsynet. Og volumen er altid skruet højt op uanset om det er fodbold (hvilket er højest sandsynligt) eller Tom & Jerry.

2: RYGNING – Ja, der er stadig langt igen, hvis man hernede gør sig forhåbninger om at slå igennem med en antirygerpolitik på linie med den danske. Selv på fine restauranter sidder folk og ikke bare ryger, men pulser røgen direkte ud i hovederne på deres sidemænd.

3: POMFRITTER – hmm ja, hvad enten man bestiller en burger eller en kalvemedaljon i rødvinssauce, kan man være ret sikker på at tilbehøret består af en god gang fritter. Passer mig egentlig fint.

4: FÆLDERNE – Bare fordi tjeneren stiller noget foran dig, du ikke har bestilt, skal du ikke regne med at det er gratis. Det officielle navn er ”entradas” og min betegnelse er i adskillige tilfælde ”snyd”. Således blev fx et restaurantbesøg for to personer i Lissabon ca. 100 kr dyrere, fordi vi havde nippet til noget tørt brød og skinke mens vi ventede på vores mad.

Tilbage til turen

De resterende 500 sømil tog knap 5 dage at komme igennem. Det blev til nogle fantastiske dage med flere oplevelser der stadig går over min forstand.
Her er endnu et udpluk af dagbogen:

30/10, 382sm igen til Porto Santo
I nat så jeg noget af det smukkeste og mest out-of-this-world jeg nogensinde har set! Livet på vandet giver godt nok nogle fuldkommen anderledes naturoplevelser.. Har man set delfinerne lege i vandet ved højlys dag med sol og blå himmel, bliver man et bedre menneske. Ser man derimod en delfin lege i det selv samme vand ved midnatstid, oplyst af et kraftigt måneskin, bliver man en del af noget meget meget stort i det øjeblik.
At se finnen og ryggen bryde vandoverfladen og blive synlig for derefter igen at blive en skygge der forsvinder i mørket er ubetaleligt! Noget vildt er, at havet umiddelbart ser sort ud om natten, men det er det slet ikke, skal det vise sig. Man kan nemlig også om natten følge delfinen adskillige meter under overfladen bare ved månens lys. Og når den svømmede op under forstævnen på Paw, antog den i vandet et grønligt skær på styrbords side og et rødt på bagbords fra lanternerne på skibet.

Nå, det var mens der stadig var måne. På min næste vagt (hundevagten 02-06) var den forsvundet sammen med stjernerne og en tæt dis gjorde natten tyk og sort så det blev umuligt at afstandsbedømme noget som helst. Jeg måtte holde godt udkig men det var heller ikke så ringe, for det var ikke småting jeg så.
Først en udykket ubåd med lys på, som vi passerede på et par hundrede meter. Dernæst fik jeg uventet besøg: Pludselig lød der et bump i sejlet og ned faldt en mellemstor fugl, der praktisk talt landede i skødet på mig. Den baskede med vingerne som om den prøvede at flyve ud af cockpittet, men kom ikke rigtigt nogen vegne og jeg tænkte at dens vinger nok var blevet beskadiget under kollisionen med vores storsejl. Jeg tog den nænsomt op i min hånd og så blev den bare liggende der helt roligt i en 5 minutters tid, før den baskede et par vingeslag og svævede elegant ud over vandet, slog en enkelt runde om masten og forsvandt ud i natten. Jeg tror det betyder held…

Så kom morilden, som i Atlanterhavet er ligesom dansk morild, der er bare meget mere af det! Morild er havets ildflue. Jeg mener det er en art plankton, i hvert fald lyser det op i et kraftigt neongrønt skær, når der er bevægelse i vandet. Af og til svømmede en fisk forbi og man kunne ane dens grønne omrids nede i vandet. Jeg slukkede alle lanterner og nød det smukke syn af det selvlysende kølvand der stod ud efter skibet.

På et tidspunkt troede jeg det begyndte at regne, da jeg hørte små dråbe-plask i vandet omring mig, men himmelen var nu skyfri, så jeg tog lommelygten for at undersøge fænomenet nærmere. Og jeg blev godt nok overrasket over det jeg så:
Vandet var levende!
Overalt på overfladen sprang små dyr op af vandet og henover vandoverfladen og det gik så hurtigt at jeg ikke kunne afgøre hvad det var for en slags. De var næsten for små til at være flyvefisk, så sku det ha været flyve-sardiner, men det kunne heller ikke være insekter, da ikke her, flere 100km fra land? Rejer? Små blæksprutter? Når jeg fangede dem i lyskeglen fik jeg kun genspejlingen fra et lille øje og et ubestemmeligt omrids på en 5-10 cm, der hoppede rundt 20-30 cm over vandet som sten der slår smut. Da Flemming overtog vagten kl. 6 blev jeg oppe en time til det blev lyst, for at se hvad det måtte være. Men havet passer tilsyneladende godt på sine mange hemmeligheder, for ligesom delfinerne forsvandt fra min kameralinse, var dette fænomen forsvundet lige så snart de første pastelfarvede lysstråler ramte vandets overflade.
Jeg ved stadig ikke hvad det var…

Note: Man fornemmer tydeligt at jorden roterer herude. Når jeg går i seng kl. 22 har jeg Karlsvognen om styrbord. Når jeg tager vagten igen kl. 02 har den ikke bare rykket sig om bag båden, den er også kommet op at stå på højkant!

Ankomst til Porto Santo og rejsen tager igen en ny drejning

Jeg skal spare jer for flere overgearede detaljerede beskrivelser fra de resterende dage, som bla. bød på en hård nat med semi-storm der peb i mast og rig (og helledusseda?), friskfangede tunfisk af mesteren selv, hotdogs i høj sø, og en glad og træt Mikkel og en glad og træt Flemming.
Vi havde land i sigte kl. 2 om natten og ud af det sølvgrå månehav rejste sig i horisonten en sort silhuet af en sort klippeø med enkelte sporadiske lys. Dem der har set introen til computerspillet Monkey Island vil vide ca. hvad jeg taler om J

Flemming har revideret sine mål undervejs på turen og har besluttet sig for ikke at tage turen over Atlanten denne gang, hvilket jeg må give ham medhold i er en fornuftig beslutning, bla. fordi hans båd Paw, med al mulig respekt, er for lille (og for utæt) til at sikre en behagelig overfart. Han har besluttet sig til at blive vinteren over på de Canariske øer og derefter sælge båden og tage hjem.
Han bekendtgjorde dette for en ugen, men lovede mig at han ville hjælpe med at finde en anden båd til overfarten. Alt har imidlertid flasket sig, og jeg har nu en aftale med en Erik, en norsk skipper, om at sejle med ham og et 6 mand stort crew over Atlanten i en stor 46 fods yacht. Det ser jeg frem til. De ligger her i samme havn og vi har det hyggeligt sammen, så det skal nok gå fint.
Så er det på plads!
Indtil videre sejler jeg videre i europæisk farvand med Flemming og Paw de næste 14 dages tid, hvor vi vil tage det meget afslappet, noget Flemming har set frem til efter to måneder i regn, stress og modvind. Det bliver noget med fiskeri, snorkling langs afsides klippeøer, sol og sandskulpturer på stranden og kolde øl på små strandbarer og skumle havneknejper.

Jeg håber I alle har det godt derhjemme i Danmark (og jer fra Sverige der også følger med), jeg tænker meget på jer! Lad mig endelig høre fra jer, det er dejligt at få brev fra det kendte når man er langt væk hjemmefra! Til dem der ikke skulle have min e-mail kommer den her: tillidsmanden@gmail.com

OHØJ!

1. dags sejlads: Porto om igen!!

2006-10-26T18:40:00.000+02:00

Ja, saa er jeg tilbage foran computeren, ca. en uges tid foer planlagt. Saadan kan det jo gaa med den sejlads, at det ihvertfald ikke lige gaar 100% efter planen.
Vi ville oprindeligt have sejlet fra Porto i gaar morges. Jeg var klar og Flemming var mere end klar, eftersom daarligt vejr og vinden ind fra oest har holdt ham i havn her i 2 uger. Og det er ingen superlaekker havn. For meget vind, for mange boelger, for faa faciliteter osv.. Men jeg tror egentlig ikke der findes en havn som er rar at ligge i, hvis man bare allerhelst vil videre med det samme.
Naa, vi har 6-7 doegns uafbrudt sejlads foran os, hvilket er mere end nogle af os har proevet foer, og saa kun 2 mand ombord. Til en lille oe lige nord for Madeira, som er naeste stop, er der herfra havnen praecis 606 soemil, svarende til ca 1000km. Vi regner med i gennemsnit at sejle 100 sm om dagen, og med en bred margin bliver det en uges uafbrudt sejlads.

I morges var vi imidlertid klar til at tage afsted. Med godt tjek paa vejrprognoserne for de kommende dage og tegn paa en vind der nok skulle vende, begav vi os ud af havnen mod varmere lande kl ca. 10 i formiddags. Vi var heller den eneste baad der havde faaet samme ide, saa vi taenkte vi nok ikke var helt galt paa den.
Ca. 5 timer senere var vi igen i havn, og det som den sidste blandt de afsejlede baade, hvor de andre ogsaa havde givet op (dog laaang tid foer os :-).
Vinden var ikke vendt, solen var kun kommet til syne i glimt og vi var begge gennembloedte efter nogle hoejest ejendommelige (og meget store!) boelger, der lod til at komme fra alle sider.
Vi besluttede at vente til i nat v 4-5 tiden med at sejle videre, og vendte saa snuden hjemad.
I havn opdagede vi, at en del ting, deriblandt hynderne vi sover paa, er blevet vaade.
Nu toerrer tingene paa kajen, Flemming gaar tur og jeg er paa nettet og drikker kaffe. Tingene er tilbage til normale tilstande. Men kun for en enkelt dag.

I morgen proever vi igen!

hej-hej

med Paw fra Porto

2006-10-24T20:22:00.000+02:00

Porto, fantastisk smuk by som jeg nu sejler fra.

Saa kunne jeg endelig faa opdateret den blog! Undskyld til jer der hver dag i skyhoej forventning og med rystende haender har klikket jer ind for at tjekke efter, hvad jeg nu maatte have bedrevet af utrolige oplevelser siden sidst.

Kl er halv otte i Porto, Portugal og dette bliver forhaabentlig min sidste aften paa land i en uges tid, med mindre vejret slaar over i stiv kuling eller afsloerer andre ubehageligheder vi ikke har taget hoejde for. Vi er Flemming Hartvig, min nye skipper, og jeg. Mere om det senere.

Grunden til at der er gaaet saa lang tid siden sidste indlaeg? Tja, det er lidt svaert at forklare, men det har nok noget at goere med at jeg i de sidste tre ugers tid har oplevet alt og intet paa samme tid. Lyder det ikke mere forstaaeligt? Nej, ok.. jeg skal proeve at uddybe mig.
Naar man endelig sidder foran internettet, har logget paa og nu sidder med en stor blank skaerm der skal fyldes ud med ord, bliver jeg let i tvivl om hvad jeg skal skrive og beskrive. For objektivt set kan mine "oplevelser", kulturelle som naturmaessige som begivenhedsmaessige, det man vel normalt kalder "oplevelser", nok ligge paa et forholdsvis lille sted. De stoerste oplevelser har vaeret mere.. indadvendte. Jeg har nydt godt af stilheden og af og til ogsaa dyrket ensomheden lidt, hvilket klart har hjulpet paa mine tegnekundskaber.

Siden sidste indlaeg har jeg opholdt mig 2 uger i Madrid, 1 uge i Lissabon og nu ca. 1 doegn i Porto, hvor jeg netop i gaar flyttede ind i mit nye hjem, den 31 fod lange sejlbaad Paw, der ogsaa gerne skulle blive mit hjem i i hvertfald de naeste par mdr og maaske ogsaa laengere.
Jeg er med andre ord faerdig som landkrabbe fra nu af. Det har ogsaa vaeret rigeligt for denne gang!

Ensemble Tango Nuevo paa Cafe Central. Verdensklasse!

Gran Via i Madrid sover aldrig.

Spanien er altid lidt foran med moden. Piger, her har I naeste saeson af fraekt undertoej. Og jeg toer godt love at g-strengen er yt..

Naa, lad os starte fra en ende af. Jeg tror jeg lod jer haenge i en afslappet spansk hverdag med ture i parkerne og café con leche paa fortovscafeerne i Madrid.
Ja, de samme ord kan let bruges til at beskrive de naeste par uger i samme by. Jeg blev boende paa samme hostel paa Gran Via, hvor udskiftningen af klientellet for det meste var lidt for hurtigt til at man kunne naa at komme rigtigt ind paa livet af folk, men der var selvfoelgelig ogsaa masser af undtagelser.
Naar man er rejsende blandt rejsende skal alting ikke pakkes ind. Selvom snakken paa overfladen for det meste kredser om de samme udslidte emner; "hvor skal du hen?", "hvor kommer du fra?", "hvor lang tid har du rejst?", og klassikeren "skal vi tage i byen?", skal man ikke kradse meget i overfladen foer folk begynder at fortaelle interessante ting.

Folks historier og grunde til at rejse varierer naturligvis meget. Fra amerikaneren der er i gang med den tilsyneladende obligatoriske "Europas hovedstaeder paa 4 uger med alt planlagt til mindste detalje" til den evighedsrejsende, der nyder at vaere paa farten (men som ogsaa tit, naar man kradser lidt i lakken, indroemmer at han/hun er lidt rastloes og som regel ogsaa flygter fra noget derhjemme) til typer som jeg, som jeg vil kalde for quest-rejsende af mangel paa bedre dansk. Med quest mener jeg at de er rejst ud med et (stoerre) maal for rejsen, hvilket goer at de ikke bare flakker rundt, men er paa vej mod noget.. aeh, ja, det er svaert at forklare uden at det kommer til at lyde frygteligt praetentioest.. :-)
I hvertfald fik jeg mig nogle gode venner og bekendtskaber i loebet af de par uger, og til sidst var det ogsaa dem der holdt mig lidt ekstra tid fra at rejse videre, da jeg syntes min indre stemning begyndte at baere lidt for meget praeg af traethed af at vente. Museerne var set (dem jeg gad at se), boegerne var laest (dem jeg gad laese) og pengene begyndte at takke nej til at tage paa bar hver aften.

Saa jeg tog bussen til Lissabon en fredag nat, hvor jeg ankom kl 5 om morgenen til hostel Oasis, som jeg naturligvis ikke havde booket. En soed receptionist lod mig aller naadigst sove paa en sofa et par timer og hjalp mig derefter til at finde et andet hostel. De er nu saa hjaelpsomme her i syden.

De foelgende dage i Lissabon er ikke det vilde at berette om. Jeg har naturligvis taget turistrunden i sporvognen, vaeret paa slottet med udsigt over byen osv, men for det meste har der vaeret lortevejr og af den grund har jeg naesten brugt mere tid paa hostelet end i byen. Dog med enkelte undtagelser som da jeg blev inviteret med til Sintra af to spaniere. De kendte et lokalt par, der koerte os ud af Lissabon til et gammelt slotsomraade og guidede os igennem det hele med en lokals viden og indsigt. Det var fedt.

Sintra og glad Mikkel

Jeg moedtes en dag med Flemming som var taget paa en en-dagstur til Lissabon og efterladt Paw i Porto pga. daarligt vejr. Vi spenderede nogle timer paa cafe med oel og jeg blev lykkeligvis bekraeftet i mit gode foerstegangsindtryk jeg havde af ham, fra da vi laa i havn i Tyskland.
Saa tog han tilbage til Porto og vi blev enige om at jeg skulle staa paa i Lissabon et par dage efter, naar han kom hernedaf. Det gjorde han imidlertid ikke, eftersom vinden er kommet fra syd hele ugen, saa istedet ventede jeg et par dage paa at det vaerste uvejr var ovre, og to saa toget nordpaa til Porto i gaar.

Flemming hentede mig ved toget i aftes og saa tog vi paa restaurant og fik noget god mad og en god snak. Derefter gik turen "hjemad" til Paw, der er langt fra ligesaa stor som Nangijala, men mindst lige saa hyggelig. Det er vidst meget godt vi indtil videre kun skal vaere 2 mand ombord.
Flemming og jeg delte hans foedselsdagsgave (oel!) og jeg fik under hoejtidlige omstaendigheder overrakt og paasat denne velkomst-hat:

I dag har vi leget turister og jeg har set Porto med Flemming som guide, vi har faaet os noget portvin og faaet lagt nogle planer (der jo som bekendt altid bliver lidt bedre efter en genstand eller to). Vi har da ogsaa faaet lastet lidt vin til turen. Her har I et billede af det gode skib Paw:

Eller, aeh, ups... her kommer det:

Som I kan se, er der smaat med plads og jeg er pludselig rykket noget taettere paa vandlinien, hvilket jeg nok lige skal vaenne mig til. Men det bliver godt, goer det. Jeg bliver et bedre menneske naar jeg har set min foerste delfin!

Naa, tiden gaar og vi skal have koebt det sidste ind. Turen gaar til Madeira og derfra videre til de Canariske oeer. Vi maa se om der blir skrevet mere i mellemtiden, ellers vil jeg oenske alle jer derhjemme et godt efteraar, mens jeg forhaabentlig selv sejler mod syd, sol og sommer.

Savner jer! - ogsaa dig der laeser lige nu, isaer dig! ;-)

Madrid mad ride

2006-10-02T11:35:00.000+02:00

Hey Allesammen
Jeg er nu i Madrid.
Klokken er ca halv 12 og jeg er i fuld gang med mit efterhaanden faste morgenritual, der bestaar af foelgende:
Jeg vaagner/bliver vaekket paa hostel'et jeg bor paa kl ca 10.45, et kvarter foer vi alle bliver smidt ud i nogle timer pga rengoering. Der boerster jeg taender i koekkenvasken, eftersom der kun er to toiletter til 25 mand, hvorefter jeg hastigt begiver mig 100 meter hen ad gaden til den naermeste internetcafé.
Her kan jeg lade mit vand i ro og mag uden at staa i koe og derefter mageligt gaa paa nettet for 1 euro i timen.
Senere vil jeg gaa i X-dia eller El corte Ingles og faa mig noget 'yogur' eller lignende til morgenmad, eftersom den inkluderede morgenbuffet paa hostel'et (to poser smuldrende toastbroed og en bleg boette marmelade) endnu ikke har lykkedes at traekke mig ud af sengen foer i sidste oejeblik.
Herefter er dagen saa godt som aaben, og det jeg hoejst sandsynligt bruger min tid paa vil vaere at gaa en tur i parken, drikke en kop kaffe eller to rundt omkring og saa ellers faa laest nogle af de mange boeger jeg stadig slaeber rundt paa, saa jeg bliver af med en smule vaegt i rygsaekkentil naeste gang jeg skal videre.

Lasse tog hjem til DK for 4 dage siden, noget af en omvaeltning og min debut som solorejsende.
Det er faktisk ikke saa slemt endda. Er der noget den sidste maaned har laert mig, maa det om noget vaere at det bedste i laengden er at foelge hjertets umiddelbaere laengseler, saa det at vi har definitivt brudt med vores oprindelige planer og er gaaet hver til sit, er i mine tanker, selvom jeg selvfoelgelig kommer til at savne Lasse, blot et udtryk for at rejsen nu er ved at blive for alvor.
Jeg glaeder mig til at finde ud af om Lasses forestaaende planer om nu istedet at tage til Island for at koere med slaedehunde vil lykkes for ham, eller om han maaske finder paa noget helt andet.

Well, Madrid it is.. Dejlig by, en anelse for stor og nok ogsaa lidt for anonym til min smag, men arkitekturen og parkerne er fantastiske og folk jeg moeder hver dag er ogsaa dejlige. Nattelivet er ikke lige min smag, men heldigvis har jeg moedt flere der har det paa samme maade, saa vi hygger en del tilbage paa hostel'et. Det er rart at vaere her i laengere tid, da jeg gerne har brug for et par dage til at foele mig afslappet i saa mange nye menneskers selskab.
Grunden til at jeg nu har vaeret her i samme by i over en uge og har planer om at blive her mindst en uge til er, at jeg har faaet kontakt til en ny yacht, JUHU! Skibet hedder Paw og vi har faktisk moedt Paw og dets 1mands besaetning kort mens vi laa i havn Cuxhaven, Tyskland.
Paw er i midlertid paa vej ned af den spanske kyst og laegger til i Lissabon om et par uger. Herfra videre er jeg blevet lovet en plads, saa hvis det fungerer godt, har jeg sejlmulighed helt til Caribien, for Paw (og skipper Flemming) skal nemlig ogsaa Atlanten!

Naa, indtil da har jeg saa et paar ugers "fritid" som jeg har taenkt mig foerst og fremmest at bruge her i Spaniens hovedstad, hvor jeg nyder at gaa rundt og oeve mit spansk, der efterhaanden er ved at vaere helt velsmurt.
Museer er det stadig ikke blevet til (doven og naerig er jeg), til gengaeld har jeg vaeret til adskillige fantastiske koncerter, her i blandt med Ensemble Tango Nuevo, en smuk omgang jazztango-fusion som siden har faaet mig til at gaa i gaderne og ubevidst nynne som en cello.
Fra paa torsdag af er der festival for experimentiel elektronica (experimentaclub.com), som jeg glaeder mig fantastisk meget til, kun kort afbrudt af endnu en koncert, denne med Q-bert (verdens famouste hiphop-DJ og scratcher). Saa det er jo lige mig. I Lissabon spiller Mathew Herbert i naeste uge og det kan jeg ogsaa lige naa at faa med. Fantastisk!

Men det dejligste er godtnok at sejlplanerne stadig er i live, ih hvor jeg kan maerke at jeg savner havet!

Tordesillas, Spanien

2006-09-22T20:46:00.000+02:00

Den spanske fauna er noget for sig selv. Her: Egern og jeg. (Valladolid)

De sidste par dage har vaeret en oem omgang. Efter nogle hyggelige dage i Valladolid, en fin spansk by paa ca 100.000 indbyggere, tog vi rygsaekkene paa ryggene, koebte et kort over provinsen og gav os til at gaa ud af byen med Tordesillas som 1. maal. Og at doemme efter hvordan min ryg har det lige nu, kan det ogsaa godt vaere det blev slutdestinationen for vores vandretur ud i den spanske natur for denne omgang..

1. Min rygsaek er lavet til backpacking, ikke hiking. Dette fandt jeg allerede ud af efter et par timer..
2. Vores samlede oppakning inkl. vand ligger paa 45-50 kg, bla fordi vi slaeber rundt paa redningsveste, livliner, svoemmefoedder, en ordentlig roevfuld boeger og andet godt der var tiltaenkt en noget anden form for rejsemetode.
3. Vores overnatningsfaciliteter bestaar af en "emergency shelter" vi koebte i Paraiso de Plastico (plastik-paradiset), som kort og godt er et stykke plastik paa 2x2 meter og paa tykkelse med en nettoplastikpose.

Naa, men det var da ogsaa baade smukt og hyggeligt at gaa, og da vi blev gennembloedte af regn i nat, sov vi i en forladt stald af en slags med masser af halm i. (jeg har altid gerne ville proeve at sove paa et hoeloft, saa den droem gik naesten i opfyldelse..)

I morgen tager vi bussen en 100km eller to til Salamanca, saa maa vi se hvordan der er dèr.

Naar noeden er stor: Plastik-kortet, oldest trick in the book

Valladolid og Lasse by night

skraemmende scenario. Jaka-bov (AKA Daka-bov) paa trangia. Vi spiste det ikke..

Billeder 1

2006-09-17T15:04:00.000+02:00

Mor og Mormor (og Karen & Jens Peter) paa kajen ved farvel..

Lasse paa "vagt" i en stille stund med Sigi paa skoedet.

Man er pludselig ikke ret stor paa vandet set i saadan et perspektiv..

paa vej gennem Kielerkanalen: Lasse bliver klippet af Kate.

5-6 meter hoeje boelger og 20 m/s. Frightening man.. Skal ses i virkeligheden

Tirsdag morgen kl 5.30 i Tyskland og det er tid til en Knoppers..

Kiel, Cuxhaven, Amsterdam, Bruxelles

2006-09-16T12:52:00.000+02:00

Saa blev det endelig tid til at update vores tur lidt, og der er sket mange drejninger siden vi tog hjemmefra d. 2. sept. kl 12. fra Karrebaeksminde. Dejlig dag, hvor mange var kommet for at sige farvel, mest til Jan (skipper) men ogsaa noget af Lasses og min familie, hvilket vi var rigtig glade for. Den "soergelige" afsked blev dog afloest af en lidt pinlig men sjov lettelse, da vi var et stykke ude af havnen blev ringet op med beskeden om at jeg altsaa havde min mors bilnoegler i lommen. Saa Jens Peter fik sig en lille tur ud til os i en af de lokales speedbaade, hvilket jeg tror han syntes var fedt nok..

DK/TYSKLAND
1. etape gik til svendborg, hvor vi laa i havn et doegn pga daarlige vejrudsigter. Da vi stod ud naeste dag, blaeste det op til 20 m/s hvilket er hvad der svarer til haard kuling. Vi naede ogsaa kun lige en halv soemil ud, foer der var problemer. Gearkassen var gaaet i smadder, og eftersom vi gik for motor, skulle der reageres hurtigt, foer vi stoedte ind i en stor bro. Vi naede lige akkurat at saette et forsejl foer det var gaet helt galt, og vi slap med nogle smaaskrammer hen af siden paa Nangijala. Derefter hurtigt ind i en bugt med lae og smide ankeret. Der gik saa det naeste doegn..
Da vi sent tirsdag sejlede over Aeroe og ned mod Kielerkanalen, forsvandt vinden tilgengaeld, saa Lasse og jeg fik en stille og rolig foerste nattevagt, kun afbrudt af lidt vindspring og taage.

Kielerkanalen, der gaar tvaers gennem Tyskland et stykke over Hamburg, tog ca 10 timer at komme igennem. Det var lidt spooky at ligge ude i siden af floden og passere store tankere og fragtskibe paa 10 meters afstand.Paa den anden side laa vi for anker natten over, mens vi ventede paa at stroemmen vendte. Om morgenen sejlede vi ud af Elben og ud i Nordsoen for at tage direkte til Amsterdam.
Det gik dog ikke helt som planlagt, for vi havde ikke faaet tjekket vejrudsigten, og da vi foerst var en 25 soemil paa vej, begyndte det at blaese voldsomt op, og der gik ikke mange timer foer boelgerne var af atlantiske dimensioner (5-6m hoeje!). Det er ligegodt det vildeste jeg har vaeret ude for i en sejlbaad, men det foeltes nu ikke saa slemt igen. Det var vaerre for Kate, Jans kaereste, der laa og braekkede sig i over 12 timer, stakkel.

Vi tog i "noedhavn" i Cuxhaven (5 skridt frem, 4 tilbage) og ventede der 2 dage, til vejrudsigten lovede bedring (vi havde sejlet i 8 paa Beufort-skalaen, hvor 0 er blikstille og 12 er orkan). Her laa vi sammen med Paw, en anden dansk baad og besigtigede vores skader (et revnet genoa-sejl). Den der var ubetinget gladest for at komme i havn for foerste gang i 4 dage var Sigi, der havde haft temmelig store problemer med at holde sig saa lang tid, eftersom den endnu ikke har vaennet sig til at skide paa daekket.

Amsterdam, Holland
udrag af rejsedagbog d. 12.09:
Klokken er 14 i Amsterdam, jeg sidder paa netcafe med Lasse for foerste gang siden vi rejste d. 2. kl. 12. Det er ti dage siden, ti dage der det ene oejeblik foeles som ti timer, det naeste som 2 maaneder.

Vi afmoenstrede Nangijala for godt en time siden. Det var ikke sjovt, men vi gik fra Jan med et haandtryk og en fortsat god rejse, saa helt slemt var det ikke. Han var lidt ked af det, kunne jeg maerke, men.. ja, saadan maa det nu engang vaere. Jeg har hoert at man ikke kender rejsen paa forhaand, foer den er i gang? At man planlaegger sig ihjel, hvis man laaser sig for meget? . Umiddelbart lyder det vel lidt banalt, men ikke desto mindre vil jeg forsoege at goere det lidt til et mantra for mig. At sige skide vaere med gamle planer, skide vaere med om folk vil synes jeg bakker for hurtigt ud, og saa ellers bare forsoege at forfoelge det jeg har lyst til istedet for ideen i hovedet som m[ske slet ikke er saa fed naar man begynder at udleve den.

Efter afsejlingen gik det langsomt op for Lasse og jeg, at det maaske ikke var lige denne baad vi foelte os mest hjemme paa. Det skyldtes alt muligt som jeg ikke vil komme ind paa her..

Saa vi indkaldte til moede, hvor vi fremlagde at tingene ikke koerte, og at vi mest havde lyst til at staa fra borde. Jan blev selvfoelgelig overrasket, men forsoegte meget af tiden at koere vores argumenter tilbage paa os. Resultatet blev at Lasse og jeg gik en tur hvor vi blev enige om at afmoenstre, paa trods af at vi kun havde seljet 8 dage. Jan tog det paent og tilboed os at sejle med til Amsterdam og de foelgende 2 doegn fungerede faktisk fint nok, praeget af en pludselig afslappet stemning.

fra Cuxhaven til Amsterdam tog ca 2 doegn, hvor motoren gik noget af tiden pga vindstille, men det var en fin tur. Jeg fik fanget mig to (naesten tre) makreller, hvor den ene endda var saa stor at man kunne spise den! noej..

Vi har vaeret 4 dage i Amsterdam, dejlig by, hvor vi har gjort os mange tanker om hvordan vi rejser videre. Maaske vi splitter op i sidste ende, Lasse goer sig tanker om baade New Zealand og noget slaedehundekoersel paa Island, og jeg vil stadig se om jeg kan holde ruten, jeg mangler bare en baad pt. Indtil videre hedder naeste stop Spanien, naemere betegnet Valladolid.

Bruxelles, Belgien
Loerdag 16.09
Saa er vi havnet i Brussels, byen der.. ja, aeh, virker meget hyggelig.. Vi er her for at tage flyet til Valladolid i morgen aften. Vi har regnet (sikkert forkert) os frem til at dette er billigste made at komme sydpaa. Dvs. hvis vi holder voers forbrug paa et minimum, for her er lidt dyrt, dog ikke saa dyrt som Amsterdam.
I nat sov vi fx paa en baenk i en park ved navn Parc Park efter at have spist tyske glaspoelser med pasta direkte fra trangiaen paa en parkeringsplads i Bruxelles Airport (den forkerte, skulle det oven i koebet vise sig, men hvem ku vide der var to i samme by). Da vi var blevet smidt vaek fra lufthavnen af tre hold sikkerhedsvagter, der tilsyneladende troede vi var ved at samle og montere en bombe eller noget lignende (vi var ved at pakke en trangia ned), tog vi ind til midtbyen og fandt parken.
Det var lidt haardt at sove direkte paa en baenk, men tilgaengaeld var der gratis morgenvaekning af to parkbetjente med en noget irriterende floejte.I dag har vi vasket alt vores toej og skal tilbringe et doegn mere i Bruxelles, saa man maa da sige vi faar set os lidt omkring..

Så er det alvor!

2006-08-31T19:47:00.000+02:00

Vi er nu ved at være helt klar til at tage afsted, vi har i hvertfald været ude og shoppe helkonserves for flere penge end jeg har lyst til at tænke på.. I overmorgen slipper vi kajen og går mod Amsterdam. Det skal nok blive spændende.. De sidste par uger har været begivenhedsrige. Vi har fået malet, boret, lastet, tisset i havet, bandet og det er endda en enkelt gang lykkedes Jan at fylde skibet halvt med vand, hvilket vist ikke var hensigten... og så er vi ikke engang begyndt på rejsen :)
Jeg har sagt farvel til stortset alle der har kunnet siges/skrives farvel til og er mentalt beredt, så nu går det løs.

Jeg skriver igen, hvis vi når levende gennem Kielerkanalen... (ej, undskyld mor, det var ik sjovt :)

Afgang d. 2. september!

2006-08-21T21:20:00.000+02:00

Vi nærmer os hastigt den sidste dag på dansk jord for i år.
Lasse og jeg har på skift været i Karrebæksminde den sidste uges tid for at hjælpe med Jan med klargøring af Nangijala. Med afrejse d. 2. september er vi ved at være op over og får nok pænt travlt de næste par ugers tid.
Rejseplanen ser intil videre sådan her ud: http://seatramp.dk/sejlplan.htm . Der skal være en god margen i begge sider i tilfælde af dårligt vejr, alt for stille vejr, skader osv, så derfor er der ikke præcise datoer på noget, lige bortset fra juleaften selvfølgelig, den bliver lidt svær at få rykket..
Jan (Skipper) virker som en fin fyr, både Lasse og jeg har gode førstegangsindtryk af manden, der har valgt at åbne sit hjem op på ubestemt tid for to unge knejte. Og så har han hund! En et-eller-andet-terrier der går under navnet Sigurd og lyder under navnet Sigi. Den skal nok få sig nogle gode snakke med os allesammen undervejs, af og til tror jeg det er lettere at være sammen med en hund end med mennesker, især når man ikke har set andet end de samme ansigter i lang tid..

Nuvel, i dag har været min sidste dag i Århus. Fra i morgen af bor vi sammen på Nangijala som en stor familie.. det blir spændende..

historien bag

2006-07-31T23:40:00.000+02:00

Store planer
For godt og vel tre år siden blev jeg til en fest i huset Hermod spurgt af Mattias, en efterhånden perifær bekendt fra efterskolen 99/00, om jeg var med på at sejle over atlanten hvis han en dag fik fremskaffet en dertil egnet sejlbåd. Mattias, som har været en ivrig og dygtig juniorbådssejler fra barnsben af, var under udarbejdelsen af sin plan kommet i tanke om at han havde set mig sejle engang på lejrtur på Sletten og mente godt jeg kunne bruges på turen. Mit svar var et omgående ja, både fordi det lugtede langt væk af eventyr og nok også fordi det lugtede lige så meget af en "vi drikker mange øl og lægger store planer som er glemt i morgen"-plan at det ku være mere eller mindre ligegyldigt hvad jeg svarede.

Så en anelse overrasket blev jeg, da han en aften i oktober eller november 2004 ringede for at høre om jeg stadig var klar, for nu havde han købt en 52" (ca 17m) stålbåd, "Rosa", og pludselig var planerne ikke så uvirkelige længere. Jeg sprang dog stadig ud i det og meldte ud at jeg både var klar til at sætte et år af til at krydse atlanten frem og tilbage og lægge arbejdstimer i at få shinet båden op.

Lasse kommer på banen
nuvel, som planen indtil videre så ud ville vi blive 5 mand involveret i projektet: Mattias, hans far, hans to for mig ukendte venner og så mig selv. Da de første oppe-at-køre-bølger havde lagt sig og jeg begyndte at kunne se lidt objektivt på drømmen, kunne jeg godt se der manglede et eller andet for at jeg med garanti ville kunne få en god tur, så jeg gjorde hvad der føltes helt naturligt og inviterede min gode og gamle ven Lasse med i projektet.

Det viste sig der ikke skulle megen overtalelse til.. på trods af at Lasse aldrig havde sat sine ben på et sejlskib før, var han solgt med det samme! Selvom han prøvede på at virke lidt skeptisk, gik der alligevel ikke mange dage før han havde købt sig et atlas og havde gennemsøgt nettet for informationer omkring sejlads.

Aktiv sommerferie på Bønnerup Strand
Præmisset for at sejle med Mattias blev at vi hjalp ham med at sætte Rosa i stand, mens han selv måtte arbejde op mod 70 timer om ugen i sin grønthandel for bla. at kunne betale af på lånet til båden.
Således brugte Lasse og jeg det meste af tiden fra april til august 2005 på at lære at kende, reparere og forskønne den 23-årige og slet vedligeholdte stålskude, kun afbrudt af en blaffetur til Marokko i maj og et par ugers velfortjent (hygge)sejlads med Mattias og hans far i slutningen af juli.
Det var nogle dejlige måneder på reparationskajen i Bønnerup Strands havnebassin. I perioder boede vi næsten på båden, som vi langsomt fik splittet ad indvendigt, og sov i nærheden hos Mattias' forældre. Lasse tog sig mest af elektronik og motor ombord, mens jeg tog mig af det mere kosmetiske.
Istandsættelsen viste sig dog at være et mere omfattende projekt end vi med vores begrænsede viden om skibe havde vurderet. Det har senere vist sig, da Mattias fik Rosa på bedding her til sommer 06, at en vandtank var utæt og at torpedokølens svejsninger var i så dårlig tilstand at man kunne risikere kølen ville falde af hvis man gik på grund med skibet.

Nye planer
Hen imod efteråret 05 begyndte både Lasse og jeg at blive en smule skeptiske mht til den forestående rejse, bla. fordi Mattias adskillige gange havde udtrykt ønske om at udskyde turen.
Det endte med at Lasse meldte fra i december og jeg fulgte trop et par uger efter, eftersom min lyst til Rosa forsvandt sammen med Lasse.
Det var i starten svært at erkende at vores fælles drøm ikke skulle blive som jeg havde planlagt inde i mit hoved. Folk havde jo fulgt meget med i projektet og jeg følte ikke jeg levede helt op til det billede jeg havde givet af mig selv, så jeg var ret modløs i en periode indtil Lasse foreslog at vi meldte os ind i Foreningen til Langturssejladsens Fremme (FTLF), en dansk forening der formidler kontakt mellem gaster og danske gastesøgende skippere verden over.
Det var her igennem vi mødte Jan fra Karrebæksminde, der nu lader til at blive vores rejsekammerat og skipper det næste lange stykke tid, hvor livet kommer til at leves på få kvadratmeter ombord på hans gode skib Nangijala (http://www.seatramp.dk) som er vist på billedet herunder: